LO’s Harald Børsting kritiserer regeringen for at have startet en krig mod fagbevægelsen efter at man i genopretningspakken foreslået, at der lægges et loft på 3.000 kr. over fradraget på fagforeningskontingenterne.

Men hvem var det egentlig som affyrede det første skud.

Demonstranter giver deres mening om et politisk emne til kende gennem deres demokratiske ret til at samles på gaderne.
Aktivister forsøger at ødelægge den demokratiske proces gennem magt.
Derfor er demonstranter demokrater, mens aktivister er totalitære.

De ca. 1000 aktivitster, som forsøgte at trænge igennem politiafspærringen, lever i den besynderlige forestilling, at de har ret til uforstyrret at forhindre de 119 statsledere, samt tusindvis af repræsentanter fra de 192 lande, som er samlet i Bella Centret, i at nå en international klimaaftale.
Undskyldningen var at man ville give de, som ikke var repræsenteret en stemme – og til det formål ville man mødes med diverse delegerede NGO’er fra mødet – næppe noget holdbart argument.

Grundlæggende ønsker denne forsvindende lille minoritet af befolkningen, at alle andre skal indrette sig efter deres holdninger – det gjaldt i deres kamp for et 150 mio kroners skattefinansieret ungdomshus, og det gælder for deres agenda om at gøre landet til en topstyret socialiststat – med klimaet som løftestang.

I denne retfærdige kamp tillades undertvingelse af de folkevalgte, molotovcocktails mod politiet og massiv ødelæggelse af tilfældige civiles ejendom – målet helliger midlet.

Samtidig vil de ynkes, fordi de fik et par blå mærker og tilbragte et par timer med hænderne bundet på ryggen.

Gad vide hvilke våben politiet ville bruge mod demonstranter, hvis det var aktivisterne som sad på magten, og os andre der var i opposition…

Sådan sagde et medlem af Socialistisk Ungdomsfront i dokumentaren “69 – Ungeren indefra“, da hun sad til bords med en af aktivisterne fra ungdomshuset.

Hun ville gerne deltage i de voldelige demonstrationer, men ville dog alligevel helst undgå, at der var nogen, som blev slået ihjel… alt sammen over retten til at benytte et hus midt i København gratis.

Dokumentaren gav en unik indsigt i hvordan aktivisternes selvopfattelse er. Der var en gennemgående følelse af, at magthaverne ikke ville lytte til dem: “Det er ligegyldigt om vi er 300 eller 3000 som skriver breve og laver happenings – der er ingen som lytter”.
Følelsen var, at man havde forsøgt sig med dialog, men at kommunen stadig ikke ville lytte.

Hvad samtlige deltagere i udsendelsen tilsyneladende ikke var i stand til at se var, at de nok gerne ville i dialog, men at dialogen kun kunne ende på én måde – at de fik deres hus – det hus – og intet andet…

… Det er ikke en dialog – det er et ultimatum, med en voldelig konsekvens, hvis det ikke følges – ikke just tegn på tolerance, frihed, kærlighed eller hvad det nu er af floskler den lille minoritet af totalitære venstrefløjsaktivister plejer at bruge som undskyldning for deres terrorisering af omgivelserne…