Denne artikel blev bragt i Information 06.06.10

http://www.information.dk/235507

»DSF er de studerendes stemme i pressen, over for politikere og regeringen og i en række råd og nævn.«

Sådan betegner Danske Studerendes Fællesråd sig selv på organisationens hjemmeside. Samme sted slås det fast, at »DSF er uafhængig af partipolitiske interesser«.

Men den køber de ikke hos de øvrige studenterorganisationer. En gennemgang viser, at både formand og en næstformand i DSF er medlemmer af henholdsvis SF og Enhedslisten. I den syv mand store bestyrelse har tre medlemmer tilknytning til enten Enhedslisten eller SF, mens de radikale er repræsenteret af et enkelt bestyrelsesmedlem.

Desuden er organisationens sekretariatschef medlem af SF’s hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Alt sammen viser det ifølge landsformand for konservative studerende Nicolai Bang, at den politiske uafhængighed kun er på papiret.

»De er overhovedet ikke uafhængige. Hvis man ser på deres politiske program, er der usædvanlig mange punkter, hvor DSF er enige med SF,« siger han.

Æder forslag råt
Udover de konservative har også de liberale studerende deres egen organisation. Socialdemokraterne hører hjemme i Frit Forum. Derfor er der ifølge Nicolai Bang ikke noget unaturligt i, at mange unge SF’ere har søgt til DSF. Men han giver altså ikke meget for organisationens uafhængighedserklæring:

»Alt, hvad regeringen laver, er pr. definition noget skidt, og nu hvor Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt vil forringe de studerendes vilkår markant, har DSF stort set ingen kritiske bemærkninger,« siger Nicolai Bang, som mener, at DSF ‘æder forslag’ om at lade de studerende tage tre semestre på et år »selv om det er umuligt at få undervisere til at undervise i sommerferien«.

Og mens brugerbetaling før har fået DSF op i det røde felt, var tonen altså anderledes mild, da formanden skulle kommentere ideen om at lade nyuddannede betale en del af både SU og studiet tilbage, hvis de flytter fra Danmark.

»Vi vil godt advare imod at gøre det til et lånebaseret system,« lød det fra Mikkel Zeuthen, som anede en »glidebane mod brugerbetaling« i det forslag, som økonomiprofessor Nina Smith klart definerede som brugerbetaling.

Anderledes hård var retorikken, da Danmarks Erhvervsforsknings Akademi ugen forinden foreslog brugerbetaling på kandidatuddannelser:

»Det her er jo gammel gift i nye sprøjter,« lød det fra DSF-formanden.

Det viser ifølge Nicolai Bang, at DSF er i lommen på Villy Søvndal:

»Forslaget er en ret alvorlig indskrænkning af folks frihed, men der kom stort set ingen kritik fra DSF,« siger han og tilføjer:

»Vi går ind for et lånebaseret system, hvor de, der ikke modtager SU, ikke skal være med til at betale den. Det har DSF tidligere hånet, men nu, hvor deres egne synes godt om det, spiser man det råt.«

Etpartisystem
Og hos Frit Forum er man ligeledes skeptiske over DSF’s påstand om at være politisk uafhængig.

»Jeg ved ikke, hvor meget de tager fra sig fra deres baggrund i SFU og SUF, men det er da lidt fedtspilleri, at de ikke melder klart ud. Det er jo ikke alle studerende, der kender deres baggrund, så det er problematisk, når de påberåber sig at være apolitiske,« siger talsmand Martin Petersen.

Mens DSF opfatter sig selv som fagforening for de studerende, kan de ifølge Martin Petersen ikke undslå sig at være politisk aktive.

»Vores perspektiv, som vi deler med konservative og liberale studerende, er, at studenterpolitik også handler om politik – altså den autoritære fordeling af goderne,« siger Martin Petersen og betoner, at DSF er paraplyorganisation for studenterrådene, som stiller op til valg til universitetsbestyrelserne, hvilket i sig selv gør DSF’s medlemmer politiske:

»Du ser jo heller ikke en fagforening, der stiler op til et folketingsvalg,« siger Frit Forums talsmand.

At blive ringet op af pressen er ifølge Nicolai Bang forholdsvis usædvanligt for Konservative Studerende, og han påpeger ligeledes, at DSF længer har haft en særstatus, eftersom de har været den eneste organisation, der har fået penge af Københavns Universitet.

»Vi er sat udenfor. Der er ikke noget reelt demokrati,« siger han.

- Men kan I ikke bare gå sammen med DSF?

»Jo, men det svarer til at bo i et land med et kommunistisk etpartisystem – vil du ændre noget, må du gå med i partiet. Det holder jo ikke,« siger Nicolai Bang.

Lad os kæmpe sammen
DSF’s formand, Mikkel Zeuthen ærgrer sig over kritikken, som han mener er både usaglig og skadelig for de studerende.

»Det svækker os som gruppe, når der kører den slags interne slagsmål, der alene handler om form og ikke indhold. Jeg ville ønske, at de studenterpolitiske organisationer ville gå sammen med os om at sikre bedre vilkår for de studerende, for vi er virkelig presset i øjeblikket,« siger formanden.

- Er det problematisk at betegne DSF som politisk uafhængig, når flertallet i ledelsen er medlemmer af partier og i den samme lejr?

»Nej. Vi står benhårdt på de studerendes side i alle sager. Vi er valgt af de studerende – jeg selv enstemmigt af studerende, som også tæller CBS og DTU, og som nok ville undre sig over at blive kaldt venstreorienterede,« siger Mikkel Zeuthen og kalder kritikken »forvrøvlet«.

Dog beder han om at tydeliggøre modviljen mod den form for lånebaseret SU, der blev lagt op til fra S og SF:

»Vores politik ligger helt fast, vi er imod enhver form for brugerbetaling. Men hvis man overhovedet skal gå i den retning, ser vi hellere et afgiftssystem end en model baseret på lån,« siger han og betegner udspillet fra oppositionen som »et virkelig stort problem«.

Sluttelig afviser Mikkel Zeuthen, at DSF automatisk afviser forslag fra højre side af Folketinget. Han peger på, at man ser positivt på videnskabsministerens forslag om at gøre uddannelserne mere erhvervsrettede:

»Og da Malou Aamund (V) foreslog stopprøver til professorer, var vi også positive.«

- Hvad betyder dit medlemskab af SF for dit arbejde i DSF?

»Ikke noget. Det betyder noget, hvem jeg stemmer på personligt, men det er jo en privat sag. For få år siden var der en konservativ i vores ledelse, og vi har haft en formand fra Liberal Alliance. Man bør kritisere os, hvis vi ikke gør det godt for de studerende – det er det relevante.«

Lønkommissionen har offentliggjort sin undersøgelse, som banker en pæl gennem den myte, at kvinder og mænd ikke tjener lige meget for identisk arbejde.

Feministernes nye projekt er den totale udryddelse af kønsforskellene i lighedens hellige navn…

Holger K. Nielsen er tilsyneladende faldet for Talibans nye “hearts and minds” strategi…

I forbindelse med at 2010 er EU’s fattigdomsår er det noget helt galt med vores definition af fattigdom – se her hvorfor jeg åbenbart er en fattigrøv…

Læserbrev bragt i JP - Offentliggjort 18.01.10 kl. 03:00

Der er blevet spået mangt og meget om, hvilke begivenheder og følelser 2010 vil føre med sig.

Tillad mig at komme med min spådom – det bliver et frygtens år.

Frygten blandt kunstnere og andet godtfolk for at tale nedsættende om islam, frygten for finanskrise og arbejdsløshed, frygten for ikke at vinde næste valg.

Det er netop den sidste frygt, der efterlader Venstre paralyseret. Efter euro-reglerne må underskuddet på de offentlige finanser ikke være mere end 3 pct. af BNP, og næste år forventes de at være på 5,5 pct.

Blandt OECD-landene spås væksten i Danmark til at blive den fjerdelaveste. Og væksten i den offentlige sektor overhaler den private med 1,8 pct. mod 1,2 pct.

Afskaffelse af efterlønnen er et af de mest effektive redskaber, som vi har til at holde kvalificeret arbejdskraft på arbejdsmarkedet, og sammen med en fremskyndelse af velfærdsforligets reformer er det stadig muligt at sikre fremtidens velstand.

Det er ikke overraskende, at Dansk Folkeparti pr. rygmarvsreaktion er imod forslaget, alene fordi det er de konservative, som stiller det, men naturligvis også, fordi det er kernevælgerens interesser, der trues.

Tragisk er det, at Venstre endnu en gang viser sig at være det parti, som ikke tør tage ansvar og træffe nødvendige beslutninger.

Hvad Venstre bør frygte mest, er ikke vælgernes dom – det er frygten for handling, der kommer til at koste regeringen livet.

Demonstranter giver deres mening om et politisk emne til kende gennem deres demokratiske ret til at samles på gaderne.
Aktivister forsøger at ødelægge den demokratiske proces gennem magt.
Derfor er demonstranter demokrater, mens aktivister er totalitære.

De ca. 1000 aktivitster, som forsøgte at trænge igennem politiafspærringen, lever i den besynderlige forestilling, at de har ret til uforstyrret at forhindre de 119 statsledere, samt tusindvis af repræsentanter fra de 192 lande, som er samlet i Bella Centret, i at nå en international klimaaftale.
Undskyldningen var at man ville give de, som ikke var repræsenteret en stemme – og til det formål ville man mødes med diverse delegerede NGO’er fra mødet – næppe noget holdbart argument.

Grundlæggende ønsker denne forsvindende lille minoritet af befolkningen, at alle andre skal indrette sig efter deres holdninger – det gjaldt i deres kamp for et 150 mio kroners skattefinansieret ungdomshus, og det gælder for deres agenda om at gøre landet til en topstyret socialiststat – med klimaet som løftestang.

I denne retfærdige kamp tillades undertvingelse af de folkevalgte, molotovcocktails mod politiet og massiv ødelæggelse af tilfældige civiles ejendom – målet helliger midlet.

Samtidig vil de ynkes, fordi de fik et par blå mærker og tilbragte et par timer med hænderne bundet på ryggen.

Gad vide hvilke våben politiet ville bruge mod demonstranter, hvis det var aktivisterne som sad på magten, og os andre der var i opposition…

Jeg fulgte DR’s dækning af klimademonstrationen i går…

Det måtte nødvendigvis udmønte sig i denne video

Læserbrev bragt i JP den 10. december

Pædagogernes fagforening BUPL er i oprør.

En børnehave har formastet sig til at lade en ældre dame give en hånd med i det praktiske arbejde – uden at få løn.

Damens samfundsomstyrtende forbrydelse skyldes et ønske om at frigøre pædagogernes tid fra at gøre rent og lave kaffe til at give dem mulighed for at koncentrere sig om børnene.

Formanden for BUPL, Henning Pedersen, finder det »meget problematisk«, at damen hjælper til. Kaffebrygning og rengøring er jo en del af det overenskomstomhandlede pædagogarbejde og må derfor beskyttes med næb og klør. Skulle det gå ud over tiden sammen med børnene, så må det jo være sådan. Desuden kunne kommunen og regeringen kunne jo bare tilføre flere midler.?

Hvor slemt ville det ikke være, hvis skatteyderne ikke skulle betale for den ekstra service til børnene, hvor vederstyggeligt at tænke sig, at ældre mennesker uden for arbejdsmarkedet kan repræsentere en værdi for samfundet.

Tidligere har vi set forældre, som ville give en hånd med i renoveringen af folkeskolen, blive banket på plads af protektionistiske fagforeninger.

Frivillighed er ondt. Det kan ikke beskattes, der kan ikke laves overenskomster for det, og det skaber rod i det nidkært regulerede samfund, vi har skabt.

Måske det var på tide, at vi løsnede garnet lidt og viste en smule taknemmelighed for, at der endnu findes mennesker, som gør noget for andre uden at skulle have andet igen end en smule respekt.

TV2′s indlæg om sagen

Læs hvad BUPL selv siger om sagen

Torsdag den 29. jagtede en 35-årig mand tilfældige folk i Århus i en bil. Senere forsvandt han op i en trappeopgang, og kom ned med en kniv, som han stak i ryggen på forbipasserende.

Da manden blev fremstillet i grundlovsforhør gav han udtryk for, at han havde brug for hjælp “så jeg ikke laver sådan noget her”.

Manden havde tidligere været indlagt, og da jeg talte med journalisten, som havde været til stede ved retsmødet fortalte hun, at han havde søgt hjælp tidligere på dagen men var blevet afvist.

Prøv at tænke over hvordan det føles at vide, at man er en omvandrende tidsindstillet bombe, men at man ingen hjælp kan få, fordi man ikke er syg nok!

Episoden var voldsom, men langt fra enestående – tværtimod – jeg har en mappe propfuld af avisudklip med tilsvarende historier fra de sidste 3 år.

I en anden mappe har jeg de deprimerende fakta:

- 250 pladser til 2.000 retsspykiatriske patienter
- Massiv overbelægning på alle afdelinger
- Lægemangel fordi ingen kan leve med at levere et stykke halvfærdigt arbejde
- En gennemsnitstid på 2 års ansættelse for en sygeplejerske før hun flygter ud i distrikspsykiatrien
- Alt for mange tvangsfikseringer fordi de erfarne kræfter forsvinder.
- 1½ års ventetid fra forældrende retter henvendelse til deres barn får behandling
- 50% af alle førtidspensionister sidder der pga. psykisk sygdom
- 9/10 af disse ville kunne passe et skånejob hvis de fik lov
- 1/3 vil meget gerne ud af førtidspensionens dødvande, men er fanget i et rigidt system.

Og sådan bliver det ved…

En bekendt som selv arbejder inden for psykiatrien prøvede for et par dage siden at overbevise mig om, at jeg ikke havde en chance for at blive valgt, når psykiatri var min mærkesag – det er der jo ingen som interesserer sig for… Deri tager hun fejl.

Hver 5. dansker har en psykisk lidelse, hver anden har et nært familiemedlem som er berørt, og vi har allesammen læst om tragedier som den i torsdags.

En undersøgelse lavet i samarbejde mellem Lundbeck og WHO dokumenterer, at psykiske lidelser på verdensplan medfører det største tab af livskvalitet – kun overgået af cancer!

Psykaitrien fylder langt mere i pressen i denne regionsrådsvalgkamp end i den forrige, og det skal vi være taknemmelige for – for psykiatrien er klart det mest underprioriterede område i Regionalt regí.

Det burde også fylde mere end en allerede truffet beslutning om placeringen af et sygehus i vestjylland…