SPD kræver nu et stop for atomkraft i Tyskland – en noget absurd udmelding fra et parti, som slår sig op på især kampen mod CO2 forureningen.

Moderne atomkraftværker er i dag en sikker, stabil energikilde, som i modsætning til kulkraftværker (dem bliver der i øjeblikket bygget et af om ugen i Kina) ikke spytter store mængder CO2 op i atmosfæren.

Så er der diskussionen om det radioaktive affald, og hvad man skal gøre med det.

Først er det væsentligt at se på, hvad vi har nu – kulkraft.
Tager man et hurtigt kik på Wikipedia, vil man erfare, at kulkraft rent faktisk også producerer store mængder radioaktivt materiale:

A 1,000 MW coal-burning power plant could release as much as 5.2 tons/year of uranium (containing 74 pounds of uranium-235) and 12.8 tons/year of thorium. The radioactive emission from this coal power plant is 100 times greater than a comparable nuclear power plant with the same electrical output; including processing output, the coal power plant’s radiation output is over 3 times greater.

Dernæst har vi f.eks. i Danmark en undergrund med enorme kalkforekomster, som ikke har rykket sig i mange millioner år, og heller ikke vil gøre det fremover, pga. den geologisk stabile placering vi har. Dermed er der ingen risiko forbundet med at nedsænke disse stoffer ned i bunden af nogle af vores store kalkminer og forsegle stedet.

Hvorvidt vi skal satse på Atomkraft i Danmark kan man diskutere, men når man som Tyskland allerede har en velfungerende teknologi, vil det være vandvittigt i et usagligt funderet ideologisk korstog at afskaffe Atomkraften – især set i lyset af de miljømæssige konsekvenser, og det storpolitiske problem der er ved, at EU får 25% af sin energi fra russiske Gasprom, der overfor Ukraine og Hviderusland har vist sig at være statens forlængede arm. Alene at være energimæssigt uafhængig af et småautoritært regime med stormagtsdrømme burde være nok til at blive varm tilhænger af mere Atomkraft i Europa.

En hjemmeside dedikeret til at informere om atomkraft har en mere dybdegående beskrivelse.

Siden 1998 er antallet af psykisk syge på førtidspension 3-doblet skriver Berlingske Tidende.

Psykiater Morten Birket-Smith vurderer, at 9 ud af 10 førtidspensionister med psykiske lidelser har fået pension uden at have en reel sindssygdom.

Endnu engang ser vi en fuldstændig fejlagtig behandling af psykiske patienter – med alt for få sengepladser til patienter med svære psykiske lidelser, og nu en håndtering af lettere psykiske lidelser, som presser patienterne ud af samfundet, og dermed fratager dem selvværd, værdifølelse og tilhørsforhold, når de har mest brug for det.

Det lader til, at være en generel tendens i samfundet, at “rigtige” sygdomme prioriteres væsentlig højere end psykiske lidelser – alle kan brække en arm eller få kræft, men psykiske lidelser er i vores ellers åbne samfund stadig tabu.

For omkring 3 mia. kunne vi få en velfungerende psykiatri for de svært psykisk syge – ifølge en garvet retspsykiater jeg talte med op til sidste valgkamp.

Heldigvis er der så småt ved at komme politisk fokus på området.

I virkeligheden er det både dumt og uanstændigt ikke at sørge for en ordentlig psykiatri.

Dumt fordi en for tidligt afbrudt psykiatrisk behandling medfører tilbagefald og dermed en behandling, som skal starte forfra – og dermed øges udgifterne som for en indlagt patient svinger mellem 3 – 5.000 kr om dagen.

Uanstændigt fordi svært psykisk syge er de svageste mennesker i vores samfund.
Uanstændigt fordi disse mennesker risikerer at gøre skade på sig selv eller andre.
Uanstændigt fordi vi taler om flere velfærdsydelser til middelklassen, mens vi ignorerer dem, som har virkelig brug for hjælp.

Jeg skammer mig over, at vi giver vores samfunds svageste en så elendig behandling.

“Hvor er det dejligt at du smiler”

Det var en lille lidt undseelig dame med et flakkende blik og en kropsholdning der signalerede usikkerhed, der sagde det til mig på arbejde for nogle dage siden.

Jeg havde pjattet lidt med en kollega og grinede stadig en smule, da hun kom hen til mig.

“Jamen jeg har jo også snart fri”, sagde jeg for ligesom at forklare mine fremviste tænder.

“Ja, men det er der mange der har, som ikke smiler – hvor er det altså rigtig dejligt, at du smiler” insisterede hun og lyste selv om i ansigtet.

Den lille oplevelse gjorde, at jeg småsmilede resten dagen, så nu har jeg besluttet mig for at smile lidt mere til folk – det lader til at være en investering, som kommer tilbage igen med gode renter.

Sankt Petersborgs kommunister er forargede

De mener at Indiana Jones 4 er en væmmelig film, fordi den tillader sig at kritisere Sovjetunionen – dette menneskekærlige, retfærdige styre, som beklageligvis kollapsede og efterlod en lang række tidligere vasalstater i hænderne på velstand, kapitalisme og demokrati.

For at understrege Sovjet og kommunisternes altruistiske og USA venlige side nævnes en lang række eksempler:

Vi besejrede Hitler sammen med Amerika, og vi gav dem vores sympati, da de blev ramt af Osama bin Laden.

…

Der var så en lille detalje med en kold krig og nok atomraketter til at udrydde jorden nogle gange i perioden mellem to af eksemplerne – men det er nok bare mig der er nærtagende.

Et andet partimedlem vil ligefrem rette henvendelse til kulturministeriet for at få filmen forbudt, da den katagoriseres som “anti-sovjetisk propaganda”

Jeg kunne godt tænke mig at dykke ned i den sovjetiske filmskat for at se, om der ikke fandtes bare et par filmperler, som forholdt sig lidt kritisk til vesten – så kan vi sammenligne indholdet, formålet og mulighederne for frit at tale imod filmenes postulater i det samfund man lever i – og så derefter diskutere fordele og ulemper ved den sovjetunion, som disse mennesker tilsyneladende ønsker genindført…

Ind til da vil jeg glæde mig til den dag, hvor jeg selv for æren af at blive beskyldt for “anti-sovjetisk propaganda” – Det må være en af de største udmærkelser for en frihedsorienteret konservativ politiker.

I kølvandet på den heftige diskussion “gratis” skolemad forsøger Mariann Fischer Boel nu at promovere EU’s bløde side.

Forslaget lyder, at EU skal bruge 670 mio kr. på at give skolebørn et stykke frugt om ugen – derved vil risikoen for fedme mindskes og deres indlæringsevne styrkes…

Et stykke frugt om ugen…

jeg mindes ikke, at have set et mere eklatant udslag af agurketids-symbolpolitik i nyere tid – for 670 mio. kr. symbolpolitik vel at mærke.

Derfor har Eva Kjer Hansen da også taget handsken op og foreslået, at EU betaler for frugten hver eneste dag.

Intentionen er glimrende – der er bare ét lille problem.

Hvorfor i alverden skal EU blande sig i hvad danske skolebørn spiser?

Hvis EU begynder at lave detailregulering af denne karakter overflødiggøres nationalstaten fuldstændig – en udvikling, som den seneste tids folkeafstemninger klart har vist, ikke er i overensstemmelse med befolkningens vilje – hvilket er endnu et søm i ligkisten for hele EU-projektet.

Hvis EU begynder at afholde denne form for udgifter, vil skatten som skal betales til EU stige – naturligvis vil 670 mio. virke som peanuts, men der skal ikke ret mange lignende forslag til, før det kan mærkes – og er der først skabt præcedens for denne slags lovgivning, vil rækken af velmenende politikere, som ønsker at føre national politik på EU niveau være uden ende.

Sidst men ikke mindst, så er det et klart brud med subsidaritetsprincippet (nærhedsprincippet).
Dette forslag kan uden videre gennemføres på nationalt plan, hvorfor EU skal afholde sig fra at gøre det.

Så stop EU-ævlet om æbler i skolen.

Tusindvis af danskere ligger i øjeblikket syge med salmonellaforgiftning.

En situation man ganske let kunne have undgået, hvis man havde bestrålet maden – en billig løsning som er ganske ufarlig og som ikke kan smages i maden.

Fødevareinstituttet ser ingen problemer i løsningen af ovenstående grunde.

Venstres fødevareordfører Jens Kirk mener, at det vil medvirke til at folk slækker på hygiejnen.

Men den virkelige årsag til, at politikere er imod bestråling af maden er, at de frygter en reaktion fra befolkningen – “sådan noget med stråler – det lyder altså farligt – det er jeg imod” – og derfor holder den fornuftige politiker sig langt væk fra den løsning – også selvom det kunne redde masser af uheldige maver.

Danskerne er oplyste nok til at forholde sig rationelt til problemet – og ønsker man ikke at have med den slags teknologi at gøre, kan et påbud om mærkning give mulighed for at vælge til og fra.

Undskyldningerne om hygiejne og holdbarhed burde kunne løses ved stikprøvekontroller – man kunne evt. bruge nogle af de mange penge, som samfundet sparer på handlingsplaner og sygedage på at øge antallet af disse – mange andre lande i EU har allerede gjort det.