Læserbrev bragt i JP den 10. december

Pædagogernes fagforening BUPL er i oprør.

En børnehave har formastet sig til at lade en ældre dame give en hånd med i det praktiske arbejde – uden at få løn.

Damens samfundsomstyrtende forbrydelse skyldes et ønske om at frigøre pædagogernes tid fra at gøre rent og lave kaffe til at give dem mulighed for at koncentrere sig om børnene.

Formanden for BUPL, Henning Pedersen, finder det »meget problematisk«, at damen hjælper til. Kaffebrygning og rengøring er jo en del af det overenskomstomhandlede pædagogarbejde og må derfor beskyttes med næb og klør. Skulle det gå ud over tiden sammen med børnene, så må det jo være sådan. Desuden kunne kommunen og regeringen kunne jo bare tilføre flere midler.?

Hvor slemt ville det ikke være, hvis skatteyderne ikke skulle betale for den ekstra service til børnene, hvor vederstyggeligt at tænke sig, at ældre mennesker uden for arbejdsmarkedet kan repræsentere en værdi for samfundet.

Tidligere har vi set forældre, som ville give en hånd med i renoveringen af folkeskolen, blive banket på plads af protektionistiske fagforeninger.

Frivillighed er ondt. Det kan ikke beskattes, der kan ikke laves overenskomster for det, og det skaber rod i det nidkært regulerede samfund, vi har skabt.

Måske det var på tide, at vi løsnede garnet lidt og viste en smule taknemmelighed for, at der endnu findes mennesker, som gør noget for andre uden at skulle have andet igen end en smule respekt.

TV2′s indlæg om sagen

Læs hvad BUPL selv siger om sagen

Hvis man bor I vestylland er man oprørt over placeringen af det nye sygehus.

Hvis man bor på djursland er det frustrerende, at al offentlig trafik holder op omkring kl. 22.

Hvis man bor I Århus er man fuldstændig ligeglad med Regionsrådet…

Der ligger et universitetshospital i vores baghave, de lokale busser styres af byrådet, og man behøver faktisk ikke at flytte sig til andre byer, for hvad har de egentlig, som vi ikke selv har?

Til gengæld har vi også en stor koncentration af psykisk syge – og det er primært regionens opgave at tage sig af dem – en opgave, som slet ikke varetages godt nok.

Hvis et barn udviser har psykiske problemer, er der ventetid på et år før de får en diagnose – og yderligere 9 måneders ventetid før de kan komme i behandling. På det tidspunkt vil sygdommen have nået et stadie, som sandsynligvis vil vare resten af livet.

Antallet af kriminelle psykisk syge er steget eksposivt gennem snart 15 år. Der er i dag ca 2000 kriminelle, som er dømt til behandling i retspsykiatrien – og her har man 250 pladser… Derfor bliver disse mennesker enten indsat i fængsler, eller får lov til at gå rundt uden opsyn – mellem alle os andre.

Næsten hver eneste uge kan man i avisen læse om endnu et sammenstød mellem politiet og en psykisk syg – sammenstød som ofte ender med at politiet trækker våben, for deres uddannelse rækker slet ikke til håndteringen af de psykisk syge.

Antallet af sengepladser på de lukkede afdelinger er så lavt, at når man holder det ugentlige planlægningsmøde, vurderer man ikke, hvem der er klar til at blive udskrevet – vurderingen handler om, hvem der vil tage mindst skade af at blive udskrevet.

Når straffen for en patient som er blevet dømt til behandling er udstået, skal den pågældende udskrives – ligegyldig om vedkommende er stærkt psykotisk. Som en psykiater jeg talte med sagde, så giver man dem en håndfuld piller, og krydser fingre for, at når man ser dem igen, så bliver det for en mindre alvorlig forbrydelse!

Dertil kommer de mange “mindre alvorlige” psykiske lidelser – især depression, stress og anoreksi som nærmest er blevet til folkesygdomme – alle nedprioriterede i sundhedssektoren.

Alle disse ting har regionsrådet indflydelse på, og alle disse ting vedrører alle os Århusianere direkte – syge som raske. Og det er derfor, at valget til regionsrådet ikke bare er et ligegyldigt sekundært valg – og det er derfor, at århusianere skal stemme på en kandidat, som er opmærksom på de enorme udfordringer psykiatrien står over for.