Socialistisk Folkeparti arbejder aktivt for at få fjernet Hamas  fra EU’s terrorliste.

Selvmordsbombere i skolebusser kvalificeres åbenbart ikke som terror…

Det var hvad en af mine venner fra Marokko skrev, da vi for et par dage siden sad og chattede.

Vi diskuterede hvem der bar skylden for den ulykkelige situation i Gaza, og vi var temmelig uenige.

Jamal havde den klare holdning, at det var Israel og Israel alene som bar skylden for alle dårligdomme i området. De vestlige medier bragte ensidigt nyheder, som til gode så Israels sag, og Fatah var ikke andet end jødernes logrende skødehund.

Jamal havde desuden set en dokumentar som postulerede, at jøderne slet ikke ønskede at komme til Israel, men var blevet tvunget til det af vesten – en temmelig historisk forvansket version af virkeligheden, som deværre vidner om de arabiske mediers manglende troværdighed.

Jeg var lettere chokeret over den ensidige fremstilling – især fordi den kom fra en mand som ikke bor i området, og som i mange henseender er relativt sekulær og normalt ganske oplyst. Det faktum, at den stat som Hamas ønsker at skabe (og til dels praktiserer i Gaza), vil bygge på fundamentalistisk Islam forhindrede ham heller ikke i at udtale, at “Hamas is the way”.

Jeg har selv besøgt Israel og de palæstinensiske områder gennem mit politiske virke, og ved selvsyn set hvilke vilkår palæstinenserne lever under, så jeg gør mig ingen illusioner om, at Israel er uskylden selv. Men i dette helt konkrete tilfælde lægger jeg skylden for konflikten på Hamas.

Israel er midt i et valg som har afgørende betydning for fredsprocessen, og når Hamas vælger at affyre et stort antal Qassam raketter på netop dette tidspunkt, så er det for at påvirke dette valg.

Hamas selv udtaler jævnligt, at de ikke er interesserede i en 2-statsløsning, og i deres politiske program står der, at jøderne skal smides i havet.

Hamas er udmærket klar over, at en succesfuld fredsproces vil undergrave deres politiske projekt, og derfor ønsker de at forhindre det siddende regeringsparti Kadima i at fortsætte forhanlingerne med Fatah, Syrien og Ægypten.

Modstykket til Hamas er nationalistpartiet i Israel, som traditionelt går frem når Israel er under pres, og ved at angribe under valget forsøger Hamas at påvirke det israelske valg ved at give nationalisterne muligheden for at fortælle befolkningen, at Kadima er svag.

Kadimas eneste mulighed for at bevare magten og fortsætte fredsprocessen er massiv gengældelse – alternativet er ganske enkelt værre.

Hamas har uden tvivl forudset denne situation – og er de eneste som vinder ved den – de vinder sympati for at kæmpe mod overmagten, som i verdens øjne bruger overdreven magtanvendelse, og de får opbakning af et rædselsslagent folk, som desperat søger efter nogen som kan hævne de uretfærdigheder civilbefolkningen udsættes for.

Bemærk at de højtrangerende Hamasfolk er nået i sikkerhed, før bombardamenterne begyndte – pudsigt…

På vestbredden ligner sidder Fatah og virker mere tandløs end nogensinde, og det er et spørgsmål om tid, før befolkningen også her vender dem ryggen og falder i armene på Hamas.

Vi er med andre ord vidner til et kynisk spil om magten i Palæstina – et spil hvor de nu godt 700 dræbte palæstinensere og en fredsproces i ruiner er et acceptabelt offer.

Jeg er, som det fremgår af mit tidligere indlæg, ikke nogen stor fan af Obama.

Jeg finder hans udenrigspolitik urealistisk, hans økonomiske politik decideret farlig og får kuldegysninger, når jeg ser tusindvis af mennesker recitere “Yes we can” igen og igen på manden på talerstolens opfordring.

Men når det er sagt, så har Obama også positive sider.

Det er næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må føles for de farvede i USA, at se en sort mand som præsident. Den totale anerkendelse af deres ligeværd der ligger i valget af Obama, kan virke som motivation for millioner af mennesker verden over – og det er i sig selv utrolig meget værd.

USA’s afstandtagen fra den upopulære George Bush vil ligeledes give muligheden for at forbedre forholdet til en lang række lande verden over – især i Europa, hvor den amerikanske udenrigspolitik, og især retorikken fra George Bush, har været en alvorlig trussel mod den transatlantiske alliance og skabt stor uenighed i Europa.

I et par år vil Obama skabe en positiv ånd i store dele af USA – og det er nødvendigt – men når han ikke leverer den økonomiske fremgang, ikke standser Irans udvikling af atomvåben, ikke forhindrer Rusland i at terrorisere sine nabostater, ikke skaber fred i Israel, ikke kan trække tropperne ud af Irak og Afghanistan uden at det ligner et nederlag og ikke får FN’s opbakning til Darfur (eller noget som helst andet FN burde blande sig i) – ja så frygter jeg får den amerikanske selvforståelse.

Min gamle klasselærer var typen med guitar, fuldskæg og jesussandaler. En dag drillede vi ham med at han var sådan en flowerpowertype med fred i verden – og der gled en skygge over hans ansigt – “nej” svarede han “jeg tilhørte den desperate generation, efter drømmen var bristet”.

Jeg håber virkelig at Obama får held til at genrejse den amerikanske døm – men jeg tror desværre ikke på det.