Helle Thorning-Schmidt synes at bankdirektørerne får for høje lønninger…

Det er jeg sådan set meget enig med hende i.

Enigheden ophører imidlertid når HTS i tråd med folkeånden vil bruge bankpakken til at lægge et loft over lønningerne.

For vel er bankdirektørernes lønninger urimelig høje, men det samme gør sig gældende for alle andre større virksomheders ledelser – et fænomen som i høj grad skyldes, at der er meget få mennesker som er i stand til at bestride den ekstremt vigtige post som dirketør – en post som hvis den bestrides af den forkerte vil betyde virksomhedens død.

Derfor er konkurrencen om at få den rigtige til posten benhård, og lønningerne bliver dermed et væsentligt konkurrenceparamenter.

Konsekvensen af at lægge et loft over lønningerne i den pressede bankverden har således to konsekvenser:

1: De i forvejen hårdt pressede banker får svært ved at tiltrække kompetent ledelse, hvilket vil medføre forværrelse af krisen.

2: HTS høster billige point blandt folket i jantelovens hjemland på bekostning af landets velstand.

Det sidste vi har brug for midt i en krise der drejer sig om benhård økonomi, er at parterne begynder at føre værdipolitik og pleje snævre populistiske egeninteresser – det er ansvarsløst og uværdigt for en kvinde der har ambitioner om at blive landets næste statsminister.

Det var hvad en af mine venner fra Marokko skrev, da vi for et par dage siden sad og chattede.

Vi diskuterede hvem der bar skylden for den ulykkelige situation i Gaza, og vi var temmelig uenige.

Jamal havde den klare holdning, at det var Israel og Israel alene som bar skylden for alle dårligdomme i området. De vestlige medier bragte ensidigt nyheder, som til gode så Israels sag, og Fatah var ikke andet end jødernes logrende skødehund.

Jamal havde desuden set en dokumentar som postulerede, at jøderne slet ikke ønskede at komme til Israel, men var blevet tvunget til det af vesten – en temmelig historisk forvansket version af virkeligheden, som deværre vidner om de arabiske mediers manglende troværdighed.

Jeg var lettere chokeret over den ensidige fremstilling – især fordi den kom fra en mand som ikke bor i området, og som i mange henseender er relativt sekulær og normalt ganske oplyst. Det faktum, at den stat som Hamas ønsker at skabe (og til dels praktiserer i Gaza), vil bygge på fundamentalistisk Islam forhindrede ham heller ikke i at udtale, at “Hamas is the way”.

Jeg har selv besøgt Israel og de palæstinensiske områder gennem mit politiske virke, og ved selvsyn set hvilke vilkår palæstinenserne lever under, så jeg gør mig ingen illusioner om, at Israel er uskylden selv. Men i dette helt konkrete tilfælde lægger jeg skylden for konflikten på Hamas.

Israel er midt i et valg som har afgørende betydning for fredsprocessen, og når Hamas vælger at affyre et stort antal Qassam raketter på netop dette tidspunkt, så er det for at påvirke dette valg.

Hamas selv udtaler jævnligt, at de ikke er interesserede i en 2-statsløsning, og i deres politiske program står der, at jøderne skal smides i havet.

Hamas er udmærket klar over, at en succesfuld fredsproces vil undergrave deres politiske projekt, og derfor ønsker de at forhindre det siddende regeringsparti Kadima i at fortsætte forhanlingerne med Fatah, Syrien og Ægypten.

Modstykket til Hamas er nationalistpartiet i Israel, som traditionelt går frem når Israel er under pres, og ved at angribe under valget forsøger Hamas at påvirke det israelske valg ved at give nationalisterne muligheden for at fortælle befolkningen, at Kadima er svag.

Kadimas eneste mulighed for at bevare magten og fortsætte fredsprocessen er massiv gengældelse – alternativet er ganske enkelt værre.

Hamas har uden tvivl forudset denne situation – og er de eneste som vinder ved den – de vinder sympati for at kæmpe mod overmagten, som i verdens øjne bruger overdreven magtanvendelse, og de får opbakning af et rædselsslagent folk, som desperat søger efter nogen som kan hævne de uretfærdigheder civilbefolkningen udsættes for.

Bemærk at de højtrangerende Hamasfolk er nået i sikkerhed, før bombardamenterne begyndte – pudsigt…

På vestbredden ligner sidder Fatah og virker mere tandløs end nogensinde, og det er et spørgsmål om tid, før befolkningen også her vender dem ryggen og falder i armene på Hamas.

Vi er med andre ord vidner til et kynisk spil om magten i Palæstina – et spil hvor de nu godt 700 dræbte palæstinensere og en fredsproces i ruiner er et acceptabelt offer.