Jeg har netop overværet en debat på DR2 mellem Klaus Hjort, Villy Søvndal, Helle Thorning og Lene Espersen.

Emnet var ikke overraskende – krisen.

Der var naturligvis forskellige tilgange til, hvordan vi “løser” krisen – eller “fører Danmark så skånsomt gennem krisen”, som Klaus Hjort lidt mere rammende formulerede problemstillingen.

Helle Thorning frygtede, at krisen ville blive langvarig, og hendes løsning var – som Anker Jørgensens under sidste finanskrise – at låne penge til at lave offentlige investeringer – noget som primært skulle bruges på anlægsbyggerier – en såkaldt fremtidsinvestering af vores samfund.

Vækst var det vigtigste ifølge Helle – i god gammeldags Socialistisk tradition er en kunstigt oppustet økonomi og en lav arbejdsløshed vigtigere end økonomisk ansvarlighed og en lav inflation.

Har man ingen penge må man opbygge gæld og spendere frem for at sætte overforbruget ned…

Lidt frustrerende at få at vide, når man som konservativ i årevis har argumenteret for at holde igen med statsbudgetterne for at fjerne den astronomiske gæld, som Anker Jørgensen overlod til os efter sidste længerevarende finanskrise, hvor han nonchalant kastede håndklædet i ringen, da hans “tag lån og forbrug” model havde ført Danmark på randen af en statsbankerot.

Klaus Hjort pointerede, at kun 8% arbejder inden for byggebrancen, og at det næppe var løsningen på alle vores problemer, at fokusere ensidigt på dette område.

Dette brugte Villy på dygtig retorisk vis, da han bad Hjort fortælle det til de 7.500 unge nyuddannede håndværkere, som ikke kunne få et arbejde – elegant og manipulatorisk, sådan at tage et generelt problem og trække det ned på et personligt plan – sætte et menneskeligt ansigt på tallene.

Helle brokkede sig over, at regeringen ikke sørgede for, at flere havde en uddannelse, så de kunne få et job – Jeg kan blot konstatere, at tilgangen til universiteterne i år har været rekordhøj, og at mange har måttet nøjes med anden eller tredjeprioritet på ønskelisten pga. den store tilgang – et faktum, som understreger Lenes pointe om, at en af de få gode konsekvenser ved krisen er, at flere tager en uddannelse i stedet for at gå efter de lette penge ved at tage sig et arbejde umiddelbart efter folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.

Villy fortalte meget korrekt hvad konservativ politik er – bl.a. at vi i forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen havde ønsket dagpengeperioden sat ned fra 4 til 2 år

I Sverige har man sænket perioden til 300 dage…

Hvad Villy glemte at fortælle den opmærksomme seer var, at kurverne over hvor mange der finder et job i løbet af perioden er næsten identisk i Danmark og Sverige – kort før periodens udløb er der en markant stigning i antallet af modtagere som finder et job – dog er det endelige antal lidt større i Sverige – formentlig fordi det er lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter 300 dage end efter 4…

Ligeledes bryder Villy & Helle  sig formentlig heller ikke om det markante fald i medlemsantallet af fagforeningerne, som reformen har medført i Sverige…

Lidt indstuderet kom Helle under debatten til at tænke på dem, som havde kritiseret Obamas ideer til løsning krisen under præsidentvalgkampen (Obama er jo populær i Europa, så hvorfor låne lidt af hans solskin) – “hvor ville verden være i dag, hvis ikke han havde gennemført sine reformer” lød det dramatisk.

Jeg erkender ikke at have svaret på det spørgsmål, men jeg ved, at USA ved afslutningen af hans præsidentperiode ikke ville have have øget sin udlandsgæld fra 3 til 10 trillioner dollars – hvilket er hvad de økonomiske fremskrivninger i øjeblikket kalkulerer med…

I politiske kredse plejer man at sige, at vælgernes hukommelse ikke er længere end et halvt år…

Det er mit stille håb, at danskerne husker meget længere tilbage når valget kommer – helt tilbage til halvfjerserne hvor venstrefløjens løsning på en økonomisk krise var som i dag.

“Tag lån og forbrug”

Jeg fik i dag bragt et læserbrev i JP:

http://jp.dk/meninger/breve/article1491545.ece

En ny, forfærdelig sygdom har ramt Danmark – en lidelse, som rammer intetanende bedsteborgere, og som med et slag forvandler dem til svage, byrdefulde individer til stor skade for sig selv og samfundet. Sygdommen har allerede ramt mange, men forventes slet ikke at have toppet endnu. Den bærer navnet “fedmeepidemien”.

Repræsentanter fra hele det politiske spektrum er begyndt at tale om dette – for de flestes vedkommende – luksusproblem, som var det en sygdom, der skulle behandles, og de mennesker, som har fået for meget på sidebenene, forventer ligefrem, at der tages hånd om problemet fra politisk side.

Det er kun forståeligt.

Ved at vælge ordet “epidemi” fjerner politikerne ansvaret fra den overvægtige – vedkommende er nu et offer og behøver ikke at føle skyld for sin tilstand.

Den eneste reelle epidemi, der virkelig hærger landet, er den ansvarsløshed, som generationer af velmenende politikere har skabt ved stykke for stykke at fjerne ansvaret for den enkeltes velbefindende og lægge den i hænderne på staten.

Overvægtige mennesker skal naturligvis have de bedst mulige vilkår for at tabe sig – vi skal indføre flere idrætstimer i skolen, oplyse om sund mad, skabe gode rammer for fysisk udfoldelse, men det er i sidste instans dem selv, som skal vælge at lade chokoladen ligge og løbe en tur i stedet.

Den historie har politikerne et ansvar for at fortælle.

Jeg havde for nylig formastet mig til at iføre mig en T-shirt med Konservativ Ungdoms logo, da jeg som civil besøgte min arbejdsplads Eforen. På et tidspunkt var jeg stand-in for bartenderen, mens han var på toilettet, og pludselig hørte jeg en forarget stemme sige “Hvad er det du har på”. Jeg forklarede at det var en T-shrit fra KU og svaret lød noget i retning af “jamen det kan man da ikke!”.

Det mente jeg nu godt at man kunne, og det endte med, at vi diskuterede i flere timer den og følgende aftener – I dag er vi rigtig gode venner, og respekterer hinanden selvom vi er lynende uenige om mange ting. Vi har begge et temmelig selvironisk forhold til fordommende om vores holdninger, og hun er en af den slags mennesker, ikke er dogmatisk omkring parolerne, og det lykkes os ganske ofte at finde emner hvor vi faktisk er enige, selvom vores politiske standpunkter burde betyde noget andet.

Men hun er også speciel – desværre er der alt for mange, som har et næsten religiøst forhold til deres politiske overbevisning, eller som nægter at se på mennesket bag holdningerne – et eksempel er den veninde, som i løbet af den omtalte aften højlydt gav udtryk for, at det var spild af tid at diskutere med mig.

En anden er Kristen Bjørnkjær, som i Information har skrevet en artikel med titlen “Hjælp, jeg er højreorienteret…”

I artikelen refererer han:

Lige siden har jeg bestræbt mig på altid at tænke mig om to gange eller med et udtryk fra bilbranchen: At give mine holdninger et serviceeftersyn. Som konsekvens har jeg nogle gange følt trang til at kritisere rød stue og være enig med blå stue – og omvendt. Det er vel ikke højreorientering? Snarere en slags time-out som i håndbold.

Røde ører

Men det må man ikke. En god veninde gennem 30 år så vantro på mig, da jeg praktiserede mine nye øvelser i forbindelse med Irak-krigen.

“Du er jo blevet højreorienteret,” konstaterede hun med væmmelse.

“Nej, nej,” forsvarede jeg mig. “Jeg vurderer bare de forskellige scenarier!”

Hun affærdigede indvendingen: “Jeg kan simpelthen ikke lide dig mere!” udbrød hun.

Jeg kørte hjem fra hendes lejlighed en mørk aften på min cykel med røde ører, men lige så meget på hendes som på mine vegne. Senere har hun atter rakt en hånd frem.

Man er med andre ord ond, hvis man tilhører højrefløjen.

Det er heldigvis størstedelen der som Kristen Bjørnkjær har et afslappet forhold til højre/venstre diskussionen, men på begge sider findes der ekstremer – som f.eks. den kollega på mit andet arbejde, som af princip ikke fører andet end professionelle samtaler med en anden kollega, efter at sidstnævnte erklærede, at han stemte på enhedslisten.

Højrefløjen (her mener jeg liberale og konservative, eftersom jeg overvejende ser DF som et midterparti) ser typisk folk fra venstrefløjen som uoplyste – folk hvis hjerte er så stort, at det presser hjernen ud af hovedet på dem – som Hussein Arak (en ganske sympatisk Socialdemokrat) engang udtrykte det.

Venstrefløjen synes at mene, at folk fra højrefløjen er kyniske, eller tilsidesætter mennesker for penge.

Som højrefløjspolitiker må jeg anerkende, at jeg ofte er irriteret over, at folk fra især den yderste venstrefløj vil bruge penge, før de har en realistisk indkomst, og når man spørger ind til det mødes med svaret: “jamen jeg interesserer mig ikke for økonomi” – Jeg finder holdningen arrogant, uansvarlig og naiv – det er andres penge, som man forvalter, og de er kommet gennem arbejde – ikke vokset op af jorden.

Jeg er på den anden side udmærket klar over, at den modsatte holdning er, at der er en moralsk forpligtelse til at indføre en given velfærdsydelse, og så må vi finde pengene hos dem som har mere end de har brug for.

Og så kører diskussionen om klientgørelse, markedsøkonomi, incitamentsstruktur, medfølelse, statens rolle og tusind andre ting - en diskussion jeg aldrig bliver træt af at tage.

Det skal iøvrigt nævnes, at min kollega var iført en T-shirt med hammer og segl hele aftenen uden at inkassere så meget som et løftet øjenbryn over den påklædning…

Steen Gade er faktisk en meget sympatisk mand. Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham til lidt politisk debat et par gange, og jeg fik et klart indtryk af, at her var en mand som – trods vores meningsforskelle – ikke var mere ideologisk, end at man kunne føre en fornuftig samtale med ham.
Parolerne var ikke det første man mødte i hans ordforråd.

Derfor er det da også  særligt beskæmmende, at det netop er ham som på Berlingerens spørgsmål “hvad har du selv gjort” – i forbindelse med regeringens kampagne om personligt ansvar – svarer følgende:

Jeg stemmer rigtigt.

Det er nemlig udtryk for den arrogante selvsuggesion, som venstrefløjen har. Der er “os” og “dem” – de gode og de onde. Stemmer man “forkert” – altså borgerligt – så tager man kun ansvar for sig selv.

Senere i interviewet kommer endnu et interessant svar på journalistens spørgsmål:

Men hvilken konkret gavn har det for vores samfund? »Altså lige mit ansvar betyder ikke så meget for velfærdssamfundet.

Bemærk hvordan “samfund” bliver til “velfærdssamfund” – samfundet falder helt og aldeles sammen med den måde vi har indrettet borgerens forhold til staten – ikke noget med lokalsamfund, ikke noget med relationer mellem mennesker, ikke noget med personligt ansvar.

Når regeringen forsøger at sætte det personlige ansvar i fokus handler det netop ikke om staten. Det handler om, at vi som individder skal tænke lidt mere over hvad vi selv kan gøre, før vi kræver af andre.

Grundlæggende et meget sympatisk projekt – beklageligvis har man så valgt at anlægge en vinkel på det, hvor det tilsyneladende kun er de rigeste, som skal yde mere personligt ansvar – dem som i forvejen straffes med topskatten. Det vil næppe få disse mennesker til at føle sig mere velkomne i samfundet, at man nu også klandrer dem for at være dårlige samfundsborgere.

Nu vil man nedlægge en fodgængerovergang på en af min hjemby Århus’ mere trafikerede veje

Det giver falsk tryghed med en fodgængerovergang. Sikkerheden bliver større uden, så det er helt bevidst, vi nedlægger overgangen på Frederiks Allé

Det udtaler ingeniør Jørgen Ellehave, Trafik og Veje. Han mener antageligt, at folk kaster sig ud på vejen med dødsforagt hvis der er et fodgængerovergang, men at de tænker sig meget mere om, hvis det ikke er tilfældet.

Det er muligvis tilfældet på en almindelig landevej, men på en tæt befærdet vej som Frederiks Allé betyder det bare, at man aldrig finder et hul i trafikken, og derfor bliver nødt til at tage større chancer.

Han fortæller desuden, at man gør noget tilsvarende andre steder for at skabe mere trygge skoleveje. I min tid havde man elever fra de ældre klasser til at standse trafikken, når de små skulle passere – det gav en mere sikker trafik for de små men også en følelese af ansvar for de store.