Det Konservative Folkeparti har lavet en viral video, som fortæller om fremtidens Danmark, hvis Villy og Helle får magten efter næste valg.
Den er lavet med et glimt i øjet, så jeg kunne ikke lade være med at poste den her:
S og SF har begået et økonomisk udspil, som skal bilde danskerne ind, at de er øknomisk ansvarlige.
Udspillet indeholder bl.a. et forslag om at stavnsbinde højtuddannede i Danmark, da de trues med at skulle betale deres SU tilbage, hvis de formaster sig til at ville bo et andet sted end i skatteborgen Danmark.
Så enkelt kan det siges…
Og det blev det iøvrigt gjort af Mao Zedong.
Jeg behøver vist ikke at tilføje yderligere…
Millionærskatten kan gå hen og blive noget af det dyreste venstrefløjen endnu har fundet på – og det endda uden at nogen i landet får det mindste ud af den.
Den rigeste 1% af befolkningen bidrager med 27 mia. til det danske samfund.
Millionærskatten vil – såfremt alle de ramte fortsat arbejde lige så meget som nu, og ingen af dem flytter til udlandet – iflg. S/SF give et samlet skatteprovenu i omegnen af 1,2 mia. kr. – svarende til omkring 2,5 ‰ (læs: promille) af den samlede personbeskatning i Danmark.
Dansk Industri har regnet lidt på det, og kommer frem til at hvis “adfærdsændringer og momstab regnes med. Iflg. beregninger foretaget af Dansk Industri vil provenuet skrumpe til 425 mio. kr. Hertil skal lægges, at den danske statskasse sandsynligvis vil tabe mia. i kraft af brain drain til mere skatteattraktive lande. Iflg. Dansk Industri vil en ny millionærskat give et velstandstab på 1,5 mia. kr. Regner man også hjerneflugten med, vil tabet hurtigt nå op 5 mia. kr.”
http://fredensborg.lokalavisen.dk/article/20090827/LAESERBREVE/8933116
Selv hvis man løber pulsen op, tager sine allerrødeste rigmandsfjendtlige briller og finder DI larmende utroværdig, så er der nok bare en lille smule om hvad de siger – og en hurtig risikovurdering mellem de 2 muligheder 1,2 mia. overskud vs. 5 mia. udnerskud – så synes jeg egentlig ikke at det er riskoen værd…
Jeg har netop overværet en debat på DR2 mellem Klaus Hjort, Villy Søvndal, Helle Thorning og Lene Espersen.
Emnet var ikke overraskende – krisen.
Der var naturligvis forskellige tilgange til, hvordan vi “løser” krisen – eller “fører Danmark så skånsomt gennem krisen”, som Klaus Hjort lidt mere rammende formulerede problemstillingen.
Helle Thorning frygtede, at krisen ville blive langvarig, og hendes løsning var – som Anker Jørgensens under sidste finanskrise – at låne penge til at lave offentlige investeringer – noget som primært skulle bruges på anlægsbyggerier – en såkaldt fremtidsinvestering af vores samfund.
Vækst var det vigtigste ifølge Helle – i god gammeldags Socialistisk tradition er en kunstigt oppustet økonomi og en lav arbejdsløshed vigtigere end økonomisk ansvarlighed og en lav inflation.
Har man ingen penge må man opbygge gæld og spendere frem for at sætte overforbruget ned…
Lidt frustrerende at få at vide, når man som konservativ i årevis har argumenteret for at holde igen med statsbudgetterne for at fjerne den astronomiske gæld, som Anker Jørgensen overlod til os efter sidste længerevarende finanskrise, hvor han nonchalant kastede håndklædet i ringen, da hans “tag lån og forbrug” model havde ført Danmark på randen af en statsbankerot.
Klaus Hjort pointerede, at kun 8% arbejder inden for byggebrancen, og at det næppe var løsningen på alle vores problemer, at fokusere ensidigt på dette område.
Dette brugte Villy på dygtig retorisk vis, da han bad Hjort fortælle det til de 7.500 unge nyuddannede håndværkere, som ikke kunne få et arbejde – elegant og manipulatorisk, sådan at tage et generelt problem og trække det ned på et personligt plan – sætte et menneskeligt ansigt på tallene.
Helle brokkede sig over, at regeringen ikke sørgede for, at flere havde en uddannelse, så de kunne få et job – Jeg kan blot konstatere, at tilgangen til universiteterne i år har været rekordhøj, og at mange har måttet nøjes med anden eller tredjeprioritet på ønskelisten pga. den store tilgang – et faktum, som understreger Lenes pointe om, at en af de få gode konsekvenser ved krisen er, at flere tager en uddannelse i stedet for at gå efter de lette penge ved at tage sig et arbejde umiddelbart efter folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.
Villy fortalte meget korrekt hvad konservativ politik er – bl.a. at vi i forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen havde ønsket dagpengeperioden sat ned fra 4 til 2 år
I Sverige har man sænket perioden til 300 dage…
Hvad Villy glemte at fortælle den opmærksomme seer var, at kurverne over hvor mange der finder et job i løbet af perioden er næsten identisk i Danmark og Sverige – kort før periodens udløb er der en markant stigning i antallet af modtagere som finder et job – dog er det endelige antal lidt større i Sverige – formentlig fordi det er lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter 300 dage end efter 4…
Ligeledes bryder Villy & Helle sig formentlig heller ikke om det markante fald i medlemsantallet af fagforeningerne, som reformen har medført i Sverige…
Lidt indstuderet kom Helle under debatten til at tænke på dem, som havde kritiseret Obamas ideer til løsning krisen under præsidentvalgkampen (Obama er jo populær i Europa, så hvorfor låne lidt af hans solskin) – “hvor ville verden være i dag, hvis ikke han havde gennemført sine reformer” lød det dramatisk.
Jeg erkender ikke at have svaret på det spørgsmål, men jeg ved, at USA ved afslutningen af hans præsidentperiode ikke ville have have øget sin udlandsgæld fra 3 til 10 trillioner dollars – hvilket er hvad de økonomiske fremskrivninger i øjeblikket kalkulerer med…
I politiske kredse plejer man at sige, at vælgernes hukommelse ikke er længere end et halvt år…
Det er mit stille håb, at danskerne husker meget længere tilbage når valget kommer – helt tilbage til halvfjerserne hvor venstrefløjens løsning på en økonomisk krise var som i dag.
“Tag lån og forbrug”
Socialdemokratiet har endnu engang brillieret ved at deponere sin økonomiske ansvarlighed i lommen på Villy Søvndal.
Denne gang er udspillet en rigtig god omgang idealistisk socialisme – alle skal være lige, og de rige skal bløde!
Helle Thorning gør sig til talsmand for en “millionærskat” – folk, som har en indkomst på over 1 million, skal betale yderligere 5% i topskat.
Det vil ramme ca 20.000 danskere, og vil umiddelbart betyde en forsvindende lille ekstraindkomst for staten.
På længere sigt vil det betyde, at disse 20.000 højtuddannede, eliten af virksomhedslederne, iværksættere og eksperter vil finde det mindre attraktivt at gå på arbejde – mange af dem arbejder mindst 70 timer om ugen – en prioritering mellem arbejde og familieliv, som de færreste danskere er villige til at foretage.
Det er især disse 20.000, som er motoren i vores økonomi - det er dem, som skaber arbejdspladserne i deres virksomheder, og dermed giver os andre vores levebrød.
Men det er også disse 20.000 mennesker, som med største lethed – og ofte med stor økonomisk gevinst - kan rykke teltpælende op og flytte til udlandet.
I london alene findes der i skrivende stund ca. 48.000 danske familier, som er udvandret – de fleste er netop de højtuddannede, som vi mangler allermest i Danmark.
Så “millionærskatten” vil være en kortvarig affære – de som rammes vil nemlig næppe være at finde i kongeriget ret mange år fremover.
Den økonomiske ansvarlighed, som trods alt var kendetegnende for Nyrup-regeringen, er socialdemokraterne ved at smide overbord til fordel for en tilbagevenden til Anker Jørgensens økonomiske katastrofekurs – godt hjulpet på vej af folkesocialisterne.
Lykkeligvis har flertallet af danskerne lært af historien – en undersøgelse viser, at 54,8 procent mener, at det vil være skadeligt for økonomien.
Lad os håbe at de husker det, når valget kommer…
Ny Alliances og Borgerligt Centrums opståen er i hans optik udelukkende udtryk for initiativtagernes trang til selvpromovering.
I netop denne holdning ligger kilden til den masseflugt, der gennem den seneste tid har fundet sted blandt De Radikales tidligere vælgere. ABJ mangler som resten af sit skrantende parti enhver form for selvkritik. Hvor De Radikale tidligere var et parti, som uden store ideologiske korstog kunne samarbejde med begge fløje i dansk politik, forvandledes det under Marianne Jelveds ledelse til et af de mest fanatiske partier i folketinget. Enhver diskussion om rimeligheden af den tidligere udlændingelov var pr. definition af det onde, og man bandt sig så hårdt for venstrefløjens kritik af regeringen, at man fuldstændig mistede identiteten som et midterparti – kulminerende med Marianne Jelveds ultimative krav, og udtalelserne om at Fogh var en farlig mand.
Og alt dette genkendes i ABJs udtalelser om, at ”midtens parti også er et kompromisløst parti” med henvisning til, at DF ikke vil gå på kompromis med ”det danske”. De Radikale har altid været kompromisets parti – det var her den skæbnesvangre udtalelse om ”at sidde med ved bordet” havde sin oprindelse, og tanken har altid været, at det var bedre, at trække et forlig i den rigtige retning end at sidde udenfor indflydelse og have ret. Det var partiets berettigelse for midtervælgeren. Det var måden han sikrede sig balance imellem fløjene. En berettigelse, som man nu har kastet bort.
Tilbage står nu et parti med en svag leder og et vælgerpotentiale, som deles med Socialistisk Folkeparti – næppe hvad man kan kalde et midterparti, selvom den karismatiske Villy Søvndal forsøger at give netop det indtryk.
Når Anders Samuelsen, Naser Khader og Simon Emil Ammitzbøll blev partistiftere, var det ikke udtryk for politisk narcissisme – det var ganske enkelt fordi, at der ikke længere var plads til borgerlige tanker i partiet, som ifølge ABJ har ”højt til loftet og vidt til væggene”.
Det er jo næppe tilfældigt, at Ny Alliance og Borgerligt Centrum lagde sig til højre for De Radikale.
Eller på midten fristes man til at sige – den har stået tom i nogen tid.
Lektor i international økonomi – Clement Stubbe Østergaard (jp 30. maj) er et klassisk eksempel på hvad der er forskellen på en politiker og en teknokrat - han er nemlig af den overbevisning, at vores statsminister skulle have bøjet nakken, for Kinas på alle måder uretmæssige indblanding i hvem vores statsoverhoved må møde.
Hr. Østergaard frygter, at Kina vil bruge sin økonomiske styrke til at skade Danmark – en risiko, som har fået Hollands leder til at krybe udenom et møde, og Frankrig til at beklage og love at det aldrig skal ske igen…
Tøsedrenge!
Det er netop den slags opførsel, der giver et land med stormagtsambitioner blod på tanden – hver gang det lykkes at true demokratiske lande til at makke ret, vil man tage endnu et skridt – og endnu et – ind til vi med eftergivenhedspolitikken har givet køb på alt hvad vi står for.
Kina er en stor samhandelspartner, og det er vigtigt at have et godt forhold til dem, men som i ethvert andet forhold, er det vigtigt at finde grænser som begge parter kan arbejde med – og her har vi trukket vores.
Derfor er det muligvis dumt på en kort økonomisk bane, at Lars Løkke er mødtes med Tibets åndelige leder – men Europa og USA har en pligt til at værne om vores værdier – det er jeg overbevist om vil vise sig at være en god investering på den lange bane.
Den retfærdige dom er faldet over en kvinde i en af Danmarks mest opsigtsvækkende terrorsager.
Hun fik en betinget dom uden strafudmåling…
Hendes forbrydelse var, at hun med almindelig dansk lune havde formastet sig til at gøre lidt grin med lufthavnenes sikkerhedskontrol.
“Ja der kunne også være en bombe”, svarede hun til forespørgslen om at tage sin kasket af.
Damen havde heldigvis ikke en bombe i turbanen, men det er betryggende at vide, at lufthavnenes sikkerhedskontrol helt sikkert fanger alle de terrorister, som taler over sig.
Så må vi bare håbe, at de også fanger de andre…
SF har længe stormet frem i meningsmålingerne – dels pga. et svagt socialdemokrati, og dels fordi Villy Søvndal dygtigt har kamoufleret hvad SF egentlig står for.
SF er nemlig ærkesocialistisk – det glemmer folk bare, når de ser den lune Søvndal tale om “ansvarlighed, social tryghed og fællesskab,” som han gør det i sin tale til SF’s netop overståede landsråd.
Han taler som han har forstand til – bl.a. når han udtaler: “vi ved, at en demokratisk regulering af markedet er nødvendig, hvis ikke kapitalismen skal løbe løbsk.”
Naturligvis skal han også lige sole sig i lånte fjer.
Han glemmer totalt, at Obama var en af de største fortalere for indførelsen af Sub-Prime lånene i USA – den absolut primære årsag til den nuværende krise, og udtryk for hvad der sker, når man forsøger at regulere markedet – banksektoren er et af de mest gennemregulerede områder overhovedet.
Loading ...