Posts Tagged ‘frivillig’

Den farlige frivillighed

torsdag, december 10th, 2009

Læserbrev bragt i JP den 10. december

Pædagogernes fagforening BUPL er i oprør.

En børnehave har formastet sig til at lade en ældre dame give en hånd med i det praktiske arbejde – uden at få løn.

Damens samfundsomstyrtende forbrydelse skyldes et ønske om at frigøre pædagogernes tid fra at gøre rent og lave kaffe til at give dem mulighed for at koncentrere sig om børnene.

Formanden for BUPL, Henning Pedersen, finder det »meget problematisk«, at damen hjælper til. Kaffebrygning og rengøring er jo en del af det overenskomstomhandlede pædagogarbejde og må derfor beskyttes med næb og klør. Skulle det gå ud over tiden sammen med børnene, så må det jo være sådan. Desuden kunne kommunen og regeringen kunne jo bare tilføre flere midler.?

Hvor slemt ville det ikke være, hvis skatteyderne ikke skulle betale for den ekstra service til børnene, hvor vederstyggeligt at tænke sig, at ældre mennesker uden for arbejdsmarkedet kan repræsentere en værdi for samfundet.

Tidligere har vi set forældre, som ville give en hånd med i renoveringen af folkeskolen, blive banket på plads af protektionistiske fagforeninger.

Frivillighed er ondt. Det kan ikke beskattes, der kan ikke laves overenskomster for det, og det skaber rod i det nidkært regulerede samfund, vi har skabt.

Måske det var på tide, at vi løsnede garnet lidt og viste en smule taknemmelighed for, at der endnu findes mennesker, som gør noget for andre uden at skulle have andet igen end en smule respekt.