Nu kan jeg så læse på samme teksttv, at man nu har taget et nyt våben i brug, for at vinde Afghanernes hjerter og loyalitet – man har givet en krigsfyrste 4 Viagrapiller til glæde for hans 4 koner, mod at han afslørede nogle Talebanstillinger… Nok ikke lige det jeg havde i tankerne, da jeg skrev mit sidste indlæg, men hvad pokker – i krig og kærlighed gælder alle kneb.

På side 144 på TV2’s teksttv stod der i den 26. december, at Taleban i Pakistan nu har annonceret, at de fra den 15. januar vil dræbe alle piger, som formaster sig til at gå i skole. Deres forkvaklede tolkning af Islam forudsætter, som enhver anden totalitær ideologi, at enhver form for uddannelse og kritisk selvstændig tænkning afskaffes – især blandt den kvindelige del af befolkningen, som grundlæggende degraderes til husslaver uden rettigheder.

Før krigen benyttede det formørkede Taleban deres magt til at forbyde sang og dans, til at henrette folk for bagateller, og til at fjerne landets årtusinder gamle kulturarv – kulminerende i sprængningen af 2 imponerende Buddhastatuer.

Der har været heftig debat om legitimiteten af krigen i Irak – en debat som hvad enten man var for eller imod, må siges at være berettiget.

Men krigen mod Taleban har en ganske anden karakter.

Under Talebans ledelse havde Afghanistan udviklet sig til en udklækningsanstalt for terrorister som man eksporterede til hele verden i forsøget på at påtvinge alverden deres grusomme menneskefjendske ideologi.

Hvis denne indirekte krigserklæring ikke var grund nok, så må eksistensen af et så rædselsfuldt politisk system forpligte verdenssamfundet til at skride ind. I særdeleshed fordi Taleban sad på magten uden skyggen af et folkeligt mandat – de tog den med de våben, som vesten fejlagtigt udstyrede dem med i kampen mod en anden forkvaklet ideologi – kommunismen.

Derfor har vi også en pligt til at befri de stakkels afghanere fra Talebans jerngreb.

To af mine venner har været udsendt til Afghanistan – den ene i øjeblikket.

Så det er ikke uden frygt, at jeg siger, at krigen i Afghanistan er retfærdig og nødvendig. En kamp om værdier som vi ikke må tabe – også selvom det kan koste os dyrt.

Desværre bruger vi alt for få ressourcer på at genopbygge landet. Vi burde lave massive investeringer i Afghanistan, så det bliver tydeligt for enhver, at vi ikke er kommet for at straffe civilbefolkningen. De forskellige afarter af totalitær Islam som desværre er på fremmarch i mange muslimske lande, hverver deres soldater og selvmordsbombere blandt de fattigste – netop fordi de gør meget for at hjælpe i deres dagligdag.

Derfor skal vi have langt større fokus på at få landet på fode. Disse hårdt prøvede mennesker fortjener at have et håb for fremtiden.

Jeg er, som det fremgår af mit tidligere indlæg, ikke nogen stor fan af Obama.

Jeg finder hans udenrigspolitik urealistisk, hans økonomiske politik decideret farlig og får kuldegysninger, når jeg ser tusindvis af mennesker recitere “Yes we can” igen og igen på manden på talerstolens opfordring.

Men når det er sagt, så har Obama også positive sider.

Det er næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må føles for de farvede i USA, at se en sort mand som præsident. Den totale anerkendelse af deres ligeværd der ligger i valget af Obama, kan virke som motivation for millioner af mennesker verden over – og det er i sig selv utrolig meget værd.

USA’s afstandtagen fra den upopulære George Bush vil ligeledes give muligheden for at forbedre forholdet til en lang række lande verden over – især i Europa, hvor den amerikanske udenrigspolitik, og især retorikken fra George Bush, har været en alvorlig trussel mod den transatlantiske alliance og skabt stor uenighed i Europa.

I et par år vil Obama skabe en positiv ånd i store dele af USA – og det er nødvendigt – men når han ikke leverer den økonomiske fremgang, ikke standser Irans udvikling af atomvåben, ikke forhindrer Rusland i at terrorisere sine nabostater, ikke skaber fred i Israel, ikke kan trække tropperne ud af Irak og Afghanistan uden at det ligner et nederlag og ikke får FN’s opbakning til Darfur (eller noget som helst andet FN burde blande sig i) – ja så frygter jeg får den amerikanske selvforståelse.

Min gamle klasselærer var typen med guitar, fuldskæg og jesussandaler. En dag drillede vi ham med at han var sådan en flowerpowertype med fred i verden – og der gled en skygge over hans ansigt – “nej” svarede han “jeg tilhørte den desperate generation, efter drømmen var bristet”.

Jeg håber virkelig at Obama får held til at genrejse den amerikanske døm – men jeg tror desværre ikke på det.

DF truer nu med at trække støtten til Afghanistan-missionen, fordi en journalist er blevet dødsdømt for blasfemi efter at have diskuteret kvinders rolle i Islam offentligt.

Sagen er beskæmmende, og minder os om, at Afghanistan stadig er under stærk indflydelse af totalitær Islam, selvom Taliban ikke længere sidder på magten.

Dog er truslen udtryk for en usympatisk populisme fra DF – Man ændrer ikke verden fra den ene dag til den anden – det sker gennem lang tids påvirkning. Håndteringen af situationen er helt forfejlet, og vidner om, at DF igen forsøger at føre indenrigspolitik på udenrigspolitikken. Skulle vi vælge at trække os ud pga. denne sag, vil konsekvensen jo blive, at Taliban generobrer magten, hvilket kun gør situationen meget værre. Vesten og vores værdier vil fremstå som underlegne mod en determineret fascistoid version af Islam – vi kan ganske enkelt ikke tåle at tabe krigen i Afghanistan.

Selvfølgelig skal vi lægge massivt pres i Afghanistans regering - Søren Pind beskriver en mindre dramatisk, men antageligvis mere effektiv metode til at forhindre den vanvittige dom bliver eksekveret.

DF burde i mellemtiden overveje, hvorfor vi er i Afghanistan – er det for at gøre forholdende bedre for Afghanerne, for at bekytte vesten mod terrorister, eller for at vinde flere stemmer til næste valg.