S og SF er barslet med det et ligestillingsudspil, som bærer den iørefaldende titel “S-SF giver mænd og kvinder lige muligheder”. Forslaget indebærer, at virksomheder skal tvangsopløses, hvis de ikke har minimum 40% kvinder i bestyrelsen – det er altså bedre, at sende folk ud i arbejdsløshed, end at lide den forfærdelige skæbne, at de skal arbejde under en mandsdomineret bestyrelse…

Helle Thorning-Schmidt har opgivet at finde finansieringen for sine mange løfter, så nu vil hun spørge fagbevægelsen til råds, hvis hun bliver statsminister.

Socialistisk Folkeparti arbejder aktivt for at få fjernet Hamas  fra EU’s terrorliste.

Selvmordsbombere i skolebusser kvalificeres åbenbart ikke som terror…

LO’s Harald Børsting kritiserer regeringen for at have startet en krig mod fagbevægelsen efter at man i genopretningspakken foreslået, at der lægges et loft på 3.000 kr. over fradraget på fagforeningskontingenterne.

Men hvem var det egentlig som affyrede det første skud.

S og SF har begået et økonomisk udspil, som skal bilde danskerne ind, at de er øknomisk ansvarlige.

Udspillet indeholder bl.a. et forslag om at stavnsbinde højtuddannede i Danmark, da de trues med at skulle betale deres SU tilbage, hvis de formaster sig til at ville bo et andet sted end i skatteborgen Danmark.

“Det er den skæveste fordelingspolitiske reform i nyere tid”,

“jeg tror der sidder rigtig mange førtidspensionister og folk med lave indkomster, der bliver skuffede, når de sætter sig ned og regner på dette…”

“regeringen cementerer blokpolitikken i Danmark”.

Ovenstående er udtalelser fra Helle, Villy og Helveg og ovenstående er alt sammen sandt!

Det er korrekt, at de mennesker som betaler mest i skat også er dem som får lov til at beholde mest, når skatteprocenten sænkes – det giver næsten sig selv.

Det væsentlige er, at der ikke er nogen, som bliver fattigere af reformen pga. det øgede bundfradrag og den indkomstgraduerede “grønne check” for at dække de øgede miljøafgifter.

Men det er sådan set slet ikke det væsentlige i denne debat – det er derimod formålet med reformen.

For formålet har aldrig været at skabe mere lighed i samfundet.
Formålet har aldrig været, at mennesker på passiv forsørgelse skulle have flere penge mellem hænderne.
Formålet har aldrig været at føre socialpolitik.

Formålet var at få dæmme op for den meget alvorlige krise, som i øjeblikket sender yderligere 1000 mennesker om måneden ud i arbejdsløshed og at få folk i den arbejdsdygtige alder til at arbejde lidt mere, nu hvor antallet af pensionister i løbet af få år vil stige dramatisk.

Selvom reformen langt fra er optimal sikrer den alligevel knap 20.000 arbejdspladser – og hvad bør være fokus i en krisetid – at folk som mister deres arbejde stilles lidt bedre – eller at folk slet ikke mister deres arbejde?

Og det er netop hvad debatten i dagbladene handler om i disse dage.

Havde man lavet et bredt forlig, ville de laveste indkomstgrupper sikkert have fået et par hundrede mere om måneden – men antallet af nye jobs ville så være tilsvarende mindre.

Derfor har regeringen ført blokpolitik – alternativet ville ganske enkelt have været uansvarligt.

Ind til nu har der været en pukkel af folk med lønninger lige omkring topskatten, fordi man i lønforhandlingen hellere har villet have flere fridage, end man ville stige et løntrin
 Denne tendens vil nu blive ændret, ved at man hæver topskattegrænsen med 54.400 kr, så yderligere 350.000 danskere slipper for topskatten.

Alt i alt er skattereformen et skridt på vejen mod at fremtidssikre Danmark

- men et skridt som bør følges af flere.

Helle Thorning-Schmidt synes at bankdirektørerne får for høje lønninger…

Det er jeg sådan set meget enig med hende i.

Enigheden ophører imidlertid når HTS i tråd med folkeånden vil bruge bankpakken til at lægge et loft over lønningerne.

For vel er bankdirektørernes lønninger urimelig høje, men det samme gør sig gældende for alle andre større virksomheders ledelser – et fænomen som i høj grad skyldes, at der er meget få mennesker som er i stand til at bestride den ekstremt vigtige post som dirketør – en post som hvis den bestrides af den forkerte vil betyde virksomhedens død.

Derfor er konkurrencen om at få den rigtige til posten benhård, og lønningerne bliver dermed et væsentligt konkurrenceparamenter.

Konsekvensen af at lægge et loft over lønningerne i den pressede bankverden har således to konsekvenser:

1: De i forvejen hårdt pressede banker får svært ved at tiltrække kompetent ledelse, hvilket vil medføre forværrelse af krisen.

2: HTS høster billige point blandt folket i jantelovens hjemland på bekostning af landets velstand.

Det sidste vi har brug for midt i en krise der drejer sig om benhård økonomi, er at parterne begynder at føre værdipolitik og pleje snævre populistiske egeninteresser – det er ansvarsløst og uværdigt for en kvinde der har ambitioner om at blive landets næste statsminister.