Ny Alliances og Borgerligt Centrums opståen er i hans optik udelukkende udtryk for initiativtagernes trang til selvpromovering.

I netop denne holdning ligger kilden til den masseflugt, der gennem den seneste tid har fundet sted blandt De Radikales tidligere vælgere. ABJ mangler som resten af sit skrantende parti enhver form for selvkritik. Hvor De Radikale tidligere var et parti, som uden store ideologiske korstog kunne samarbejde med begge fløje i dansk politik, forvandledes det under Marianne Jelveds ledelse til et af de mest fanatiske partier i folketinget. Enhver diskussion om rimeligheden af den tidligere udlændingelov var pr. definition af det onde, og man bandt sig så hårdt for venstrefløjens kritik af regeringen, at man fuldstændig mistede identiteten som et midterparti – kulminerende med Marianne Jelveds ultimative krav, og udtalelserne om at Fogh var en farlig mand.

Og alt dette genkendes i ABJs udtalelser om, at ”midtens parti også er et kompromisløst parti” med henvisning til, at DF ikke vil gå på kompromis med ”det danske”. De Radikale har altid været kompromisets parti – det var her den skæbnesvangre udtalelse om ”at sidde med ved bordet” havde sin oprindelse, og tanken har altid været, at det var bedre, at trække et forlig i den rigtige retning end at sidde udenfor indflydelse og have ret. Det var partiets berettigelse for midtervælgeren. Det var måden han sikrede sig balance imellem fløjene. En berettigelse, som man nu har kastet bort.

Tilbage står nu et parti med en svag leder og et vælgerpotentiale, som deles med Socialistisk Folkeparti – næppe hvad man kan kalde et midterparti, selvom den karismatiske Villy Søvndal forsøger at give netop det indtryk.

Når Anders Samuelsen, Naser Khader og Simon Emil Ammitzbøll blev partistiftere, var det ikke udtryk for politisk narcissisme – det var ganske enkelt fordi, at der ikke længere var plads til borgerlige tanker i partiet, som ifølge ABJ har ”højt til loftet og vidt til væggene”.

Det er jo næppe tilfældigt, at Ny Alliance og Borgerligt Centrum lagde sig til højre for De Radikale.

Eller på midten fristes man til at sige – den har stået tom i nogen tid.