Højrefløjen er ond, venstrefløjen uansvarlig
Jeg havde for nylig formastet mig til at iføre mig en T-shirt med Konservativ Ungdoms logo, da jeg som civil besøgte min arbejdsplads Eforen. På et tidspunkt var jeg stand-in for bartenderen, mens han var på toilettet, og pludselig hørte jeg en forarget stemme sige “Hvad er det du har på”. Jeg forklarede at det var en T-shrit fra KU og svaret lød noget i retning af “jamen det kan man da ikke!”.
Det mente jeg nu godt at man kunne, og det endte med, at vi diskuterede i flere timer den og følgende aftener – I dag er vi rigtig gode venner, og respekterer hinanden selvom vi er lynende uenige om mange ting. Vi har begge et temmelig selvironisk forhold til fordommende om vores holdninger, og hun er en af den slags mennesker, ikke er dogmatisk omkring parolerne, og det lykkes os ganske ofte at finde emner hvor vi faktisk er enige, selvom vores politiske standpunkter burde betyde noget andet.
Men hun er også speciel – desværre er der alt for mange, som har et næsten religiøst forhold til deres politiske overbevisning, eller som nægter at se på mennesket bag holdningerne – et eksempel er den veninde, som i løbet af den omtalte aften højlydt gav udtryk for, at det var spild af tid at diskutere med mig.
En anden er Kristen Bjørnkjær, som i Information har skrevet en artikel med titlen “Hjælp, jeg er højreorienteret…”
I artikelen refererer han:
Lige siden har jeg bestræbt mig på altid at tænke mig om to gange eller med et udtryk fra bilbranchen: At give mine holdninger et serviceeftersyn. Som konsekvens har jeg nogle gange følt trang til at kritisere rød stue og være enig med blå stue – og omvendt. Det er vel ikke højreorientering? Snarere en slags time-out som i håndbold.
Røde ører
Men det må man ikke. En god veninde gennem 30 år så vantro på mig, da jeg praktiserede mine nye øvelser i forbindelse med Irak-krigen.
“Du er jo blevet højreorienteret,” konstaterede hun med væmmelse.
“Nej, nej,” forsvarede jeg mig. “Jeg vurderer bare de forskellige scenarier!”
Hun affærdigede indvendingen: “Jeg kan simpelthen ikke lide dig mere!” udbrød hun.
Jeg kørte hjem fra hendes lejlighed en mørk aften på min cykel med røde ører, men lige så meget på hendes som på mine vegne. Senere har hun atter rakt en hånd frem.
Man er med andre ord ond, hvis man tilhører højrefløjen.
Det er heldigvis størstedelen der som Kristen Bjørnkjær har et afslappet forhold til højre/venstre diskussionen, men på begge sider findes der ekstremer – som f.eks. den kollega på mit andet arbejde, som af princip ikke fører andet end professionelle samtaler med en anden kollega, efter at sidstnævnte erklærede, at han stemte på enhedslisten.
Højrefløjen (her mener jeg liberale og konservative, eftersom jeg overvejende ser DF som et midterparti) ser typisk folk fra venstrefløjen som uoplyste – folk hvis hjerte er så stort, at det presser hjernen ud af hovedet på dem – som Hussein Arak (en ganske sympatisk Socialdemokrat) engang udtrykte det.
Venstrefløjen synes at mene, at folk fra højrefløjen er kyniske, eller tilsidesætter mennesker for penge.
Som højrefløjspolitiker må jeg anerkende, at jeg ofte er irriteret over, at folk fra især den yderste venstrefløj vil bruge penge, før de har en realistisk indkomst, og når man spørger ind til det mødes med svaret: “jamen jeg interesserer mig ikke for økonomi” – Jeg finder holdningen arrogant, uansvarlig og naiv – det er andres penge, som man forvalter, og de er kommet gennem arbejde – ikke vokset op af jorden.
Jeg er på den anden side udmærket klar over, at den modsatte holdning er, at der er en moralsk forpligtelse til at indføre en given velfærdsydelse, og så må vi finde pengene hos dem som har mere end de har brug for.
Og så kører diskussionen om klientgørelse, markedsøkonomi, incitamentsstruktur, medfølelse, statens rolle og tusind andre ting - en diskussion jeg aldrig bliver træt af at tage.
Det skal iøvrigt nævnes, at min kollega var iført en T-shirt med hammer og segl hele aftenen uden at inkassere så meget som et løftet øjenbryn over den påklædning…
Tags: ansvar, Eforen, fordom, hammer og segl, Hussein Arak, højrefløj, konservativ ungdom, Kristen Bjørnkjær, moral, uansvarlig, venstrefløj, økonomi

Sådant rent politik har du den kæmpe fordel, at du er væsentligt mere liberal end de fleste andre i Det Konservative Folkeparti. Det er godt — så er der nogen fra dét parti, som man kan stemme på til FT-valget i Århus
Men måske også for liberal (dog ikke i en politisk forstand). For det er jo meget fint at man kan blive enig med en socialist om, at man er uenig. De fleste mennesker skulle gerne være uenig med socialister; det kræver ikke ret mange sekunder at gennemskue de logiske fejlslutninger i typiske socialistiske påstande og anbringender.
Men bare fordi man er enige om at være uenige bør debatten ikke stoppe dér. Som socialist står man nemlig over for en stor udfordring, når man skal overbevise folk om, at man har ret: Først og fremmest skal man kunne se bort fra emperien (og historien); dernæst skal man overbevise folk om, at de ikke skal have ret til at købe huse eller eje virksomheder; og så skal man kunne retfærdiggøre det hele moralsk.
Indtil videre har jeg ikke oplevet nogen kunne gøre dette på en overbevisende måde.
… Men HOV! “Socialisme er ikke længere nationalisering, revolution m.v.” ville en ung, frisk socialist nok sige nu om dage. Det passer bare ikke — hvis de siger sådan noget vrøvl er de ikke socialister og lever derfor en løgn. De har ikke truffet det valg, som skal træffes: Enten er man kapitalist eller også er man socialist — der findes ingen mellemform.
Jeg kan ikke selv acceptere, at der er socialister i Danmark. Jeg gider ikke høre på den snakke, for det de snakker om er noget forvrøvlet uigennemtænkt sludder; et udtryk for en virkelighedsfjen og dybt idealistisk holdning til en verden, som kun eksisterer i bevidstheden og ikke i virkeligheden.
Det har været fremført, at det at være socialist (altså kollektivist — ikke socialist som i “jeg gider ikke arbejde, men vil gerne have penge af staten”) er udtryk for en form for psykologisk benægtelse. Det er ret fascinerende.
Glæder mig til at høre Nicolaj Bangs holdning til ovenstående indlæg….
@Jens, Jamen den er såmænd ikke så uenig med Nikolajs. Jeg har stadig til gode at høre en socialist fortælle, hvordan han vil få de økonomiske ender til at mødes i sit idealsamfund.
Jeg har sågar mødt folk, som i selverkendelsens ulideligt klare lys fotæller, at socialismens endemål jo er en utopi, hvorfor man bør stræbe imod det uden mulighed for at nå målet.
At man enten er det ene eller andet er nok lidt for sort/hvidt. Jeg ville nok formulere det som enten tilslutter man sig de overordnede principper i enten kapitalismen eller socialismen – der er en væsentlig forskel.
Til gengæld vender jeg mig kraftigt imod de politikere, som påstår at tage det bedste fra begge lejre – sikke noget sludder – det de gør er, at de tager det rare og populære fra begge lejre, og så lader de al konsistens og ansvarlighed i politiken være!
Jeg kan modsat Nikolaj Steenberg godt acceptere, at der er socialister i Danmark – Ligesom jeg kan acceptere, at der er Islamister, nazister, ungdomshusrevolutionære og hvad der ellers måtte være af antidemokrater i kongeriget. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke vil bekæmpe dem alt hvad jeg kan.
Skulle de rent faktisk vinde magten og forsøge at afskaffe demokratiet vil det imidlertid være en ganske anden sag, for så ville de ikke længere være legitime.
Om socialisme er en psykologisk benægtelse synes jeg kunne udgøre et interessant forskningsprojekt for en PhD afhandling på psykologi, men jeg vil nok afholde mig fra at komme med min egen vurdering