…Ihvertfald i økonomisk henseende.

Jeg er, som det fremgår af mit tidligere indlæg, ikke nogen stor fan af Obama.

Jeg finder hans udenrigspolitik urealistisk, hans økonomiske politik decideret farlig og får kuldegysninger, når jeg ser tusindvis af mennesker recitere “Yes we can” igen og igen på manden på talerstolens opfordring.

Men når det er sagt, så har Obama også positive sider.

Det er næsten umuligt at sætte sig ind i, hvordan det må føles for de farvede i USA, at se en sort mand som præsident. Den totale anerkendelse af deres ligeværd der ligger i valget af Obama, kan virke som motivation for millioner af mennesker verden over – og det er i sig selv utrolig meget værd.

USA’s afstandtagen fra den upopulære George Bush vil ligeledes give muligheden for at forbedre forholdet til en lang række lande verden over – især i Europa, hvor den amerikanske udenrigspolitik, og især retorikken fra George Bush, har været en alvorlig trussel mod den transatlantiske alliance og skabt stor uenighed i Europa.

I et par år vil Obama skabe en positiv ånd i store dele af USA – og det er nødvendigt – men når han ikke leverer den økonomiske fremgang, ikke standser Irans udvikling af atomvåben, ikke forhindrer Rusland i at terrorisere sine nabostater, ikke skaber fred i Israel, ikke kan trække tropperne ud af Irak og Afghanistan uden at det ligner et nederlag og ikke får FN’s opbakning til Darfur (eller noget som helst andet FN burde blande sig i) – ja så frygter jeg får den amerikanske selvforståelse.

Min gamle klasselærer var typen med guitar, fuldskæg og jesussandaler. En dag drillede vi ham med at han var sådan en flowerpowertype med fred i verden – og der gled en skygge over hans ansigt – “nej” svarede han “jeg tilhørte den desperate generation, efter drømmen var bristet”.

Jeg håber virkelig at Obama får held til at genrejse den amerikanske døm – men jeg tror desværre ikke på det.

Toldmure, subsidier til urentable virksomheder, global recession, en utopisk udenrigspoltik og skyhøje forhåbninger som intet menneske kan opfylde – det er den ændring som USA har valgt her i nat.

“The change we need” har været Barack Obamas slogan under valgkampen i USA.

“Den forandring vi får vil blive meget anderledes end Europa tror” - det var journalistens kommentar til den massive sympati, som Obama har mødt i Europa, da jeg var til paneldebat om valget på et gymnasium for nylig

Og deri har han ret – for Obama har med hele sin kampagne om hope og change skabt fuldstændig urealistiske forventninger til de kommende 4 år.

I USA forventer man økonomisk fremgang og en helt ny ledelsesstil – i Europa forventer man en imødekommende udenrigspolitik med fred og fordragelighed i verden.

Vi vil få er en præsident, som vil begrænse handel med udlandet gennem toldmure og statsstøtte til amerikanske virksomheder, der ikke længere kan klare sig i konkurrence med resten af verden – til stor skade for Europa og resten af verdens økonomi.

Vi vil få en præsident, som vil give de af Iran støttede islamister en dato for tilbagetrækningen fra Irak, så de kan holde lav profil og opruste til den borgerkrig, som bliver det uundgåelige resultat af en for tidlig tilbagetrækning.

Vi vil få en præsident, som vil skuffe på begge sider af atlanten.

McCain fører nu i meningsmålingerne – ganske meget ovenikøbet – 46% vs. 41% – omsat til valgmænd bliver det 274 vs. 264.

Hvorfor er jeg så begejstret over det, når det meste af befolkningen i Danmark er varme støtter af Obama?

For det første fordi Obama er protektionist. Han har udtalt sig kritisk om North American Free Trade Agreement - en aftale som sikrer frihandel mellem Canada, USA og Mexico. Obama mener at kunne redde den skrantende amerikanske økonomi ved at lægge toldbarrierer mod resten af verden. En taktik man bl.a. også fulgte op til “den sorte torsdag” tilbage i 1929 med en verdensomspændende recession til følge.

Hvis USA’s økonomi kollapser, så vil det gå hårdt ud over resten af verden.

Dernæst vil Obama trække tropperne ud af Irak hurtigst muligt – på trods af talrige advarsler om at det vil kaste landet ud i en voldsom borgerkrig og styrke Irans magtposition i mellemøsten. Hvad enten man er var for eller imod Irakkrigen, så har USA og vesten nu et ansvar for at få landet på fode igen – at trække tropperne ud af landet vil kun bringe endnu mere ulykke til de i forvejen hårdt prøvede Irakere.

Desuden har Obama kun ringe erfaring i udenrigspolitiske spørgsmål, og som konflikten i Georgien viser, så bliver det i de kommende år formentlig meget vigtigt, at kunne agere med finesse på den storpolitiske verdensscene. Rusland forsøger at sætte sig på en stor del af Europas energiforsyning, og har tidligere vist, at de ikke at bange for at dreje på hanerne, hvis der opstår uenigheder med nabolandende. USA’s og NATO’s ageren overfor Rusland bliver livsvigtig for Europa, og her har McCain givet klart udtryk for sin sit syn på Putin:

I looked into his eyes and saw three letters: a K, a G and a B.

En hardliner bliver desværre en nødvendighed i forholdet til Rusland fremover

Derfor glæder jeg mig over, at amerikanerne lige så stille er blevet trætte af Obamas fantastiske retoriske evner, og ser ud til at vælge en præsident som kan skabe fred og velstand fremover.