Jeg er, som det fremgår af mit tidligere indlæg, ikke nogen stor fan af Obama.

Jeg finder hans udenrigspolitik urealistisk, hans økonomiske politik decideret farlig og får kuldegysninger, når jeg ser tusindvis af mennesker recitere “Yes we can” igen og igen på manden på talerstolens opfordring.

Men når det er sagt, så har Obama også positive sider.

Det er næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må føles for de farvede i USA, at se en sort mand som præsident. Den totale anerkendelse af deres ligeværd der ligger i valget af Obama, kan virke som motivation for millioner af mennesker verden over – og det er i sig selv utrolig meget værd.

USA’s afstandtagen fra den upopulære George Bush vil ligeledes give muligheden for at forbedre forholdet til en lang række lande verden over – især i Europa, hvor den amerikanske udenrigspolitik, og især retorikken fra George Bush, har været en alvorlig trussel mod den transatlantiske alliance og skabt stor uenighed i Europa.

I et par år vil Obama skabe en positiv ånd i store dele af USA – og det er nødvendigt – men når han ikke leverer den økonomiske fremgang, ikke standser Irans udvikling af atomvåben, ikke forhindrer Rusland i at terrorisere sine nabostater, ikke skaber fred i Israel, ikke kan trække tropperne ud af Irak og Afghanistan uden at det ligner et nederlag og ikke får FN’s opbakning til Darfur (eller noget som helst andet FN burde blande sig i) – ja så frygter jeg får den amerikanske selvforståelse.

Min gamle klasselærer var typen med guitar, fuldskæg og jesussandaler. En dag drillede vi ham med at han var sådan en flowerpowertype med fred i verden – og der gled en skygge over hans ansigt – “nej” svarede han “jeg tilhørte den desperate generation, efter drømmen var bristet”.

Jeg håber virkelig at Obama får held til at genrejse den amerikanske døm – men jeg tror desværre ikke på det.

Toldmure, subsidier til urentable virksomheder, global recession, en utopisk udenrigspoltik og skyhøje forhåbninger som intet menneske kan opfylde – det er den ændring som USA har valgt her i nat.

“The change we need” har været Barack Obamas slogan under valgkampen i USA.

“Den forandring vi får vil blive meget anderledes end Europa tror” - det var journalistens kommentar til den massive sympati, som Obama har mødt i Europa, da jeg var til paneldebat om valget på et gymnasium for nylig

Og deri har han ret – for Obama har med hele sin kampagne om hope og change skabt fuldstændig urealistiske forventninger til de kommende 4 år.

I USA forventer man økonomisk fremgang og en helt ny ledelsesstil – i Europa forventer man en imødekommende udenrigspolitik med fred og fordragelighed i verden.

Vi vil få er en præsident, som vil begrænse handel med udlandet gennem toldmure og statsstøtte til amerikanske virksomheder, der ikke længere kan klare sig i konkurrence med resten af verden – til stor skade for Europa og resten af verdens økonomi.

Vi vil få en præsident, som vil give de af Iran støttede islamister en dato for tilbagetrækningen fra Irak, så de kan holde lav profil og opruste til den borgerkrig, som bliver det uundgåelige resultat af en for tidlig tilbagetrækning.

Vi vil få en præsident, som vil skuffe på begge sider af atlanten.

Jeg havde for nylig formastet mig til at iføre mig en T-shirt med Konservativ Ungdoms logo, da jeg som civil besøgte min arbejdsplads Eforen. På et tidspunkt var jeg stand-in for bartenderen, mens han var på toilettet, og pludselig hørte jeg en forarget stemme sige “Hvad er det du har på”. Jeg forklarede at det var en T-shrit fra KU og svaret lød noget i retning af “jamen det kan man da ikke!”.

Det mente jeg nu godt at man kunne, og det endte med, at vi diskuterede i flere timer den og følgende aftener – I dag er vi rigtig gode venner, og respekterer hinanden selvom vi er lynende uenige om mange ting. Vi har begge et temmelig selvironisk forhold til fordommende om vores holdninger, og hun er en af den slags mennesker, ikke er dogmatisk omkring parolerne, og det lykkes os ganske ofte at finde emner hvor vi faktisk er enige, selvom vores politiske standpunkter burde betyde noget andet.

Men hun er også speciel – desværre er der alt for mange, som har et næsten religiøst forhold til deres politiske overbevisning, eller som nægter at se på mennesket bag holdningerne – et eksempel er den veninde, som i løbet af den omtalte aften højlydt gav udtryk for, at det var spild af tid at diskutere med mig.

En anden er Kristen Bjørnkjær, som i Information har skrevet en artikel med titlen “Hjælp, jeg er højreorienteret…”

I artikelen refererer han:

Lige siden har jeg bestræbt mig på altid at tænke mig om to gange eller med et udtryk fra bilbranchen: At give mine holdninger et serviceeftersyn. Som konsekvens har jeg nogle gange følt trang til at kritisere rød stue og være enig med blå stue – og omvendt. Det er vel ikke højreorientering? Snarere en slags time-out som i håndbold.

Røde ører

Men det må man ikke. En god veninde gennem 30 år så vantro på mig, da jeg praktiserede mine nye øvelser i forbindelse med Irak-krigen.

“Du er jo blevet højreorienteret,” konstaterede hun med væmmelse.

“Nej, nej,” forsvarede jeg mig. “Jeg vurderer bare de forskellige scenarier!”

Hun affærdigede indvendingen: “Jeg kan simpelthen ikke lide dig mere!” udbrød hun.

Jeg kørte hjem fra hendes lejlighed en mørk aften på min cykel med røde ører, men lige så meget på hendes som på mine vegne. Senere har hun atter rakt en hånd frem.

Man er med andre ord ond, hvis man tilhører højrefløjen.

Det er heldigvis størstedelen der som Kristen Bjørnkjær har et afslappet forhold til højre/venstre diskussionen, men på begge sider findes der ekstremer – som f.eks. den kollega på mit andet arbejde, som af princip ikke fører andet end professionelle samtaler med en anden kollega, efter at sidstnævnte erklærede, at han stemte på enhedslisten.

Højrefløjen (her mener jeg liberale og konservative, eftersom jeg overvejende ser DF som et midterparti) ser typisk folk fra venstrefløjen som uoplyste – folk hvis hjerte er så stort, at det presser hjernen ud af hovedet på dem – som Hussein Arak (en ganske sympatisk Socialdemokrat) engang udtrykte det.

Venstrefløjen synes at mene, at folk fra højrefløjen er kyniske, eller tilsidesætter mennesker for penge.

Som højrefløjspolitiker må jeg anerkende, at jeg ofte er irriteret over, at folk fra især den yderste venstrefløj vil bruge penge, før de har en realistisk indkomst, og når man spørger ind til det mødes med svaret: “jamen jeg interesserer mig ikke for økonomi” – Jeg finder holdningen arrogant, uansvarlig og naiv – det er andres penge, som man forvalter, og de er kommet gennem arbejde – ikke vokset op af jorden.

Jeg er på den anden side udmærket klar over, at den modsatte holdning er, at der er en moralsk forpligtelse til at indføre en given velfærdsydelse, og så må vi finde pengene hos dem som har mere end de har brug for.

Og så kører diskussionen om klientgørelse, markedsøkonomi, incitamentsstruktur, medfølelse, statens rolle og tusind andre ting - en diskussion jeg aldrig bliver træt af at tage.

Det skal iøvrigt nævnes, at min kollega var iført en T-shirt med hammer og segl hele aftenen uden at inkassere så meget som et løftet øjenbryn over den påklædning…