Grundlovstale på Varna Palæet 2011
Man hører ofte, at Grundlovsdag er for os, hvad 1. maj er for socialisterne. Det er noget sludder!
1. maj er en kampdag – det er en dag, hvor man mødes for at kæmpe for at ændre på noget grundlæggende i det samfund vi lever i.
Grundlovsdag er en festdag. Det er den dag, hvor vi konservative mødes, for at fejre hvad vi har opnået – frihed, velstand og demokrati.
Derfor er der en grundlæggende forskel på de to dage.
Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde grundlovstale tænkte jeg, at jeg ville læse paragrafferne igennem. Det blev et glædeligt gensyn med de paragraffer, som jeg sad og svedede over op til eksamen på første år på jura. Dengang læste jeg dem som jurist, i dag som politiker.
Da jeg sad og tyggede mig igennem grundlovens mange paragraffer var der især 2, som jeg fæstnede mig særligt ved. Den første var:
§ 75
Stk. 1.
Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Ja, man kan i virkeligheden lægge ganske meget i denne paragraf.
I Karnov skriver man, at paragraffen er ”en politisk proklamation uden retlig relevans”
Socialisterne, som oprindelig fik den indført vil utvivlsomt mene, at staten dermed har en pligt til at stille en arbejdsplads til rådighed for enhver – uanset, om arbejdet gav mening eller ej, som man gjorde det for de 200 mand, der hver dag gik og fejede den røde plads i moskva i de glade sovjet dage
Vi konservative vil nok læse den således, at politikerne har et ansvar for, at sikre erhvervslivets konkurrencevilkår, så arbejdspladserne ikke flyttes til Kina – og at vi derfor skal sænke skatten på arbejde
Jeg selv læste den imidlertid også på en anden måde. Jeg læste den med erindringen om et møde jeg havde med en mand, da mit kampagneudvalg og jeg delte flyers ud i onsdags til open-by-night.
Der mødte jeg en mand, som indledte samtalen med at snuppe en flyer og smide den på jorden og trampe på den, hvorefter han spurgte hvad jeg så ville i folketinget.
Måske ikke den mest imødekommende tilgang, men hvad pokker, så jeg fortalte ham lidt om hvad jeg stod for, og da jeg nævnte, at jeg ville forbedre vilkårene for psykiatrien begyndte han for alvor at lytte.
Det viste sig, at manden var psykisk syg, og gennem de sidste 5 år havde været kastebold mellem forskellige institutioner. I den periode var han 3 gange blevet tilbudt at komme på førtidspension, og 3 gange havde han sagt nej – for han ville ikke placeres på samfundets losseplads – han ville ikke give op i en alder af 25.
”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”.
Sådan står der i paragraffen.
Jeg kunne i den kontekst godt ønske mig, at den paragraf havde retlig relevans, for den praksis vi fører i dag lever i den grad IKKE op til de ord der står i grundloven.
Hvert år sender vi over 10.000 mennesker på førtidspension – mere end halvdelen pga. psykisk sygdom. Gennemsnitsalderen for dem er omkring 30 år, og det er en 3 dobling over de seneste 10 år.
Undersøgelser viser, at 9/10 af disse under de rigtige omstændigheder ville kunne passe en eller anden form for arbejde.
Dermed fratager vi hvert år godt 5.000 mennesker muligheden for at arbejde på vilkår, der betrygger deres tilværelse
Tænk hvad det koster samfundet, at sætte alle disse mennesker på permanent passiv forsørgelse.
Tænk hvilke menneskelige omkostninger det har, at frarøve disse mennesker muligheden for en dag – måske – at kunne stå på egne ben.
Det må være en konservativ mærkesag, at hjælpe de mennesker, som er blandt de svageste i samfundet, i stedet for blot at give op og smide den på den losseplads, som min ven fra open-by-night 3 gange havde takket nej til.
Han endte i øvrigt med, at samle min pjece op og erklære, at han ville stemme på mig ved det kommende folketingsvalg.
Den næste paragraf jeg lagde mærke til, kom umiddelbart efter
§ 76
Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
Med denne paragraf fastlagde man for alvor folkeskolen, som en fundamental del af den danske folkesjæl. Med uddannelse og dannelse kunne man nu frit forberede børnene til livet som aktive deltagere i et levende demokrati – det demokrati, som vi fejrer i dag.
Retten er senere blevet til en pligt, så alle uanset hvilke kår de måtte komme fra, får mulighed for, at nå så langt som deres evner rækker.
Eller sådan burde det være, for der er noget galt i den danske folkeskole.
15% flere piger end drenge på en årgang tager en ungdomsuddannelse, og går man højere op i uddannelsesniveau stiger forskellen yderligere
1/5 af de elever, som forlader den danske folkeskole er funktionelle analfabeter – og langt størstedelen af dem er drenge. Blandt indvandrerdrenge er det chokerende 50%, mens indvandrerpiger klarer sig væsentligt bedre.
Ifølge Pisa undersøgelserne ligger vi på en 18. plads ud af 33 lande – en plads der i øvrigt kunne forbedres til en 3. plads, hvis bare vi fik styr på et enkelt parameter – hvis vi fik ro i klasserne.
Og hvem er det så der larmer og ødelægger undervisningen i vores folkeskoler?
Ja det er selvfølgelig drengene – for der er ikke rigtig plads til dem i den såkaldt rummelige folkeskole.
Hvor man på store dele af venstrefløjen ser køn som en social konstruktion – en selvopfattelse, som de omgivende samfund har skabt, og som derfor kan brydes ned i enhedsskolen, så ved vi konservative godt, at der altså er visse fysiske elementer, som man ikke kommer udenom.
Drengebørn kan koncentrere sig i kortere tid end pigerne, og deres indlæring foregår på en anden måde.
Ser man på de værdier, som tiltaler drenge, så er de næsten fordrevet fra skolelivet.
For nylig læste jeg en artikel, hvor en såkaldt ekspert anerkendte, at folkeskolen ikke løftede sin opgave i forhold til drengebørn, men han skrev også, at det for alt i verden ikke måtte ende med, at der blev indført nogen form for konkurrencestemning i folkeskolen.
Men hvorfor egentlig ikke?
Hvorfor skal ungerne leve i en naivistisk parallelverden, hvor det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats? Børn lærer forbløffende hurtigt, og det vi lærer dem i folkeskolen er, at man skal holde lav profil, hvis man er så dygtig, at man bliver færdig før de andre – ellers får man som oftest bare flere opgaver af samme type.
Psykologiske studier viser, at drenge som udgangspunkt godt lide konflikt og konkurrence, mens piger ofte søger konsensusløsninger.
Metoden må være, at give plads til begge dele i vores skoler, så alle børn får en undervisning der passer dem.
Uanset om de er piger eller drenge
De begavede elever keder sig gudsjammerligt, fordi de ikke bliver udfordret. Ofte ender de med at blive skoletrætte, og enten opgive den videre skolegang, eller udskyde den i årevis – til stor skade for dem selv og samfundet.
De elever, som har det svært bliver ladt i stikken, og ender med at stå helt af i forhold til undervisningen.
Derfor bør vi indføre niveauopdeling i de 4 centrale fag dansk, matematik, naturfag og engelsk. Dermed bevares klassestrukturen, men samtidig sikres alle elever, at de modtager undervisning i de mest grundlæggende fag.
Dermed sikres, at alle elever i den danske folkeskole i fremtiden modtager en undervisning, som sætter dem i stand til at deltage aktivt i det demokrati, som vi fejrer i dag.
Med disse ord vil jeg ønske jer en rigtig glædelig Grundlovsdag
Tak for ordet.
Loading ...