…bør man feje for sin egen.

Rusland har anerkendt de 2 Georgiske udbryderrepublikker Sydossetien og Abkhasien, ligesom Rusland gennem længere tid har støttet dem militært og opildned til konflikt mellem dem og den siddende (pro-vestlige) regering i Tblisi.

Anerkendelsen af udbryderrepublikker er et brud med traditionel Russisk indenrigspolitik, som ind til nu har handlet om at banke regioner med selvstændighedstanker godt og grundigt på plads – konflikten i Tjetjenien er et glimrende eksempel på de metoder Rusland normalt anvender, når de statuerer et eksempel.

En kort oversigt over konflikten findes her

Også Kosovas løsrivelse kæmpede Rusland imod med næb og klør, selvom et flertal af befolkningen ønskede selvstændighed.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Rusland nu gør det stik modsatte i nabolandet Georgien. Storpolitik uden konsistens eller moralske skrupler synes at være mantraet for Ruslands dynamiske duo Putin/Medvedev. Men spørgsmålet er, om den politik ikke rammer Rusland i nakken.

Der findes en lang række regioner i Rusland, som ønsker selvstændighed, og det vil være mere end almindelig svært for Rusland at forklare verdenssamfundet, at de ikke kan få den.

Under alle omstændigheder er Rusland gået tilbage til en koldkrigspolitik, der handler om indflydelse, mere end den har med retfærdighed at gøre – et valg som trækker landet endnu længere væk fra den vestlige verdens værdier, hvilket kun kan beklages.

Europa bør snarest muligt søge, at blive uafhængig af energi fra øst, ellers får vi alvorlige storpolitiske problemer om føje år.

McCain fører nu i meningsmålingerne – ganske meget ovenikøbet – 46% vs. 41% – omsat til valgmænd bliver det 274 vs. 264.

Hvorfor er jeg så begejstret over det, når det meste af befolkningen i Danmark er varme støtter af Obama?

For det første fordi Obama er protektionist. Han har udtalt sig kritisk om North American Free Trade Agreement - en aftale som sikrer frihandel mellem Canada, USA og Mexico. Obama mener at kunne redde den skrantende amerikanske økonomi ved at lægge toldbarrierer mod resten af verden. En taktik man bl.a. også fulgte op til “den sorte torsdag” tilbage i 1929 med en verdensomspændende recession til følge.

Hvis USA’s økonomi kollapser, så vil det gå hårdt ud over resten af verden.

Dernæst vil Obama trække tropperne ud af Irak hurtigst muligt – på trods af talrige advarsler om at det vil kaste landet ud i en voldsom borgerkrig og styrke Irans magtposition i mellemøsten. Hvad enten man er var for eller imod Irakkrigen, så har USA og vesten nu et ansvar for at få landet på fode igen – at trække tropperne ud af landet vil kun bringe endnu mere ulykke til de i forvejen hårdt prøvede Irakere.

Desuden har Obama kun ringe erfaring i udenrigspolitiske spørgsmål, og som konflikten i Georgien viser, så bliver det i de kommende år formentlig meget vigtigt, at kunne agere med finesse på den storpolitiske verdensscene. Rusland forsøger at sætte sig på en stor del af Europas energiforsyning, og har tidligere vist, at de ikke at bange for at dreje på hanerne, hvis der opstår uenigheder med nabolandende. USA’s og NATO’s ageren overfor Rusland bliver livsvigtig for Europa, og her har McCain givet klart udtryk for sin sit syn på Putin:

I looked into his eyes and saw three letters: a K, a G and a B.

En hardliner bliver desværre en nødvendighed i forholdet til Rusland fremover

Derfor glæder jeg mig over, at amerikanerne lige så stille er blevet trætte af Obamas fantastiske retoriske evner, og ser ud til at vælge en præsident som kan skabe fred og velstand fremover.

Ja så har jeg prøvet det!

Jeg var i weekenden et smut i københavn efter et kursus for det Konservative Folkepartis unge talenter (sådan et er jeg åbenbart).

Mens jeg sad hos en ven og drak kaffe, blev jeg pludselig udsat for en medley over hele den socialistiske sangskat fra en park i nærheden – alt fra Røde Wilfred til Skipper Clemens noget historisk ukorrekte morgensang.

Tiltrukket af disse kuriosa fra en svunden tid begav jeg mig iført mit nye skræddersyede jakkesæt på antropologisk opdagelse i parken – et såkaldt “clash of civilisations” var uundgåeligt.

Publikum bestod i forholdet 50/50 af 8-9. klasseselever med særegent hår og Che Guevara T-shirts samt 60-årige mænd i slidte cowboysbukser og hjemmestrik.

En del boder var slået op for at reklamere for mere eller mindre heldige versioner af socialisme – her fangede især “Venskabsforeningen Danmark – Den Demokratiske Folkerepublik Korea” min interesse – ikke mindst pga. en mindeværdig dokumentar jeg engang så…

På deres hjemmeside kan man bl.a. finde støtte til landets nylige atomprøvesprængninger og andre kærlighedserklæringer til dette næstekærlighedens rige.

Derudover var der naturligvis en række hyldestboder til forskellige andre totalitære regimer som har sørget for lige adgang til fattigdom gennem de seneste 100 år – i den forbindelse var det lidt tankevækkende at se “Folkebevægelsen mod EU” repræsenteret på stedet…

En enkelt af boderne solgte røde slips med hammer og sejl på – et fantastisk udtryk for signalforvirring, som jeg uden tvivl ville have investeret i, hvis ikke modviljen mod at støtte projektet og tanken om anvendelighedsværdien var kommet over mig.

Jeg gik mod udgangen med en mærkelig blandet følelse af tragikomisk mismod – men pludselig kom en ung fyr løbende med en bakke og spurgte mig med et trænet sælgersmil, om jeg ville købe en flødebolle til en 5′er…

Jeg forlod stedet med flødebollesnask om munden og fuld af håb for fremtiden.