Anonyme bloggere truer internettets seriøsitet! - det synes at være tanken bag et forslag som Marianna Mikko fra Estlands socialdemokrati har stillet – derfor skal man nu have tilladelse til at blogge af EU.

læs artiklen her

Så kender vi venstrefløjen igen – med gode intentioner går man på kompromis med ytringsfrihed og for at forhindre få i at gøre skade bureukratiserer man processen for de mange.

Hvem gider i det lange løb følge en blog som fejlinformerer – folk vil ganske naturligt samles om de seriøse, sjove eller på anden måde givende blogs og sortere de ligegyldige fra.

Internettet har fra sin spæde barndom været et halvanarkistisk sted, hvor misinformation og spam har været allestedsnærværende – det har lært verden at gå til informationer på nettet med en sund portion skepsis – en undersøgelse viste såmænd, at wikipedia er næsten ligeså troværdig som Encyclopedia Brittanica.

Så kære Marianna Mikko og ligesindede – det er ikke alle potentielle problemer man skal løse med snærende regler – mange ting regulerer faktisk sig selv.

Sidst men ikke mindst må man iøvrigt spørge sig selv, om det overhovedet er et spørgsmål som EU bør blande sig i.

Jeg har mødt en fascist!

Ikke sådan en lidt indskrænket fremmedfjendsk type, som betegnelsen i vore dage synes at dække – men en rigtig ægte Mussolini-citerende fascist!

Jeg mødte ham på en bar i en lille by i Italien, hvor vi faldt i snak.

Jeg fortalte på et tidspunkt, at jeg var engageret i politik i Danmark, og han spurgte hvor jeg lå – da jeg sagde til højre, lyste han op som et tændt juletræ i en kold decembernat – Det gjorde han også…

Jeg formodede, at jeg nu kunne få lejlighed til at diskutere om Berlusconi havde været god eller dårlig for Italien, og de små politiske forskelle der er mellem et land, hvor det giver stemmer at fremstille sig selv som helgen og vores eget.

Fyren havde siddet i byrådet nogle år, og vi snakkede lidt frem og tilbage om de væmmelige socialister.

Det var først, da han begyndte at fortælle begejstret om Mussolini, at det gik op for mig hvad manden egentlig stod for.

Han mente, at der var 2 ekstremer i politik – socialisme og liberalisme – fascismen var så den bløde mellemlanding mellem de to…

Det var jeg nu ikke helt enig i, og begyndte at forsvare en kapitalistiske model med et socialt ansvar for de svageste – hvilket resulterede i, at vi snart var et tilløbsstykke i baren, men en lille ring af interesserede lyttere omkring os.

Det var så der, han begyndte at vise mig hvordan rigtige fascister gav hinanden hånden, og forskellen på nazistisk heilen og fascistisk – en temmelig surrealistisk oplevelse.

Italien er et fantastisk land – dejlige landskaber, et en uforlignelig kulturhistorie, skøn mad, smukke kvinder, liflig vin, en gæstfrihed uden lige og – nå ja – fascister.

Hvor andre steder end i Italien oplever man en person offentligt og med slet skjult stolthed erklære sig som værende fascist.

Sidst i samtalen spurgte jeg, om han stadig var aktiv i politik. Han mente at han som 68 årig var for gammel. Jeg sagde, at den næste præsident i USA muligvis ville være over 70, så det var da ingen alder.

“Spediamo” sagde han – “lad os håbe det” – “den anden er jo neger…”

Ikke noget med at han vil føre protektionistisk politik til skade for verdensøkonomien, ikke noget med at han er uerfaren, ikke noget med politik – kun at manden havde en anden hudfarve.

Så kender man sin fascist igen…

Jeg gav ham hånden – på min måde – og takkede for en god debat – det er trods alt (heldigvis) ikke hver dag man får lejlighed til at diskutere med en overbevist fascist.

Endnu engang er forhandlingerne mellem Sundhedskartellet og Danske Regioner brudt sammen.

Endnu engang må de nu 300.000 mennesker, hvis operationer er blevet udskudt væbne sig med yderligere tålmodighed og dertil hørende smertestillende medicin.

Connie Kruckow sagde ifølge Politiken nej tak til yderligere 200 millioner fordi pengene fortrinsvist skulle gå til aften og weekendarbejde – altså alt det uattraktive arbejde, som hendes egen 7 uger lange strejke har resulteret i – landet holdes nu som gidsel for peanuts og spørgsmålet om, hvorvidt de som yder ekstra skal belønnes.

Connie Kruckow har følgende kommentar til problemet:

Jeg kan konstatere, at ventelisterne øges og øges. Og de ansattes lyst til at afvikle den store pukkel vil nok være mindre efter det her.

Så med andre ord, vil sygeplejerskerne fordi Danske Regioner ikke ville acceptere hendes krav, nu arbejde langsommere for at fjerne den pukkel, som strejken har skabt – hvilket kun understreger, at Danske Regioners udspil om, at gøre det mere attraktivt at arbejde over, var fuldt berettiget.

Men hvordan kunne det gå så galt?

Hvordan kunne en faggruppe, som ifølge OECD får mere end 15% mere i løn end den gennemsnitlige dansker (modsat resten af skandinavien hvor lønnen for sygeplejersker er lavere end gennemsnittet) pludselig få folkelig opbakning til en nu 7 uger lang strejke?

Dels skyldes det problemet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft – dette lægger et naturligt pres for lønstigninger, som på sigt vil medføre inflation.
Dels skyldes det en konkurrence mellem den traditionelle venstrefløj, fagbevægelserne og Dansk Folkeparti om at love en lang række faggrupper mere i løn – man skabte en forventning om op til 20% lønstigninger i visse sektorer – krav som ikke engang SF reelt set ville kunne acceptere.

Et lovindgreb synes snart uundgåeligt, men folketinget har en interesse i, at tømme strejkekasserne først, så man undgår lignende situationer i en overskuelig fremtid – imens venter 300.000 danskere på en ny dato for deres operation.