En af dagens hurtigt passerede nyheder fra udlandet omhandlede igen Venezuelas folkevalgte diktator Hugo Chavez, som “midlertidigt” har besat landets risfabrikker – antageligvis fordi priserne var for høje.

Sandheden er, at fabrikkerne nægter at følge de af staten vedtagne prisfastsættelser – hvilket kun er naturligt, når disse ikke er rentable og firmaerne bevæger sig på randen af konkurs.

Som med så mange andre af Venezuelas virksomheder er der reelt set tale om en nationalisering – og erstatningen betales i obligationer…

En lemfædig omgang med pressefriheden demonstreredes også glimrende, da Chavez udviste en journalist for at have kaldt ham for en diktator – en ære som jeg selv måske en dag vil blive begavet med efter dette indlæg.

i December 2007 forsøgte Chavez at gennemføre en forfatningsændring, som ville sikre, at han kan genvælges helt til 2021 – folkets velvilje skulle købes med store ydelser til den fattigste del af befolkningen, men efter massive protester fra bl.a. studenterbevægelser stemte 51% imod – dengang fandt jeg, at demokratiet havde vist sin styrke, ved at fravælge en forfatningsændring som kunne sikre en ellers meget populær præsidents fortsatte styre.

Desværre lykkedes det denne gang at få gennemført ændringen med 55% af stemmerne efter en kampagne, som grundlæggende handlede om alt muligt andet, og som blev betalt med skattekroner. Officielt udtalte den folkekære leder, at han hvis man stemte imod ham var man skyldig i landsforrædderi, og at han ville checke hvem der havde stemt.

Og sådan går det med idealister – når udløbsdagen nærmer sig og man ikke har nået alt det man ville, så helliger målet altid midlet.