Nu kan jeg så læse på samme teksttv, at man nu har taget et nyt våben i brug, for at vinde Afghanernes hjerter og loyalitet – man har givet en krigsfyrste 4 Viagrapiller til glæde for hans 4 koner, mod at han afslørede nogle Talebanstillinger… Nok ikke lige det jeg havde i tankerne, da jeg skrev mit sidste indlæg, men hvad pokker – i krig og kærlighed gælder alle kneb.

På side 144 på TV2’s teksttv stod der i den 26. december, at Taleban i Pakistan nu har annonceret, at de fra den 15. januar vil dræbe alle piger, som formaster sig til at gå i skole. Deres forkvaklede tolkning af Islam forudsætter, som enhver anden totalitær ideologi, at enhver form for uddannelse og kritisk selvstændig tænkning afskaffes – især blandt den kvindelige del af befolkningen, som grundlæggende degraderes til husslaver uden rettigheder.

Før krigen benyttede det formørkede Taleban deres magt til at forbyde sang og dans, til at henrette folk for bagateller, og til at fjerne landets årtusinder gamle kulturarv – kulminerende i sprængningen af 2 imponerende Buddhastatuer.

Der har været heftig debat om legitimiteten af krigen i Irak – en debat som hvad enten man var for eller imod, må siges at være berettiget.

Men krigen mod Taleban har en ganske anden karakter.

Under Talebans ledelse havde Afghanistan udviklet sig til en udklækningsanstalt for terrorister som man eksporterede til hele verden i forsøget på at påtvinge alverden deres grusomme menneskefjendske ideologi.

Hvis denne indirekte krigserklæring ikke var grund nok, så må eksistensen af et så rædselsfuldt politisk system forpligte verdenssamfundet til at skride ind. I særdeleshed fordi Taleban sad på magten uden skyggen af et folkeligt mandat – de tog den med de våben, som vesten fejlagtigt udstyrede dem med i kampen mod en anden forkvaklet ideologi – kommunismen.

Derfor har vi også en pligt til at befri de stakkels afghanere fra Talebans jerngreb.

To af mine venner har været udsendt til Afghanistan – den ene i øjeblikket.

Så det er ikke uden frygt, at jeg siger, at krigen i Afghanistan er retfærdig og nødvendig. En kamp om værdier som vi ikke må tabe – også selvom det kan koste os dyrt.

Desværre bruger vi alt for få ressourcer på at genopbygge landet. Vi burde lave massive investeringer i Afghanistan, så det bliver tydeligt for enhver, at vi ikke er kommet for at straffe civilbefolkningen. De forskellige afarter af totalitær Islam som desværre er på fremmarch i mange muslimske lande, hverver deres soldater og selvmordsbombere blandt de fattigste – netop fordi de gør meget for at hjælpe i deres dagligdag.

Derfor skal vi have langt større fokus på at få landet på fode. Disse hårdt prøvede mennesker fortjener at have et håb for fremtiden.

Min gamle gymnasiekammeret er flyttet ind på Maos lyst!

Jeg var ved at spytte min nyindkøbte luksus Earl Gray the ud over skærmen, da jeg læste mailen – men nøjedes med at dryppe lidt på skjorten.

Han har trods alt boet i et “almindelig” kollektiv på Nørrebro i et par år, så det var ikke fordi jeg blev chokeret over at lære noget nyt om hans politiske ståsted – men ligefrem det legendariske Maos Lyst – arnestedet for VS og familien Kløvedals hjemstavn.

Min ven ville naturligvis gerne have besøg af vores gamle gymnasieslæng, så han kunne fremvise sit nye domicil – og det var nok det, som jeg var mest bekymret for.

Jeg forventede ikke at passe specielt godt ind på stedet – selvom det ligger i Hellerup.

En tanke som ikke just blev forbedret, da jeg et par dage forinden vi skulle derover blev antastet af en fyr i den bar hvor jeg arbejder.

“Hey – du er sådan en KU’er er du ikke” – og det kunne jeg jo ikke rigtig benægte i betragtning af, at man kan være medlem til man er 36.

“Hvad har du så gjort af skråremmen” harcelerede han, og begyndte at snakke noget om at vi var nazister.

Jeg forklarede ham så, at KU havde taget et opgør med de kræfter der var tiltrukket af fascismen allerede før 2. verdenskrigsbegyndelse, at man forberedte modstandskampen lang tid før 1940, at KU’erne var blandt de første til at gøre modstand, og at det var den organisation som gav flest liv i modstandskampen.

mere om det her

Og jeg fik da også lige nævnt, at kommunisterne først gik ind i kampen, at Hitler brød ikke-angrebspagten med Stalin.

For det var nemlig det fyren var – kommunist.

Medlem af DKP, indædt fortaler for Cuba, benægter af Gulag, og forsvarer af DDR.

Der var jo ikke nogen politiske modstandere der forsvandt i DDR – det var højreorienteret propaganda – og muren var jo for at holde fascisterne i vest ude (selvom minerne og de selvskydende maskingeværer pegede den anden vej…)

Og min gode vens kæreste som loyalt fortalte, at man i Cuba har et godt sundheds- og uddannelsesvæsen, men at alle mennesker er nødt til at stjæle fra deres arbejdsplads for at overleve – hun var en “renegat”.

Da min medbartender fortalte om glæden ved at være en del af en bar, som i begyndelsen var drevet af frivillige kræfter, fordi man hyggede sig med det, men som nu kunne belønne sine medarbejder med en beskeden løn, himlede han op om, at vi blev udnyttet – hvilket virkede noget malplaceret, da vi begge sidder i bestyrelsen og har indflydelse på lønnens størrelse…

Jeg måtte for en sjælden gang skyld opgive at føre en samtale med min modpart, fordi vores præmisser var helt og aldeles forskellige – så jeg gav ham et glas Von Oosten og fik et par sigende blikke fra de øvrige i baren.

Derfor var jeg en kende bekymret, da vi trådte ind ad døren på Maos Lyst.

Men sjældent er jeg blevet så positivt overrasket – i huset fandt jeg fra første øjeblik intet andet end imødekommenhed, tolerance munterhed og hyggelige mennesker – samt den syngende papegøje Geronimo.

De politiske diskussioner som uundgåeligt opstår når man sætte en konservativ ind i et venstreorienteret kollektiv var civiliserede, fyldt med gensidig respekt og et glimt i øjet.

Jeg endte med at diskutere kunst med en af Kløvedal’erne og havde en helt aldeles hyggelig aften.

Der var i sandhed op til flere klassers forskel på kommunisten i min bar og de dejlige mennesker, som jeg mødte på Maos Lyst.