Jeg fik forleden et læserbrev bragt i JP-Århus:

»Der kommer en lille smule kærlighed med i madpakken« – salen brød ud i hånlig latter. Jeg var i valgkampens sidste dage til paneldebat på lærerseminariet i Århus.

Jeg havde ingen forventning om at være den mest populære i forsamlingen, men regnede dog stadig med, at i hvert fald nogle af de tilstedeværende ville være lydhøre over for nogle af mine argumenter – deri tog jeg fejl.

Det, jeg henviste til, var en undersøgelse lavet et par år forinden, hvor børnene selv havde givet udtryk for, at vanrøgtede børn var dem, som fik 100 kr. med i skolen i stedet for en madpakke. Det, den kommende lærerstab lo ad, var ikke mig, men alle de børn, som ved, at de fem minutter, mor eller far bruger hver morgen på at lave en madpakke, er et udtryk for, at de bekymrer sig om ungerne – at de holder af dem.

Jeg havde måske også forventet en smule sympati, når jeg sagde, at det primært er forældrenes ansvar at opdrage deres børn.

Temmelig højlydt blev jeg gjort opmærksom på, at det ikke blot var lærernes ret at opdrage på børnene, men også deres pligt – en pligt, som ud fra formuleringerne, der blev brugt i løbet af debatten, ofte blev forstyrret af forældrene – vanskelige mennesker, som har et uoplyst syn på, hvordan man opdrager børn.

Jeg forlod seminariet uden at have vundet en eneste stemme og med en følelse af, at min generation får en stor pædagogisk opgave med at forklare pædagoger og lærere, at det er os, der har ansvaret for at opdrage vores børn.