Jeg fik for nylig 4 spørgsmål om min kampagne, min politik og om hvad jeg har gjort for Århus, fra JP. Du kan læse mine svar herunder.

1) Hvad har du gjort for Aarhus i de seneste år som folketingskandidat/medlem?

I de forgangne 3 år har jeg siddet i Det Konservative Folkepartis Hovedbestyrelse, hvor jeg ved debatterne har gjort særlig opmærksom på de muligheder og udfordringer, som Århus har. Det har omhandlet områder som erhvervsforhold, infrastruktur og flere studiejobs iprovinsen – især ved udflytning af fx. statslige arbejdspladser.

I samme periode har jeg været landsformand for Konservative Studerende, og har derigennem en tæt dialog med Videnskabsministeren. Herved har jeg haft afgørende indflydelse på en række lovforslag, som har omhandlet hverdagen for destuderende i Århus og kvaliteten af de videregående uddannelser. Dette er et enormt afgørende område for en studieby som Århus.

2 ) Hvad vil du føre valgkamp på?

Folkeskolen skal gentænkes

1/3 af drengene i folkeskolen kategoriseres som ”problematiske” af deres egen lærer, og 15 % flere piger end drenge tager en ungdomsuddannelse. Dermed er det ikke drengene, den er gal med, det er folkeskolen! Drenge lærer ved konkurrence og fysisk udfoldelse, og begge dele er fy-ord i folkeskolen. Det vil jeg lave om.

De svage elever kan ikke følge med i undervisningen. De føler sig mindreværdige, og får det ene nederlag efter det andet, mens resten af klassen ser på. Samtidig keder de stærke elever sig pga. understimulering i en sådan grad, at mange af dem bliver skoletrætte og udsætter eller opgiver at læse videre. Sådan er virkeligheden for mange i den danske folkeskole.

Klasserne bør derfor fremover deles op efter elevernes kunnen i de centrale fag; dansk, engelsk, matematik og naturfag, så klassestrukturen bevares, men så den enkelte elev udfordres på netop sit faglige niveau. Dette skal naturligvis ske på en fleksibel måde, så barnet modtager en undervisning, der passer til netop det niveau, som eleven befinder sig på.

Psykiatrien er mit hjertebarn

Alt for mange patienter sendes på gaden før de er færdigbehandlede, og mange ender med at begå kriminalitet pga. deres lidelse. Dekriminelle tvangsanbringes på psykiatriske institutioner, og skubber dermed endnu flere syge ud og forværrer situationen. Børn med psykiske problemer må vente i månedsvis på først at få en diagnose og derefter stå i kø for at komme i behandling. Derved risikerer vi, at en mindre lidelse får lov til at udvikle sig til en livsvarig sygdom. Vi konservative tager hånd om de svageste i vores samfund, og til den gruppe hører de psykisk syge. Jeg vil derfor sørge for, at en stor del af de midler der fremadrettet bruges på sundhedssektoren øremærkes til psykiatrien.

Der skal styr på økonomien

Venstrefløjen ville have brugt pengene på mere velfærd, da vi betalte Anker Jørgensens udlandsgæld af under højkonjunkturen. Da den første krise ramte ville de låne penge til forbrug, i forventning om at krisen var kortvarig. Nu rammer endnu en krise os, og endnu engang lyder venstrefløjens såkaldte løsning, at vi kan fortsætte på første klasse, hvis vi bruger mere end vi tjener.

Jeg vil sætte tæring efter næring. Det offentlige forbrug skal ned, og skatten skal sænkes, så vi på lang sigt kan konkurrere med udlandet.

…

Og iøvrigt mener jeg, at vi skal have en Kattegatbro!

3 ) Hvilke virkemidler vil du tage i brug i din valgkamp? – Vil du f.eks. benytte sociale medier eller de lempeligere regler forophængning af valgplakater og dermed den nye mulighed for at føre valgkamp i midtbyen?

Min valgkamp fungere via mange kanaler.

Digitalt

Jeg benytter Youtube, Facebook og min private hjemmeside aktivt i valgkampen. Jeg har produceret en lang række politiske videoer,som er noget anderledes end de sædvanlige “jeg-taler-til-kameraet-videoer”, som de fleste politikere keder befolkningen med. De køreri et højt tempo og har en humoristisk tilgang til det emne de omhandler. På nuværende tidpunkt har min kanal på Youtube 29.747 hits og de enkelte videoer har i gennemsnit over 1.000 seere, hvilket er markant mere, end alle andre kandidater i Østjylland.

I perioden op til valget har vi i skrivende stund stemt 9.200 dørklokker i Århus og på Djursland. Dette er en central del af min kampagne, og mine 500 valgplakater vil derfor især blive koncentreret omkring de områder, hvor vi har besøgt borgerne.

Dertil kommer en lang række events og pressesager, som vil blive kørt under valget.

4 ) Hvad anser du for at være det vigtigste projekt for Aarhus, som du i dit kommende virke som folketingspolitiker vil fokusere på i de kommende fire år ?

Århus er vækstmotoren i Østjylland. Derfor er det helt afgørende, at der føres en politik fra Christiansborg, som gør det attraktivt forvirksomheder at bosætte sig i Danmark og Århus i særdeleshed. Dette kræver, at infrastrukturen i Østjylland kan understøtte den udvikling der allerede nu foregår i Århus. Derfor skal der ryddes ud regeljunglen for små og mellemstore virksomheder. Skatten skal ned – både virksomhedsskatten og personskatterne skal ned, så en international universitetsby som Århus kan tiltrække virksomheder, investeringer og eliteforskere fra hele verden.

Fremtiden for Århus som vækstby hænger uløseligt sammen med, at vi også efter valget har en regering, der belønner mennesker,som gør en indsats.

http://jp.dk/aarhus/politik/article2531374.ece

Grundlovstale på Varna Palæet 2011

Man hører ofte, at Grundlovsdag er for os, hvad 1. maj er for socialisterne. Det er noget sludder!

1. maj er en kampdag – det er en dag, hvor man mødes for at kæmpe for at ændre på noget grundlæggende i det samfund vi lever i.

Grundlovsdag er en festdag. Det er den dag, hvor vi konservative mødes, for at fejre hvad vi har opnået – frihed, velstand og demokrati.

Derfor er der en grundlæggende forskel på de to dage.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde grundlovstale tænkte jeg, at jeg ville læse paragrafferne igennem. Det blev et glædeligt gensyn med de paragraffer, som jeg sad og svedede over op til eksamen på første år på jura. Dengang læste jeg dem som jurist, i dag som politiker.

Da jeg sad og tyggede mig igennem grundlovens mange paragraffer var der især 2, som jeg fæstnede mig særligt ved. Den første var:

§ 75

Stk. 1.

Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Ja, man kan i virkeligheden lægge ganske meget i denne paragraf.

I Karnov skriver man, at paragraffen er ”en politisk proklamation uden retlig relevans”

Socialisterne, som oprindelig fik den indført vil utvivlsomt mene, at staten dermed har en pligt til at stille en arbejdsplads til rådighed for enhver – uanset, om arbejdet gav mening eller ej, som man gjorde det for de 200 mand, der hver dag gik og fejede den røde plads i moskva i de glade sovjet dage

Vi konservative vil nok læse den således, at politikerne har et ansvar for, at sikre erhvervslivets konkurrencevilkår, så arbejdspladserne ikke flyttes til Kina – og at vi derfor skal sænke skatten på arbejde

Jeg selv læste den imidlertid også på en anden måde. Jeg læste den med erindringen om et møde jeg havde med en mand, da mit kampagneudvalg og jeg delte flyers ud i onsdags til open-by-night.

Der mødte jeg en mand, som indledte samtalen med at snuppe en flyer og smide den på jorden og trampe på den, hvorefter han spurgte hvad jeg så ville i folketinget.

Måske ikke den mest imødekommende tilgang, men hvad pokker, så jeg fortalte ham lidt om hvad jeg stod for, og da jeg nævnte, at jeg ville forbedre vilkårene for psykiatrien begyndte han for alvor at lytte.

Det viste sig, at manden var psykisk syg, og gennem de sidste 5 år havde været kastebold mellem forskellige institutioner. I den periode var han 3 gange blevet tilbudt at komme på førtidspension, og 3 gange havde han sagt nej – for han ville ikke placeres på samfundets losseplads – han ville ikke give op i en alder af 25.

”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”.

Sådan står der i paragraffen.

Jeg kunne i den kontekst godt ønske mig, at den paragraf havde retlig relevans, for den praksis vi fører i dag lever i den grad IKKE op til de ord der står i grundloven.

Hvert år sender vi over 10.000 mennesker på førtidspension – mere end halvdelen pga. psykisk sygdom. Gennemsnitsalderen for dem er omkring 30 år, og det er en 3 dobling over de seneste 10 år.

Undersøgelser viser, at 9/10 af disse under de rigtige omstændigheder ville kunne passe en eller anden form for arbejde.

Dermed fratager vi hvert år godt 5.000 mennesker muligheden for at arbejde på vilkår, der betrygger deres tilværelse

Tænk hvad det koster samfundet, at sætte alle disse mennesker på permanent passiv forsørgelse.

Tænk hvilke menneskelige omkostninger det har, at frarøve disse mennesker muligheden for en dag – måske – at kunne stå på egne ben.

Det må være en konservativ mærkesag, at hjælpe de mennesker, som er blandt de svageste i samfundet, i stedet for blot at give op og smide den på den losseplads, som min ven fra open-by-night 3 gange havde takket nej til.

Han endte i øvrigt med, at samle min pjece op og erklære, at han ville stemme på mig ved det kommende folketingsvalg.

Den næste paragraf jeg lagde mærke til, kom umiddelbart efter

§ 76

Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.

Med denne paragraf fastlagde man for alvor folkeskolen, som en fundamental del af den danske folkesjæl. Med uddannelse og dannelse kunne man nu frit forberede børnene til livet som aktive deltagere i et levende demokrati – det demokrati, som vi fejrer i dag.

Retten er senere blevet til en pligt, så alle uanset hvilke kår de måtte komme fra, får mulighed for, at nå så langt som deres evner rækker.

Eller sådan burde det være, for der er noget galt i den danske folkeskole.

15% flere piger end drenge på en årgang tager en ungdomsuddannelse, og går man højere op i uddannelsesniveau stiger forskellen yderligere

1/5 af de elever, som forlader den danske folkeskole er funktionelle analfabeter – og langt størstedelen af dem er drenge. Blandt indvandrerdrenge er det chokerende 50%, mens indvandrerpiger klarer sig væsentligt bedre.

Ifølge Pisa undersøgelserne ligger vi på en 18. plads ud af 33 lande – en plads der i øvrigt kunne forbedres til en 3. plads, hvis bare vi fik styr på et enkelt parameter – hvis vi fik ro i klasserne.

Og hvem er det så der larmer og ødelægger undervisningen i vores folkeskoler?

Ja det er selvfølgelig drengene – for der er ikke rigtig plads til dem i den såkaldt rummelige folkeskole.

Hvor man på store dele af venstrefløjen ser køn som en social konstruktion – en selvopfattelse, som de omgivende samfund har skabt, og som derfor kan brydes ned i enhedsskolen, så ved vi konservative godt, at der altså er visse fysiske elementer, som man ikke kommer udenom.

Drengebørn kan koncentrere sig i kortere tid end pigerne, og deres indlæring foregår på en anden måde.

Ser man på de værdier, som tiltaler drenge, så er de næsten fordrevet fra skolelivet.

For nylig læste jeg en artikel, hvor en såkaldt ekspert anerkendte, at folkeskolen ikke løftede sin opgave i forhold til drengebørn, men han skrev også, at det for alt i verden ikke måtte ende med, at der blev indført nogen form for konkurrencestemning i folkeskolen.

Men hvorfor egentlig ikke?

Hvorfor skal ungerne leve i en naivistisk parallelverden, hvor det ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats? Børn lærer forbløffende hurtigt, og det vi lærer dem i folkeskolen er, at man skal holde lav profil, hvis man er så dygtig, at man bliver færdig før de andre – ellers får man som oftest bare flere opgaver af samme type.

Psykologiske studier viser, at drenge som udgangspunkt godt lide konflikt og konkurrence, mens piger ofte søger konsensusløsninger.

Metoden må være, at give plads til begge dele i vores skoler, så alle børn får en undervisning der passer dem.

Uanset om de er piger eller drenge

De begavede elever keder sig gudsjammerligt, fordi de ikke bliver udfordret. Ofte ender de med at blive skoletrætte, og enten opgive den videre skolegang, eller udskyde den i årevis – til stor skade for dem selv og samfundet.

De elever, som har det svært bliver ladt i stikken, og ender med at stå helt af i forhold til undervisningen.

Derfor bør vi indføre niveauopdeling i de 4 centrale fag dansk, matematik, naturfag og engelsk. Dermed bevares klassestrukturen, men samtidig sikres alle elever, at de modtager undervisning i de mest grundlæggende fag.

Dermed sikres, at alle elever i den danske folkeskole i fremtiden modtager en undervisning, som sætter dem i stand til at deltage aktivt i det demokrati, som vi fejrer i dag.

Med disse ord vil jeg ønske jer en rigtig glædelig Grundlovsdag

Tak for ordet.

Offentliggjort 24.08.10 kl. 03:01 - Jyllandsposten

Indvandrerrådgivningen er selv på kanten af diskriminationslovgivningen.

Jeg er egentlig ikke forundret over, at Indvandrerrådgivningen i et læserbrev 20/8 kritiserer mig for, at jeg i min videoblog giver udtryk for, at romaer såvel som andre befolkningsgrupper, der kommer til Danmark, skal lære sproget og kulturen at kende og naturligvis holde sig inden for loven.

Jeg blev dog noget overrasket, da jeg læste, at den offentligt støttede indvandrerrådgivning beskylder mig for at generalisere.

I sommeren 2004 kunne man nemlig på et stillingsopslag fra netop Indvandrerrådgivningen læse følgende passus: »Vi foretrækker, at du menneskeligt og politisk er orienteret mod det humanistiske. Politisk mod venstre i dansk politik.«

”En god holdning”

Da Leif Randeris blev konfronteret med, at denne passus bevæger sig på kanten af diskriminationslovgivningen, udtalte han følgende:

»Derfor har vi i stillingsopslaget forsøgt at antyde, at vi bestemt ikke selv ligger på højrefløjen i dansk politik. Vi vil gerne omgås venlige mennesker, som har en god holdning til samfundet.« Underforstået, at borgerlige mennesker ikke er hverken venlige eller har en ”god holdning til samfundet”. Indvandrerrådgivningen kritiserer mig derefter for at bringe humor ind i politik – jeg burde »i stedet satse på at tjene min løn inden for underholdningsindustrien«.

Havde de to herrer fra Indvandrerrådgivningen givet sig tid til at læse andet end første linje af min hjemmeside, ville de have fundet en lang række saglige læserbreve og tekster om bl.a. mit hjertebarn, psykiatrien.

Akademiske monologer

Havde de kunnet overleve alle de konservative holdninger, man udsættes for ved at se nogle af de øvrige videoer, ville de også have opdaget, at der bag humoren ligger solide holdninger bygget på faktisk viden.

Men politik må ikke være sjovt. I stedet for tre minutters You Tube-videoer, hvor jeg med et glimt i øjet skærer et budskab helt ind til benet, skal jeg altså uploade timelange akademiske monologer, hvor jeg grundigt belyser alle aspekter af et givent emne.

Formentlig havde Indvandrerrådgivningen aldrig hørt om mig, hvis det var den kommunikationsform, jeg havde valgt – og det er måske i virkeligheden baggrunden for deres nedladende debatindlæg. Man fornemmer, at kritikken af min form i virkeligheden bunder i uenigheden med min holdning.

Men et par ømme tæer på venstrefløjen skal ikke forhindre mig i fortsat at spidde og provokere mine politiske modstandere i videoerne på min hjemmeside.

Politik er simpelthen for alvorligt til kun at blive taget seriøst.

læs Indvandrerrådgivningens læserbrev her

Torsdag den 29. jagtede en 35-årig mand tilfældige folk i Århus i en bil. Senere forsvandt han op i en trappeopgang, og kom ned med en kniv, som han stak i ryggen på forbipasserende.

Da manden blev fremstillet i grundlovsforhør gav han udtryk for, at han havde brug for hjælp “så jeg ikke laver sådan noget her”.

Manden havde tidligere været indlagt, og da jeg talte med journalisten, som havde været til stede ved retsmødet fortalte hun, at han havde søgt hjælp tidligere på dagen men var blevet afvist.

Prøv at tænke over hvordan det føles at vide, at man er en omvandrende tidsindstillet bombe, men at man ingen hjælp kan få, fordi man ikke er syg nok!

Episoden var voldsom, men langt fra enestående – tværtimod – jeg har en mappe propfuld af avisudklip med tilsvarende historier fra de sidste 3 år.

I en anden mappe har jeg de deprimerende fakta:

- 250 pladser til 2.000 retsspykiatriske patienter
- Massiv overbelægning på alle afdelinger
- Lægemangel fordi ingen kan leve med at levere et stykke halvfærdigt arbejde
- En gennemsnitstid på 2 års ansættelse for en sygeplejerske før hun flygter ud i distrikspsykiatrien
- Alt for mange tvangsfikseringer fordi de erfarne kræfter forsvinder.
- 1½ års ventetid fra forældrende retter henvendelse til deres barn får behandling
- 50% af alle førtidspensionister sidder der pga. psykisk sygdom
- 9/10 af disse ville kunne passe et skånejob hvis de fik lov
- 1/3 vil meget gerne ud af førtidspensionens dødvande, men er fanget i et rigidt system.

Og sådan bliver det ved…

En bekendt som selv arbejder inden for psykiatrien prøvede for et par dage siden at overbevise mig om, at jeg ikke havde en chance for at blive valgt, når psykiatri var min mærkesag – det er der jo ingen som interesserer sig for… Deri tager hun fejl.

Hver 5. dansker har en psykisk lidelse, hver anden har et nært familiemedlem som er berørt, og vi har allesammen læst om tragedier som den i torsdags.

En undersøgelse lavet i samarbejde mellem Lundbeck og WHO dokumenterer, at psykiske lidelser på verdensplan medfører det største tab af livskvalitet – kun overgået af cancer!

Psykaitrien fylder langt mere i pressen i denne regionsrådsvalgkamp end i den forrige, og det skal vi være taknemmelige for – for psykiatrien er klart det mest underprioriterede område i Regionalt regí.

Det burde også fylde mere end en allerede truffet beslutning om placeringen af et sygehus i vestjylland…

Hvis man bor I vestylland er man oprørt over placeringen af det nye sygehus.

Hvis man bor på djursland er det frustrerende, at al offentlig trafik holder op omkring kl. 22.

Hvis man bor I Århus er man fuldstændig ligeglad med Regionsrådet…

Der ligger et universitetshospital i vores baghave, de lokale busser styres af byrådet, og man behøver faktisk ikke at flytte sig til andre byer, for hvad har de egentlig, som vi ikke selv har?

Til gengæld har vi også en stor koncentration af psykisk syge – og det er primært regionens opgave at tage sig af dem – en opgave, som slet ikke varetages godt nok.

Hvis et barn udviser har psykiske problemer, er der ventetid på et år før de får en diagnose – og yderligere 9 måneders ventetid før de kan komme i behandling. På det tidspunkt vil sygdommen have nået et stadie, som sandsynligvis vil vare resten af livet.

Antallet af kriminelle psykisk syge er steget eksposivt gennem snart 15 år. Der er i dag ca 2000 kriminelle, som er dømt til behandling i retspsykiatrien – og her har man 250 pladser… Derfor bliver disse mennesker enten indsat i fængsler, eller får lov til at gå rundt uden opsyn – mellem alle os andre.

Næsten hver eneste uge kan man i avisen læse om endnu et sammenstød mellem politiet og en psykisk syg – sammenstød som ofte ender med at politiet trækker våben, for deres uddannelse rækker slet ikke til håndteringen af de psykisk syge.

Antallet af sengepladser på de lukkede afdelinger er så lavt, at når man holder det ugentlige planlægningsmøde, vurderer man ikke, hvem der er klar til at blive udskrevet – vurderingen handler om, hvem der vil tage mindst skade af at blive udskrevet.

Når straffen for en patient som er blevet dømt til behandling er udstået, skal den pågældende udskrives – ligegyldig om vedkommende er stærkt psykotisk. Som en psykiater jeg talte med sagde, så giver man dem en håndfuld piller, og krydser fingre for, at når man ser dem igen, så bliver det for en mindre alvorlig forbrydelse!

Dertil kommer de mange “mindre alvorlige” psykiske lidelser – især depression, stress og anoreksi som nærmest er blevet til folkesygdomme – alle nedprioriterede i sundhedssektoren.

Alle disse ting har regionsrådet indflydelse på, og alle disse ting vedrører alle os Århusianere direkte – syge som raske. Og det er derfor, at valget til regionsrådet ikke bare er et ligegyldigt sekundært valg – og det er derfor, at århusianere skal stemme på en kandidat, som er opmærksom på de enorme udfordringer psykiatrien står over for.

Her er min tale som jeg holdt på Det Konservative Folkepartis Landsråd 2008:

I dag skal en ud

Disse eksakte ord blev sagt på en morgenkonference på en psykatrisk afdeling i Danmark i den forgangne uge.

Ikke ”hvem er rask nok til hjemsendelse”

Men kort, kontant og kynisk: ”i dag skal en ud”
- For der kom en ny ind, som var endnu mere syg end ham som skulle sparkes ud.

Den omtalte afdeling nedlagde for få år siden en hel sektion, og i dag kører den med en permanent overbelægning på ca. 25%

Snart skal de desuden modtage en ny patientgruppe – de 18 til 21-årige – en gruppe som typisk består af 1. gangsindlagte, hvoraf mange er stofmisbrugere og stærkt psykotiske.

Jeg talte med nogle af de ansatte.

”Uansvarligt!” sagde en sygeplejerske ganske kort.

En anden erfaren dame sagde resigneret ”der sker ikke noget før der kommer lig på bordet”.

Så jeg talte med en af spidserne i vores parti. ”Hvad er vores politik – hvad kan vi forvente af forbedringer”.

Svaret var nedslående.

”Ikke ret meget – det er for dyrt”

Denne påstand har Lene heldigvis dementeret i går med forslaget om at tilføre psykiatrien 100 mio.

For det er rigtigt at det er dyrt.

Men spørgsmålet er, hvad det koster at lade være.

Hvad koster det:
At udskrive svært psykisk syge som er til fare for sig selv og andre, og som næsten altid vender tilbage til fornyet behandling fordi de slet ikke blev færdigbehandlet første gang.

Hvad koster det:
At et i forvejen presset politikorps igen og igen møder psykotiske patienter i deres arbejde, selvom de slet ikke er uddannede til at håndtere dem.

Og at de alt for ofte agerer tvangstaxa mellem bopæl og hospital for de patienter der alligevel ikke var klar til at blive sendt hjem.

Hvad koster det:
- at 9 ud af 10 af de mennesker der er parkeret på førtidspension pga. psykisk sygdom under de rette omstændigheder faktisk kunne passe et arbejde – hvis de fik lov

Hvad koster det:
- at mennesker med depression eller angst – den kender jeg personlig 2 af – skal bruge deres yderst sparsomme kræfter på at tigge de sociale myndigheder om at få anerkendt deres sygdom.

- Og så får at vide, at de ikke må tage for meget initiativ, for så holder hjælpen op!

Hvad koster det:
- at lade børn af psykisk syge stå uden nogen form for hjælp, når mor eller far ikke engang kan tage sig af sig selv

Hvad koster det:
- at lade psykisk syge børn vente først op til 9 måneder på en undersøgelse

- og derefter vente lige så længe på at få en behandling

- Med vores behandling af de børn skaber vi fremtidens tabere!

Ja hvad koster det?

Jeg ved at det er menneskeligt set er højst urentabelt

Men jeg ved ikke hvordan det ser ud i kroner og ører.

Derfor vil jeg indstille til, at Det Konservative Folkeparti tager initiativ til at få lavet en tilbundsgående undersøgelse af hvad det egentlig koster, at have så elendig en psykiatri, som det er tilfældet i verdens mest udbyggede velfærdssamfund.

Så tror jeg, at vi vil se, at det også er økonomisk urentabelt.

Siden 1998 er antallet af psykisk syge på førtidspension 3-doblet skriver Berlingske Tidende.

Psykiater Morten Birket-Smith vurderer, at 9 ud af 10 førtidspensionister med psykiske lidelser har fået pension uden at have en reel sindssygdom.

Endnu engang ser vi en fuldstændig fejlagtig behandling af psykiske patienter – med alt for få sengepladser til patienter med svære psykiske lidelser, og nu en håndtering af lettere psykiske lidelser, som presser patienterne ud af samfundet, og dermed fratager dem selvværd, værdifølelse og tilhørsforhold, når de har mest brug for det.

Det lader til, at være en generel tendens i samfundet, at “rigtige” sygdomme prioriteres væsentlig højere end psykiske lidelser – alle kan brække en arm eller få kræft, men psykiske lidelser er i vores ellers åbne samfund stadig tabu.

For omkring 3 mia. kunne vi få en velfungerende psykiatri for de svært psykisk syge – ifølge en garvet retspsykiater jeg talte med op til sidste valgkamp.

Heldigvis er der så småt ved at komme politisk fokus på området.

I virkeligheden er det både dumt og uanstændigt ikke at sørge for en ordentlig psykiatri.

Dumt fordi en for tidligt afbrudt psykiatrisk behandling medfører tilbagefald og dermed en behandling, som skal starte forfra – og dermed øges udgifterne som for en indlagt patient svinger mellem 3 – 5.000 kr om dagen.

Uanstændigt fordi svært psykisk syge er de svageste mennesker i vores samfund.
Uanstændigt fordi disse mennesker risikerer at gøre skade på sig selv eller andre.
Uanstændigt fordi vi taler om flere velfærdsydelser til middelklassen, mens vi ignorerer dem, som har virkelig brug for hjælp.

Jeg skammer mig over, at vi giver vores samfunds svageste en så elendig behandling.