Det Konservative Folkeparti har lavet en viral video, som fortæller om fremtidens Danmark, hvis Villy og Helle får magten efter næste valg.

Den er lavet med et glimt i øjet, så jeg kunne ikke lade være med at poste den her:

Jeg har netop overværet en debat på DR2 mellem Klaus Hjort, Villy Søvndal, Helle Thorning og Lene Espersen.

Emnet var ikke overraskende – krisen.

Der var naturligvis forskellige tilgange til, hvordan vi “løser” krisen – eller “fører Danmark så skånsomt gennem krisen”, som Klaus Hjort lidt mere rammende formulerede problemstillingen.

Helle Thorning frygtede, at krisen ville blive langvarig, og hendes løsning var – som Anker Jørgensens under sidste finanskrise – at låne penge til at lave offentlige investeringer – noget som primært skulle bruges på anlægsbyggerier – en såkaldt fremtidsinvestering af vores samfund.

Vækst var det vigtigste ifølge Helle – i god gammeldags Socialistisk tradition er en kunstigt oppustet økonomi og en lav arbejdsløshed vigtigere end økonomisk ansvarlighed og en lav inflation.

Har man ingen penge må man opbygge gæld og spendere frem for at sætte overforbruget ned…

Lidt frustrerende at få at vide, når man som konservativ i årevis har argumenteret for at holde igen med statsbudgetterne for at fjerne den astronomiske gæld, som Anker Jørgensen overlod til os efter sidste længerevarende finanskrise, hvor han nonchalant kastede håndklædet i ringen, da hans “tag lån og forbrug” model havde ført Danmark på randen af en statsbankerot.

Klaus Hjort pointerede, at kun 8% arbejder inden for byggebrancen, og at det næppe var løsningen på alle vores problemer, at fokusere ensidigt på dette område.

Dette brugte Villy på dygtig retorisk vis, da han bad Hjort fortælle det til de 7.500 unge nyuddannede håndværkere, som ikke kunne få et arbejde – elegant og manipulatorisk, sådan at tage et generelt problem og trække det ned på et personligt plan – sætte et menneskeligt ansigt på tallene.

Helle brokkede sig over, at regeringen ikke sørgede for, at flere havde en uddannelse, så de kunne få et job – Jeg kan blot konstatere, at tilgangen til universiteterne i år har været rekordhøj, og at mange har måttet nøjes med anden eller tredjeprioritet på ønskelisten pga. den store tilgang – et faktum, som understreger Lenes pointe om, at en af de få gode konsekvenser ved krisen er, at flere tager en uddannelse i stedet for at gå efter de lette penge ved at tage sig et arbejde umiddelbart efter folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.

Villy fortalte meget korrekt hvad konservativ politik er – bl.a. at vi i forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen havde ønsket dagpengeperioden sat ned fra 4 til 2 år

I Sverige har man sænket perioden til 300 dage…

Hvad Villy glemte at fortælle den opmærksomme seer var, at kurverne over hvor mange der finder et job i løbet af perioden er næsten identisk i Danmark og Sverige – kort før periodens udløb er der en markant stigning i antallet af modtagere som finder et job – dog er det endelige antal lidt større i Sverige – formentlig fordi det er lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter 300 dage end efter 4…

Ligeledes bryder Villy & Helle  sig formentlig heller ikke om det markante fald i medlemsantallet af fagforeningerne, som reformen har medført i Sverige…

Lidt indstuderet kom Helle under debatten til at tænke på dem, som havde kritiseret Obamas ideer til løsning krisen under præsidentvalgkampen (Obama er jo populær i Europa, så hvorfor låne lidt af hans solskin) – “hvor ville verden være i dag, hvis ikke han havde gennemført sine reformer” lød det dramatisk.

Jeg erkender ikke at have svaret på det spørgsmål, men jeg ved, at USA ved afslutningen af hans præsidentperiode ikke ville have have øget sin udlandsgæld fra 3 til 10 trillioner dollars – hvilket er hvad de økonomiske fremskrivninger i øjeblikket kalkulerer med…

I politiske kredse plejer man at sige, at vælgernes hukommelse ikke er længere end et halvt år…

Det er mit stille håb, at danskerne husker meget længere tilbage når valget kommer – helt tilbage til halvfjerserne hvor venstrefløjens løsning på en økonomisk krise var som i dag.

“Tag lån og forbrug”

Socialdemokratiet har endnu engang brillieret ved at deponere sin økonomiske ansvarlighed i lommen på Villy Søvndal.

Denne gang er udspillet en rigtig god omgang idealistisk socialisme – alle skal være lige, og de rige skal bløde!

Helle Thorning gør sig til talsmand for en “millionærskat” – folk, som har en indkomst på over 1 million, skal betale yderligere 5% i topskat.

Det vil ramme ca 20.000 danskere, og vil umiddelbart betyde en forsvindende lille ekstraindkomst for staten.

På længere sigt vil det betyde, at disse 20.000 højtuddannede,  eliten af virksomhedslederne, iværksættere og eksperter vil finde det mindre attraktivt at gå på arbejde – mange af dem arbejder mindst 70 timer om ugen – en prioritering mellem arbejde og familieliv, som de færreste danskere er villige til at foretage.

Det er især disse 20.000, som er motoren i vores økonomi - det er dem, som skaber arbejdspladserne i deres virksomheder, og dermed giver os andre vores levebrød.

Men det er også disse 20.000 mennesker, som med største lethed – og ofte med stor økonomisk gevinst - kan rykke teltpælende op og flytte til udlandet.

I london alene findes der i skrivende stund ca. 48.000 danske familier, som er udvandret – de fleste er netop de højtuddannede, som vi mangler allermest i Danmark.

Så “millionærskatten” vil være en kortvarig affære – de som rammes vil nemlig næppe være at finde i kongeriget ret mange år fremover.

Den økonomiske ansvarlighed, som trods alt var kendetegnende for Nyrup-regeringen, er socialdemokraterne ved at smide overbord til fordel for en tilbagevenden til Anker Jørgensens økonomiske katastrofekurs – godt hjulpet på vej af folkesocialisterne.

Lykkeligvis har flertallet af danskerne lært af historien – en undersøgelse viser, at 54,8 procent mener, at det vil være skadeligt for økonomien.

Lad os håbe at de husker det, når valget kommer…

…Ihvertfald i økonomisk henseende.

Helle Thorning-Schmidt synes at bankdirektørerne får for høje lønninger…

Det er jeg sådan set meget enig med hende i.

Enigheden ophører imidlertid når HTS i tråd med folkeånden vil bruge bankpakken til at lægge et loft over lønningerne.

For vel er bankdirektørernes lønninger urimelig høje, men det samme gør sig gældende for alle andre større virksomheders ledelser – et fænomen som i høj grad skyldes, at der er meget få mennesker som er i stand til at bestride den ekstremt vigtige post som dirketør – en post som hvis den bestrides af den forkerte vil betyde virksomhedens død.

Derfor er konkurrencen om at få den rigtige til posten benhård, og lønningerne bliver dermed et væsentligt konkurrenceparamenter.

Konsekvensen af at lægge et loft over lønningerne i den pressede bankverden har således to konsekvenser:

1: De i forvejen hårdt pressede banker får svært ved at tiltrække kompetent ledelse, hvilket vil medføre forværrelse af krisen.

2: HTS høster billige point blandt folket i jantelovens hjemland på bekostning af landets velstand.

Det sidste vi har brug for midt i en krise der drejer sig om benhård økonomi, er at parterne begynder at føre værdipolitik og pleje snævre populistiske egeninteresser – det er ansvarsløst og uværdigt for en kvinde der har ambitioner om at blive landets næste statsminister.

Jeg er, som det fremgår af mit tidligere indlæg, ikke nogen stor fan af Obama.

Jeg finder hans udenrigspolitik urealistisk, hans økonomiske politik decideret farlig og får kuldegysninger, når jeg ser tusindvis af mennesker recitere “Yes we can” igen og igen på manden på talerstolens opfordring.

Men når det er sagt, så har Obama også positive sider.

Det er næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må føles for de farvede i USA, at se en sort mand som præsident. Den totale anerkendelse af deres ligeværd der ligger i valget af Obama, kan virke som motivation for millioner af mennesker verden over – og det er i sig selv utrolig meget værd.

USA’s afstandtagen fra den upopulære George Bush vil ligeledes give muligheden for at forbedre forholdet til en lang række lande verden over – især i Europa, hvor den amerikanske udenrigspolitik, og især retorikken fra George Bush, har været en alvorlig trussel mod den transatlantiske alliance og skabt stor uenighed i Europa.

I et par år vil Obama skabe en positiv ånd i store dele af USA – og det er nødvendigt – men når han ikke leverer den økonomiske fremgang, ikke standser Irans udvikling af atomvåben, ikke forhindrer Rusland i at terrorisere sine nabostater, ikke skaber fred i Israel, ikke kan trække tropperne ud af Irak og Afghanistan uden at det ligner et nederlag og ikke får FN’s opbakning til Darfur (eller noget som helst andet FN burde blande sig i) – ja så frygter jeg får den amerikanske selvforståelse.

Min gamle klasselærer var typen med guitar, fuldskæg og jesussandaler. En dag drillede vi ham med at han var sådan en flowerpowertype med fred i verden – og der gled en skygge over hans ansigt – “nej” svarede han “jeg tilhørte den desperate generation, efter drømmen var bristet”.

Jeg håber virkelig at Obama får held til at genrejse den amerikanske døm – men jeg tror desværre ikke på det.

Toldmure, subsidier til urentable virksomheder, global recession, en utopisk udenrigspoltik og skyhøje forhåbninger som intet menneske kan opfylde – det er den ændring som USA har valgt her i nat.

“The change we need” har været Barack Obamas slogan under valgkampen i USA.

“Den forandring vi får vil blive meget anderledes end Europa tror” - det var journalistens kommentar til den massive sympati, som Obama har mødt i Europa, da jeg var til paneldebat om valget på et gymnasium for nylig

Og deri har han ret – for Obama har med hele sin kampagne om hope og change skabt fuldstændig urealistiske forventninger til de kommende 4 år.

I USA forventer man økonomisk fremgang og en helt ny ledelsesstil – i Europa forventer man en imødekommende udenrigspolitik med fred og fordragelighed i verden.

Vi vil få er en præsident, som vil begrænse handel med udlandet gennem toldmure og statsstøtte til amerikanske virksomheder, der ikke længere kan klare sig i konkurrence med resten af verden – til stor skade for Europa og resten af verdens økonomi.

Vi vil få en præsident, som vil give de af Iran støttede islamister en dato for tilbagetrækningen fra Irak, så de kan holde lav profil og opruste til den borgerkrig, som bliver det uundgåelige resultat af en for tidlig tilbagetrækning.

Vi vil få en præsident, som vil skuffe på begge sider af atlanten.

Jeg havde for nylig formastet mig til at iføre mig en T-shirt med Konservativ Ungdoms logo, da jeg som civil besøgte min arbejdsplads Eforen. På et tidspunkt var jeg stand-in for bartenderen, mens han var på toilettet, og pludselig hørte jeg en forarget stemme sige “Hvad er det du har på”. Jeg forklarede at det var en T-shrit fra KU og svaret lød noget i retning af “jamen det kan man da ikke!”.

Det mente jeg nu godt at man kunne, og det endte med, at vi diskuterede i flere timer den og følgende aftener – I dag er vi rigtig gode venner, og respekterer hinanden selvom vi er lynende uenige om mange ting. Vi har begge et temmelig selvironisk forhold til fordommende om vores holdninger, og hun er en af den slags mennesker, ikke er dogmatisk omkring parolerne, og det lykkes os ganske ofte at finde emner hvor vi faktisk er enige, selvom vores politiske standpunkter burde betyde noget andet.

Men hun er også speciel – desværre er der alt for mange, som har et næsten religiøst forhold til deres politiske overbevisning, eller som nægter at se på mennesket bag holdningerne – et eksempel er den veninde, som i løbet af den omtalte aften højlydt gav udtryk for, at det var spild af tid at diskutere med mig.

En anden er Kristen Bjørnkjær, som i Information har skrevet en artikel med titlen “Hjælp, jeg er højreorienteret…”

I artikelen refererer han:

Lige siden har jeg bestræbt mig på altid at tænke mig om to gange eller med et udtryk fra bilbranchen: At give mine holdninger et serviceeftersyn. Som konsekvens har jeg nogle gange følt trang til at kritisere rød stue og være enig med blå stue – og omvendt. Det er vel ikke højreorientering? Snarere en slags time-out som i håndbold.

Røde ører

Men det må man ikke. En god veninde gennem 30 år så vantro på mig, da jeg praktiserede mine nye øvelser i forbindelse med Irak-krigen.

“Du er jo blevet højreorienteret,” konstaterede hun med væmmelse.

“Nej, nej,” forsvarede jeg mig. “Jeg vurderer bare de forskellige scenarier!”

Hun affærdigede indvendingen: “Jeg kan simpelthen ikke lide dig mere!” udbrød hun.

Jeg kørte hjem fra hendes lejlighed en mørk aften på min cykel med røde ører, men lige så meget på hendes som på mine vegne. Senere har hun atter rakt en hånd frem.

Man er med andre ord ond, hvis man tilhører højrefløjen.

Det er heldigvis størstedelen der som Kristen Bjørnkjær har et afslappet forhold til højre/venstre diskussionen, men på begge sider findes der ekstremer – som f.eks. den kollega på mit andet arbejde, som af princip ikke fører andet end professionelle samtaler med en anden kollega, efter at sidstnævnte erklærede, at han stemte på enhedslisten.

Højrefløjen (her mener jeg liberale og konservative, eftersom jeg overvejende ser DF som et midterparti) ser typisk folk fra venstrefløjen som uoplyste – folk hvis hjerte er så stort, at det presser hjernen ud af hovedet på dem – som Hussein Arak (en ganske sympatisk Socialdemokrat) engang udtrykte det.

Venstrefløjen synes at mene, at folk fra højrefløjen er kyniske, eller tilsidesætter mennesker for penge.

Som højrefløjspolitiker må jeg anerkende, at jeg ofte er irriteret over, at folk fra især den yderste venstrefløj vil bruge penge, før de har en realistisk indkomst, og når man spørger ind til det mødes med svaret: “jamen jeg interesserer mig ikke for økonomi” – Jeg finder holdningen arrogant, uansvarlig og naiv – det er andres penge, som man forvalter, og de er kommet gennem arbejde – ikke vokset op af jorden.

Jeg er på den anden side udmærket klar over, at den modsatte holdning er, at der er en moralsk forpligtelse til at indføre en given velfærdsydelse, og så må vi finde pengene hos dem som har mere end de har brug for.

Og så kører diskussionen om klientgørelse, markedsøkonomi, incitamentsstruktur, medfølelse, statens rolle og tusind andre ting - en diskussion jeg aldrig bliver træt af at tage.

Det skal iøvrigt nævnes, at min kollega var iført en T-shirt med hammer og segl hele aftenen uden at inkassere så meget som et løftet øjenbryn over den påklædning…