Når systemet fejler
tirsdag, november 10th, 2009Torsdag den 29. jagtede en 35-årig mand tilfældige folk i Århus i en bil. Senere forsvandt han op i en trappeopgang, og kom ned med en kniv, som han stak i ryggen på forbipasserende.
Da manden blev fremstillet i grundlovsforhør gav han udtryk for, at han havde brug for hjælp “så jeg ikke laver sådan noget her”.
Manden havde tidligere været indlagt, og da jeg talte med journalisten, som havde været til stede ved retsmødet fortalte hun, at han havde søgt hjælp tidligere på dagen men var blevet afvist.
Prøv at tænke over hvordan det føles at vide, at man er en omvandrende tidsindstillet bombe, men at man ingen hjælp kan få, fordi man ikke er syg nok!
Episoden var voldsom, men langt fra enestående – tværtimod – jeg har en mappe propfuld af avisudklip med tilsvarende historier fra de sidste 3 år.
I en anden mappe har jeg de deprimerende fakta:
- 250 pladser til 2.000 retsspykiatriske patienter
- Massiv overbelægning på alle afdelinger
- Lægemangel fordi ingen kan leve med at levere et stykke halvfærdigt arbejde
- En gennemsnitstid på 2 års ansættelse for en sygeplejerske før hun flygter ud i distrikspsykiatrien
- Alt for mange tvangsfikseringer fordi de erfarne kræfter forsvinder.
- 1½ års ventetid fra forældrende retter henvendelse til deres barn får behandling
- 50% af alle førtidspensionister sidder der pga. psykisk sygdom
- 9/10 af disse ville kunne passe et skånejob hvis de fik lov
- 1/3 vil meget gerne ud af førtidspensionens dødvande, men er fanget i et rigidt system.
Og sådan bliver det ved…
En bekendt som selv arbejder inden for psykiatrien prøvede for et par dage siden at overbevise mig om, at jeg ikke havde en chance for at blive valgt, når psykiatri var min mærkesag – det er der jo ingen som interesserer sig for… Deri tager hun fejl.
Hver 5. dansker har en psykisk lidelse, hver anden har et nært familiemedlem som er berørt, og vi har allesammen læst om tragedier som den i torsdags.
En undersøgelse lavet i samarbejde mellem Lundbeck og WHO dokumenterer, at psykiske lidelser på verdensplan medfører det største tab af livskvalitet – kun overgået af cancer!
Psykaitrien fylder langt mere i pressen i denne regionsrådsvalgkamp end i den forrige, og det skal vi være taknemmelige for – for psykiatrien er klart det mest underprioriterede område i Regionalt regí.
Det burde også fylde mere end en allerede truffet beslutning om placeringen af et sygehus i vestjylland…
