Jeg er, som det fremgår af mit tidligere indlæg, ikke nogen stor fan af Obama.

Jeg finder hans udenrigspolitik urealistisk, hans økonomiske politik decideret farlig og får kuldegysninger, når jeg ser tusindvis af mennesker recitere “Yes we can” igen og igen på manden på talerstolens opfordring.

Men når det er sagt, så har Obama også positive sider.

Det er næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må føles for de farvede i USA, at se en sort mand som præsident. Den totale anerkendelse af deres ligeværd der ligger i valget af Obama, kan virke som motivation for millioner af mennesker verden over – og det er i sig selv utrolig meget værd.

USA’s afstandtagen fra den upopulære George Bush vil ligeledes give muligheden for at forbedre forholdet til en lang række lande verden over – især i Europa, hvor den amerikanske udenrigspolitik, og især retorikken fra George Bush, har været en alvorlig trussel mod den transatlantiske alliance og skabt stor uenighed i Europa.

I et par år vil Obama skabe en positiv ånd i store dele af USA – og det er nødvendigt – men når han ikke leverer den økonomiske fremgang, ikke standser Irans udvikling af atomvåben, ikke forhindrer Rusland i at terrorisere sine nabostater, ikke skaber fred i Israel, ikke kan trække tropperne ud af Irak og Afghanistan uden at det ligner et nederlag og ikke får FN’s opbakning til Darfur (eller noget som helst andet FN burde blande sig i) – ja så frygter jeg får den amerikanske selvforståelse.

Min gamle klasselærer var typen med guitar, fuldskæg og jesussandaler. En dag drillede vi ham med at han var sådan en flowerpowertype med fred i verden – og der gled en skygge over hans ansigt – “nej” svarede han “jeg tilhørte den desperate generation, efter drømmen var bristet”.

Jeg håber virkelig at Obama får held til at genrejse den amerikanske døm – men jeg tror desværre ikke på det.