Demonstranter giver deres mening om et politisk emne til kende gennem deres demokratiske ret til at samles på gaderne.
Aktivister forsøger at ødelægge den demokratiske proces gennem magt.
Derfor er demonstranter demokrater, mens aktivister er totalitære.

De ca. 1000 aktivitster, som forsøgte at trænge igennem politiafspærringen, lever i den besynderlige forestilling, at de har ret til uforstyrret at forhindre de 119 statsledere, samt tusindvis af repræsentanter fra de 192 lande, som er samlet i Bella Centret, i at nå en international klimaaftale.
Undskyldningen var at man ville give de, som ikke var repræsenteret en stemme – og til det formål ville man mødes med diverse delegerede NGO’er fra mødet – næppe noget holdbart argument.

Grundlæggende ønsker denne forsvindende lille minoritet af befolkningen, at alle andre skal indrette sig efter deres holdninger – det gjaldt i deres kamp for et 150 mio kroners skattefinansieret ungdomshus, og det gælder for deres agenda om at gøre landet til en topstyret socialiststat – med klimaet som løftestang.

I denne retfærdige kamp tillades undertvingelse af de folkevalgte, molotovcocktails mod politiet og massiv ødelæggelse af tilfældige civiles ejendom – målet helliger midlet.

Samtidig vil de ynkes, fordi de fik et par blå mærker og tilbragte et par timer med hænderne bundet på ryggen.

Gad vide hvilke våben politiet ville bruge mod demonstranter, hvis det var aktivisterne som sad på magten, og os andre der var i opposition…