Sådan sagde et medlem af Socialistisk Ungdomsfront i dokumentaren “69 – Ungeren indefra“, da hun sad til bords med en af aktivisterne fra ungdomshuset.

Hun ville gerne deltage i de voldelige demonstrationer, men ville dog alligevel helst undgå, at der var nogen, som blev slået ihjel… alt sammen over retten til at benytte et hus midt i København gratis.

Dokumentaren gav en unik indsigt i hvordan aktivisternes selvopfattelse er. Der var en gennemgående følelse af, at magthaverne ikke ville lytte til dem: “Det er ligegyldigt om vi er 300 eller 3000 som skriver breve og laver happenings – der er ingen som lytter”.
Følelsen var, at man havde forsøgt sig med dialog, men at kommunen stadig ikke ville lytte.

Hvad samtlige deltagere i udsendelsen tilsyneladende ikke var i stand til at se var, at de nok gerne ville i dialog, men at dialogen kun kunne ende på én måde – at de fik deres hus – det hus – og intet andet…

… Det er ikke en dialog – det er et ultimatum, med en voldelig konsekvens, hvis det ikke følges – ikke just tegn på tolerance, frihed, kærlighed eller hvad det nu er af floskler den lille minoritet af totalitære venstrefløjsaktivister plejer at bruge som undskyldning for deres terrorisering af omgivelserne…

Jeg er, som det fremgår af mit tidligere indlæg, ikke nogen stor fan af Obama.

Jeg finder hans udenrigspolitik urealistisk, hans økonomiske politik decideret farlig og får kuldegysninger, når jeg ser tusindvis af mennesker recitere “Yes we can” igen og igen på manden på talerstolens opfordring.

Men når det er sagt, så har Obama også positive sider.

Det er næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må føles for de farvede i USA, at se en sort mand som præsident. Den totale anerkendelse af deres ligeværd der ligger i valget af Obama, kan virke som motivation for millioner af mennesker verden over – og det er i sig selv utrolig meget værd.

USA’s afstandtagen fra den upopulære George Bush vil ligeledes give muligheden for at forbedre forholdet til en lang række lande verden over – især i Europa, hvor den amerikanske udenrigspolitik, og især retorikken fra George Bush, har været en alvorlig trussel mod den transatlantiske alliance og skabt stor uenighed i Europa.

I et par år vil Obama skabe en positiv ånd i store dele af USA – og det er nødvendigt – men når han ikke leverer den økonomiske fremgang, ikke standser Irans udvikling af atomvåben, ikke forhindrer Rusland i at terrorisere sine nabostater, ikke skaber fred i Israel, ikke kan trække tropperne ud af Irak og Afghanistan uden at det ligner et nederlag og ikke får FN’s opbakning til Darfur (eller noget som helst andet FN burde blande sig i) – ja så frygter jeg får den amerikanske selvforståelse.

Min gamle klasselærer var typen med guitar, fuldskæg og jesussandaler. En dag drillede vi ham med at han var sådan en flowerpowertype med fred i verden – og der gled en skygge over hans ansigt – “nej” svarede han “jeg tilhørte den desperate generation, efter drømmen var bristet”.

Jeg håber virkelig at Obama får held til at genrejse den amerikanske døm – men jeg tror desværre ikke på det.

Toldmure, subsidier til urentable virksomheder, global recession, en utopisk udenrigspoltik og skyhøje forhåbninger som intet menneske kan opfylde – det er den ændring som USA har valgt her i nat.

“The change we need” har været Barack Obamas slogan under valgkampen i USA.

“Den forandring vi får vil blive meget anderledes end Europa tror” - det var journalistens kommentar til den massive sympati, som Obama har mødt i Europa, da jeg var til paneldebat om valget på et gymnasium for nylig

Og deri har han ret – for Obama har med hele sin kampagne om hope og change skabt fuldstændig urealistiske forventninger til de kommende 4 år.

I USA forventer man økonomisk fremgang og en helt ny ledelsesstil – i Europa forventer man en imødekommende udenrigspolitik med fred og fordragelighed i verden.

Vi vil få er en præsident, som vil begrænse handel med udlandet gennem toldmure og statsstøtte til amerikanske virksomheder, der ikke længere kan klare sig i konkurrence med resten af verden – til stor skade for Europa og resten af verdens økonomi.

Vi vil få en præsident, som vil give de af Iran støttede islamister en dato for tilbagetrækningen fra Irak, så de kan holde lav profil og opruste til den borgerkrig, som bliver det uundgåelige resultat af en for tidlig tilbagetrækning.

Vi vil få en præsident, som vil skuffe på begge sider af atlanten.