…Ihvertfald i økonomisk henseende.

“Det er den skæveste fordelingspolitiske reform i nyere tid”,

“jeg tror der sidder rigtig mange førtidspensionister og folk med lave indkomster, der bliver skuffede, når de sætter sig ned og regner på dette…”

“regeringen cementerer blokpolitikken i Danmark”.

Ovenstående er udtalelser fra Helle, Villy og Helveg og ovenstående er alt sammen sandt!

Det er korrekt, at de mennesker som betaler mest i skat også er dem som får lov til at beholde mest, når skatteprocenten sænkes – det giver næsten sig selv.

Det væsentlige er, at der ikke er nogen, som bliver fattigere af reformen pga. det øgede bundfradrag og den indkomstgraduerede “grønne check” for at dække de øgede miljøafgifter.

Men det er sådan set slet ikke det væsentlige i denne debat – det er derimod formålet med reformen.

For formålet har aldrig været at skabe mere lighed i samfundet.
Formålet har aldrig været, at mennesker på passiv forsørgelse skulle have flere penge mellem hænderne.
Formålet har aldrig været at føre socialpolitik.

Formålet var at få dæmme op for den meget alvorlige krise, som i øjeblikket sender yderligere 1000 mennesker om måneden ud i arbejdsløshed og at få folk i den arbejdsdygtige alder til at arbejde lidt mere, nu hvor antallet af pensionister i løbet af få år vil stige dramatisk.

Selvom reformen langt fra er optimal sikrer den alligevel knap 20.000 arbejdspladser – og hvad bør være fokus i en krisetid – at folk som mister deres arbejde stilles lidt bedre – eller at folk slet ikke mister deres arbejde?

Og det er netop hvad debatten i dagbladene handler om i disse dage.

Havde man lavet et bredt forlig, ville de laveste indkomstgrupper sikkert have fået et par hundrede mere om måneden – men antallet af nye jobs ville så være tilsvarende mindre.

Derfor har regeringen ført blokpolitik – alternativet ville ganske enkelt have været uansvarligt.

Ind til nu har der været en pukkel af folk med lønninger lige omkring topskatten, fordi man i lønforhandlingen hellere har villet have flere fridage, end man ville stige et løntrin
 Denne tendens vil nu blive ændret, ved at man hæver topskattegrænsen med 54.400 kr, så yderligere 350.000 danskere slipper for topskatten.

Alt i alt er skattereformen et skridt på vejen mod at fremtidssikre Danmark

- men et skridt som bør følges af flere.

En af dagens hurtigt passerede nyheder fra udlandet omhandlede igen Venezuelas folkevalgte diktator Hugo Chavez, som “midlertidigt” har besat landets risfabrikker – antageligvis fordi priserne var for høje.

Sandheden er, at fabrikkerne nægter at følge de af staten vedtagne prisfastsættelser – hvilket kun er naturligt, når disse ikke er rentable og firmaerne bevæger sig på randen af konkurs.

Som med så mange andre af Venezuelas virksomheder er der reelt set tale om en nationalisering – og erstatningen betales i obligationer…

En lemfædig omgang med pressefriheden demonstreredes også glimrende, da Chavez udviste en journalist for at have kaldt ham for en diktator – en ære som jeg selv måske en dag vil blive begavet med efter dette indlæg.

i December 2007 forsøgte Chavez at gennemføre en forfatningsændring, som ville sikre, at han kan genvælges helt til 2021 – folkets velvilje skulle købes med store ydelser til den fattigste del af befolkningen, men efter massive protester fra bl.a. studenterbevægelser stemte 51% imod – dengang fandt jeg, at demokratiet havde vist sin styrke, ved at fravælge en forfatningsændring som kunne sikre en ellers meget populær præsidents fortsatte styre.

Desværre lykkedes det denne gang at få gennemført ændringen med 55% af stemmerne efter en kampagne, som grundlæggende handlede om alt muligt andet, og som blev betalt med skattekroner. Officielt udtalte den folkekære leder, at han hvis man stemte imod ham var man skyldig i landsforrædderi, og at han ville checke hvem der havde stemt.

Og sådan går det med idealister – når udløbsdagen nærmer sig og man ikke har nået alt det man ville, så helliger målet altid midlet.

Manneken Pis er uden tvivl den mest overvurderede turistattraktion jeg har set.

En ca. 60 cm høj statue af en tissende dreng – omkranset af en højt jerngitter, så de måbende horder ikke forgriber sig på kunstværket.

Et stenkast fra gadehjørnet med den tissende bronzedreng kunne man købe et større antal dårligt udførte replika – flere af dem større end originalen.

Langt mere interessant fandt jeg den hyggelige bar, som lå på det modsatte gadehjørne, og havde et anseeligt udvalg af belgisk øl til rimelige priser – et særsyn så tæt på en så populær turistattraktion.

Dog vil jeg stærkt fraråde pastaretten “spaghetti avec fromage et jambon” – som jeg i et svagt øjeblik troede var en slags carbonara - det var som navnet loyalt antydede… spaghetti med umådeholdent meget reven ost tilsat små stykker hakket skinke – sidstnævnte uopvarmet.

Det var ihvertfald det indtryk jeg forlod et møde jeg var til i EU Palamentet med en temmelig garvet og ganske højtstående embedsmand, som jeg skal undlade at sætte navn på.

Jeg havde spurgt ind til om andre lande end Danmark var bekymrede for det problematiske i EF domstolens praksis med “dynamisk tolkning” – dvs. at Domstolen vurderer formålet med en given bestemmelse, med udgangspunkt i samtidige forhold for at sikre at beskyttelsen af bestemmelsen følger med udviklingen i bl.a. staternes retsopfattelse og retspraksis.
Med andre ord, at forestiller sig hvad lovgiver ville have ment, hvis han havde lavet loven i dag – en meget vidtgående form for fortolkning.

Jeg nævnte i den forbindelse den for Danmark temmelig betydningsfulde Metoc-dom.

Han fortalte nu, at i EF domstolen sidder der en dommer fra alle medlemslande, men efter udvidelsen er det ikke alle dommere som sidder med ved alle domsafsigelser.
Det betyder, at retspræsidenten vælger en gruppe til at dømme en given sag.

Det interessante var, at på spørgsmål om den frie bevægelighed i EU er der en klar forskel i holdningen mellem de gamle medlemmer og de nye.

Og i tilfældet Metoc var der en overvægt af nye medlemsstaters dommere.

Med andre ord ville resultatet af dommen sandsynligvis blevet et andet, hvis terningerne havde placeret andre landes dommere på podiet…

Det betyder, at muligheden for at vide hvad der er ret og lov før man får dommen er meget dårlig – og det betyder, at retssikkerheden i EU blæser i vinden!

En fuldstændig uacceptabel retstilstand, som normalt kendetegner stater, hvis sans for demokrati kan ligge på et meget lille sted.

…kan man ligeså godt gifte sig.

SF og S har annonceret, at de vil stå last og brast med hinanden i forhandlingerne om skattereformen, og fortsætter dermed den linie de gennem den senere tid har lagt.

Ud fra de meldinger alliancen er kommet med ind til videre, er der ingen tvivl om hvem der har bukserne på i det forhold.

SF prioriterer velfærd over arbejdsudbud

SF ønsker at EU ændre stabilitetspagten, så en lav inflation ikke længere er målet – der skal føres ekspansiv finanspolitik.

SF ønsker en vækstpakke frem for skattelettelser

SF/S er imod at fradraget for indbetalinger til fagforeninger skal sænkes(men store fortalere for at de fjernes for erhvervslivet).

SF/S mener at bunden er vigtigere end toppen, at erhvervslivet skal have færre skattefordele, og at skatten på forurening skal op.

De ovenstående udpluk fra de seneste ugers dagspresse viser et klart billede af SF som den proaktive. S har efter lang tids forgæves vaklen nu endelig fundet sin fortælling – beklageligvis tilhører den en andet parti – Folkesocialisterne.

Spørgsmålet er, om vi på sigt vil se SF lederen af oppositionen, eller om der vil ske en regulær sammenlægning af de to partier.

Emails er en dejlig ting.

Man lærer især at sætte pris på dem, når man som formand for Konservative Studenter i Aarhus bruger det meste af en tirsdag nat på at pakke 161 indkaldelser til den kommende generalforsamling.

…

De som påstår at man ikke kan dø af papercuts er børn af en digital tidsalder

Helle Thorning-Schmidt synes at bankdirektørerne får for høje lønninger…

Det er jeg sådan set meget enig med hende i.

Enigheden ophører imidlertid når HTS i tråd med folkeånden vil bruge bankpakken til at lægge et loft over lønningerne.

For vel er bankdirektørernes lønninger urimelig høje, men det samme gør sig gældende for alle andre større virksomheders ledelser – et fænomen som i høj grad skyldes, at der er meget få mennesker som er i stand til at bestride den ekstremt vigtige post som dirketør – en post som hvis den bestrides af den forkerte vil betyde virksomhedens død.

Derfor er konkurrencen om at få den rigtige til posten benhård, og lønningerne bliver dermed et væsentligt konkurrenceparamenter.

Konsekvensen af at lægge et loft over lønningerne i den pressede bankverden har således to konsekvenser:

1: De i forvejen hårdt pressede banker får svært ved at tiltrække kompetent ledelse, hvilket vil medføre forværrelse af krisen.

2: HTS høster billige point blandt folket i jantelovens hjemland på bekostning af landets velstand.

Det sidste vi har brug for midt i en krise der drejer sig om benhård økonomi, er at parterne begynder at føre værdipolitik og pleje snævre populistiske egeninteresser – det er ansvarsløst og uværdigt for en kvinde der har ambitioner om at blive landets næste statsminister.

Det var hvad en af mine venner fra Marokko skrev, da vi for et par dage siden sad og chattede.

Vi diskuterede hvem der bar skylden for den ulykkelige situation i Gaza, og vi var temmelig uenige.

Jamal havde den klare holdning, at det var Israel og Israel alene som bar skylden for alle dårligdomme i området. De vestlige medier bragte ensidigt nyheder, som til gode så Israels sag, og Fatah var ikke andet end jødernes logrende skødehund.

Jamal havde desuden set en dokumentar som postulerede, at jøderne slet ikke ønskede at komme til Israel, men var blevet tvunget til det af vesten – en temmelig historisk forvansket version af virkeligheden, som deværre vidner om de arabiske mediers manglende troværdighed.

Jeg var lettere chokeret over den ensidige fremstilling – især fordi den kom fra en mand som ikke bor i området, og som i mange henseender er relativt sekulær og normalt ganske oplyst. Det faktum, at den stat som Hamas ønsker at skabe (og til dels praktiserer i Gaza), vil bygge på fundamentalistisk Islam forhindrede ham heller ikke i at udtale, at “Hamas is the way”.

Jeg har selv besøgt Israel og de palæstinensiske områder gennem mit politiske virke, og ved selvsyn set hvilke vilkår palæstinenserne lever under, så jeg gør mig ingen illusioner om, at Israel er uskylden selv. Men i dette helt konkrete tilfælde lægger jeg skylden for konflikten på Hamas.

Israel er midt i et valg som har afgørende betydning for fredsprocessen, og når Hamas vælger at affyre et stort antal Qassam raketter på netop dette tidspunkt, så er det for at påvirke dette valg.

Hamas selv udtaler jævnligt, at de ikke er interesserede i en 2-statsløsning, og i deres politiske program står der, at jøderne skal smides i havet.

Hamas er udmærket klar over, at en succesfuld fredsproces vil undergrave deres politiske projekt, og derfor ønsker de at forhindre det siddende regeringsparti Kadima i at fortsætte forhanlingerne med Fatah, Syrien og Ægypten.

Modstykket til Hamas er nationalistpartiet i Israel, som traditionelt går frem når Israel er under pres, og ved at angribe under valget forsøger Hamas at påvirke det israelske valg ved at give nationalisterne muligheden for at fortælle befolkningen, at Kadima er svag.

Kadimas eneste mulighed for at bevare magten og fortsætte fredsprocessen er massiv gengældelse – alternativet er ganske enkelt værre.

Hamas har uden tvivl forudset denne situation – og er de eneste som vinder ved den – de vinder sympati for at kæmpe mod overmagten, som i verdens øjne bruger overdreven magtanvendelse, og de får opbakning af et rædselsslagent folk, som desperat søger efter nogen som kan hævne de uretfærdigheder civilbefolkningen udsættes for.

Bemærk at de højtrangerende Hamasfolk er nået i sikkerhed, før bombardamenterne begyndte – pudsigt…

På vestbredden ligner sidder Fatah og virker mere tandløs end nogensinde, og det er et spørgsmål om tid, før befolkningen også her vender dem ryggen og falder i armene på Hamas.

Vi er med andre ord vidner til et kynisk spil om magten i Palæstina – et spil hvor de nu godt 700 dræbte palæstinensere og en fredsproces i ruiner er et acceptabelt offer.

Nu kan jeg så læse på samme teksttv, at man nu har taget et nyt våben i brug, for at vinde Afghanernes hjerter og loyalitet – man har givet en krigsfyrste 4 Viagrapiller til glæde for hans 4 koner, mod at han afslørede nogle Talebanstillinger… Nok ikke lige det jeg havde i tankerne, da jeg skrev mit sidste indlæg, men hvad pokker – i krig og kærlighed gælder alle kneb.