LO’s Harald Børsting kritiserer regeringen for at have startet en krig mod fagbevægelsen efter at man i genopretningspakken foreslået, at der lægges et loft på 3.000 kr. over fradraget på fagforeningskontingenterne.
Men hvem var det egentlig som affyrede det første skud.
Jeg har netop overværet en debat på DR2 mellem Klaus Hjort, Villy Søvndal, Helle Thorning og Lene Espersen.
Emnet var ikke overraskende – krisen.
Der var naturligvis forskellige tilgange til, hvordan vi “løser” krisen – eller “fører Danmark så skånsomt gennem krisen”, som Klaus Hjort lidt mere rammende formulerede problemstillingen.
Helle Thorning frygtede, at krisen ville blive langvarig, og hendes løsning var – som Anker Jørgensens under sidste finanskrise – at låne penge til at lave offentlige investeringer – noget som primært skulle bruges på anlægsbyggerier – en såkaldt fremtidsinvestering af vores samfund.
Vækst var det vigtigste ifølge Helle – i god gammeldags Socialistisk tradition er en kunstigt oppustet økonomi og en lav arbejdsløshed vigtigere end økonomisk ansvarlighed og en lav inflation.
Har man ingen penge må man opbygge gæld og spendere frem for at sætte overforbruget ned…
Lidt frustrerende at få at vide, når man som konservativ i årevis har argumenteret for at holde igen med statsbudgetterne for at fjerne den astronomiske gæld, som Anker Jørgensen overlod til os efter sidste længerevarende finanskrise, hvor han nonchalant kastede håndklædet i ringen, da hans “tag lån og forbrug” model havde ført Danmark på randen af en statsbankerot.
Klaus Hjort pointerede, at kun 8% arbejder inden for byggebrancen, og at det næppe var løsningen på alle vores problemer, at fokusere ensidigt på dette område.
Dette brugte Villy på dygtig retorisk vis, da han bad Hjort fortælle det til de 7.500 unge nyuddannede håndværkere, som ikke kunne få et arbejde – elegant og manipulatorisk, sådan at tage et generelt problem og trække det ned på et personligt plan – sætte et menneskeligt ansigt på tallene.
Helle brokkede sig over, at regeringen ikke sørgede for, at flere havde en uddannelse, så de kunne få et job – Jeg kan blot konstatere, at tilgangen til universiteterne i år har været rekordhøj, og at mange har måttet nøjes med anden eller tredjeprioritet på ønskelisten pga. den store tilgang – et faktum, som understreger Lenes pointe om, at en af de få gode konsekvenser ved krisen er, at flere tager en uddannelse i stedet for at gå efter de lette penge ved at tage sig et arbejde umiddelbart efter folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.
Villy fortalte meget korrekt hvad konservativ politik er – bl.a. at vi i forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen havde ønsket dagpengeperioden sat ned fra 4 til 2 år
I Sverige har man sænket perioden til 300 dage…
Hvad Villy glemte at fortælle den opmærksomme seer var, at kurverne over hvor mange der finder et job i løbet af perioden er næsten identisk i Danmark og Sverige – kort før periodens udløb er der en markant stigning i antallet af modtagere som finder et job – dog er det endelige antal lidt større i Sverige – formentlig fordi det er lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter 300 dage end efter 4…
Ligeledes bryder Villy & Helle sig formentlig heller ikke om det markante fald i medlemsantallet af fagforeningerne, som reformen har medført i Sverige…
Lidt indstuderet kom Helle under debatten til at tænke på dem, som havde kritiseret Obamas ideer til løsning krisen under præsidentvalgkampen (Obama er jo populær i Europa, så hvorfor låne lidt af hans solskin) – “hvor ville verden være i dag, hvis ikke han havde gennemført sine reformer” lød det dramatisk.
Jeg erkender ikke at have svaret på det spørgsmål, men jeg ved, at USA ved afslutningen af hans præsidentperiode ikke ville have have øget sin udlandsgæld fra 3 til 10 trillioner dollars – hvilket er hvad de økonomiske fremskrivninger i øjeblikket kalkulerer med…
I politiske kredse plejer man at sige, at vælgernes hukommelse ikke er længere end et halvt år…
Det er mit stille håb, at danskerne husker meget længere tilbage når valget kommer – helt tilbage til halvfjerserne hvor venstrefløjens løsning på en økonomisk krise var som i dag.
“Tag lån og forbrug”
…Ihvertfald i økonomisk henseende.
Det viser en undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4
4 ud af 10 adspurgte danskere går nemlig ind for, at der skal indføres nationale handelsbarrierer – altså protektionisme.
Men hvad vil konsekvensen af handelshindringer og statsstøtte til trængte virksomheder være?
Vores nabolande og samarbejdspartnere vil reagere på en ud af to måder:
Enten som EU gjorde, da George Bush gav massiv statsstøtte til den håbløst ukonkurrencedygtige amerikanske bilindustri – man hævede tolden på import af amerikansk producerede med det samme beløb som statstilskuddet for at neutralisere den ulige konkurrence.
Eller man tilfører sine egne industrier et tilsvarende beløb – med det resultat, at man fjerner deres incitament til at modernisere virksomheden, skære de usunde dele fra og lede efter nye markeder – og dermed på lang sigt gør virksomheden endnu mere mindre konkurrencedygtig og sårbar.
Krisen gør åbenbart folk kortsynede, egoistiske og meget lidt indsigtsfulde.
En stor del af tilhængerne af statsstøtte og handelshindringer vil være at finde langt til venstre for midten – de samme mennesker som ofte prædiker større solidaritet mellem I- og U-landende, og at ulandsbistanden bør sættes markant op.
Europæisk protektionisme vil især ramme hårdt på 3. verdenslandenes skøbelige økonomier, ligesom det effektivt vil sætte en stopper for den voldsomme stigning i velfærd i lande som Indien og Kina har oplevet de seneste år – lande som allerede er meget hårdt ramt af krisen.
De negative effekter af toldmure og handelshindringer vil for 3. verdenslandene være langt større, end ulandshjælpen nogensinde bliver, ligesom det blot vil forlænge og forværre omfanget af krisen for resten af verden.
Derfor er det også meget bekymrende, at den folkekære Obama i stadig stigende grad taler for netop denne kortsigtede uholdbare løsning – primært rettet mod Asien og Europa. (Buy American, Save Jobs)
Der er delte meninger om det kun er retorik, eller om det er den vej han virkelig ønsker at føre verdens vigtigste økonomi – er det sidste tilfældet efterlades vi ikke meget “Hope” for at krisen blæser over inden for den nærmeste fremtid…
Gudskelov har vores egne politikere ind til nu haft is i maven overfor folkestemningerne – lad os håbe at det varer ved.
Helle Thorning-Schmidt synes at bankdirektørerne får for høje lønninger…
Det er jeg sådan set meget enig med hende i.
Enigheden ophører imidlertid når HTS i tråd med folkeånden vil bruge bankpakken til at lægge et loft over lønningerne.
For vel er bankdirektørernes lønninger urimelig høje, men det samme gør sig gældende for alle andre større virksomheders ledelser – et fænomen som i høj grad skyldes, at der er meget få mennesker som er i stand til at bestride den ekstremt vigtige post som dirketør – en post som hvis den bestrides af den forkerte vil betyde virksomhedens død.
Derfor er konkurrencen om at få den rigtige til posten benhård, og lønningerne bliver dermed et væsentligt konkurrenceparamenter.
Konsekvensen af at lægge et loft over lønningerne i den pressede bankverden har således to konsekvenser:
1: De i forvejen hårdt pressede banker får svært ved at tiltrække kompetent ledelse, hvilket vil medføre forværrelse af krisen.
2: HTS høster billige point blandt folket i jantelovens hjemland på bekostning af landets velstand.
Det sidste vi har brug for midt i en krise der drejer sig om benhård økonomi, er at parterne begynder at føre værdipolitik og pleje snævre populistiske egeninteresser – det er ansvarsløst og uværdigt for en kvinde der har ambitioner om at blive landets næste statsminister.
Loading ...