SF har længe stormet frem i meningsmålingerne – dels pga. et svagt socialdemokrati, og dels fordi Villy Søvndal dygtigt har kamoufleret hvad SF egentlig står for.

SF er nemlig ærkesocialistisk – det glemmer folk bare, når de ser den lune Søvndal tale om “ansvarlighed, social tryghed og fællesskab,” som han gør det i sin tale til SF’s netop overståede landsråd.

Han taler som han har forstand til – bl.a. når han udtaler: “vi ved, at en demokratisk regulering af markedet er nødvendig, hvis ikke kapitalismen skal løbe løbsk.”

Naturligvis skal han også lige sole sig i lånte fjer.

Han glemmer totalt, at Obama var en af de største fortalere for indførelsen af Sub-Prime lånene i USA – den absolut primære årsag til den nuværende krise, og udtryk for hvad der sker, når man forsøger at regulere markedet – banksektoren er et af de mest gennemregulerede områder overhovedet.

“Det er den skæveste fordelingspolitiske reform i nyere tid”,

“jeg tror der sidder rigtig mange førtidspensionister og folk med lave indkomster, der bliver skuffede, når de sætter sig ned og regner på dette…”

“regeringen cementerer blokpolitikken i Danmark”.

Ovenstående er udtalelser fra Helle, Villy og Helveg og ovenstående er alt sammen sandt!

Det er korrekt, at de mennesker som betaler mest i skat også er dem som får lov til at beholde mest, når skatteprocenten sænkes – det giver næsten sig selv.

Det væsentlige er, at der ikke er nogen, som bliver fattigere af reformen pga. det øgede bundfradrag og den indkomstgraduerede “grønne check” for at dække de øgede miljøafgifter.

Men det er sådan set slet ikke det væsentlige i denne debat – det er derimod formålet med reformen.

For formålet har aldrig været at skabe mere lighed i samfundet.
Formålet har aldrig været, at mennesker på passiv forsørgelse skulle have flere penge mellem hænderne.
Formålet har aldrig været at føre socialpolitik.

Formålet var at få dæmme op for den meget alvorlige krise, som i øjeblikket sender yderligere 1000 mennesker om måneden ud i arbejdsløshed og at få folk i den arbejdsdygtige alder til at arbejde lidt mere, nu hvor antallet af pensionister i løbet af få år vil stige dramatisk.

Selvom reformen langt fra er optimal sikrer den alligevel knap 20.000 arbejdspladser – og hvad bør være fokus i en krisetid – at folk som mister deres arbejde stilles lidt bedre – eller at folk slet ikke mister deres arbejde?

Og det er netop hvad debatten i dagbladene handler om i disse dage.

Havde man lavet et bredt forlig, ville de laveste indkomstgrupper sikkert have fået et par hundrede mere om måneden – men antallet af nye jobs ville så være tilsvarende mindre.

Derfor har regeringen ført blokpolitik – alternativet ville ganske enkelt have været uansvarligt.

Ind til nu har der været en pukkel af folk med lønninger lige omkring topskatten, fordi man i lønforhandlingen hellere har villet have flere fridage, end man ville stige et løntrin
 Denne tendens vil nu blive ændret, ved at man hæver topskattegrænsen med 54.400 kr, så yderligere 350.000 danskere slipper for topskatten.

Alt i alt er skattereformen et skridt på vejen mod at fremtidssikre Danmark

- men et skridt som bør følges af flere.

…kan man ligeså godt gifte sig.

SF og S har annonceret, at de vil stå last og brast med hinanden i forhandlingerne om skattereformen, og fortsætter dermed den linie de gennem den senere tid har lagt.

Ud fra de meldinger alliancen er kommet med ind til videre, er der ingen tvivl om hvem der har bukserne på i det forhold.

SF prioriterer velfærd over arbejdsudbud

SF ønsker at EU ændre stabilitetspagten, så en lav inflation ikke længere er målet – der skal føres ekspansiv finanspolitik.

SF ønsker en vækstpakke frem for skattelettelser

SF/S er imod at fradraget for indbetalinger til fagforeninger skal sænkes(men store fortalere for at de fjernes for erhvervslivet).

SF/S mener at bunden er vigtigere end toppen, at erhvervslivet skal have færre skattefordele, og at skatten på forurening skal op.

De ovenstående udpluk fra de seneste ugers dagspresse viser et klart billede af SF som den proaktive. S har efter lang tids forgæves vaklen nu endelig fundet sin fortælling – beklageligvis tilhører den en andet parti – Folkesocialisterne.

Spørgsmålet er, om vi på sigt vil se SF lederen af oppositionen, eller om der vil ske en regulær sammenlægning af de to partier.

Steen Gade er faktisk en meget sympatisk mand. Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham til lidt politisk debat et par gange, og jeg fik et klart indtryk af, at her var en mand som – trods vores meningsforskelle – ikke var mere ideologisk, end at man kunne føre en fornuftig samtale med ham.
Parolerne var ikke det første man mødte i hans ordforråd.

Derfor er det da også  særligt beskæmmende, at det netop er ham som på Berlingerens spørgsmål “hvad har du selv gjort” – i forbindelse med regeringens kampagne om personligt ansvar – svarer følgende:

Jeg stemmer rigtigt.

Det er nemlig udtryk for den arrogante selvsuggesion, som venstrefløjen har. Der er “os” og “dem” – de gode og de onde. Stemmer man “forkert” – altså borgerligt – så tager man kun ansvar for sig selv.

Senere i interviewet kommer endnu et interessant svar på journalistens spørgsmål:

Men hvilken konkret gavn har det for vores samfund? »Altså lige mit ansvar betyder ikke så meget for velfærdssamfundet.

Bemærk hvordan “samfund” bliver til “velfærdssamfund” – samfundet falder helt og aldeles sammen med den måde vi har indrettet borgerens forhold til staten – ikke noget med lokalsamfund, ikke noget med relationer mellem mennesker, ikke noget med personligt ansvar.

Når regeringen forsøger at sætte det personlige ansvar i fokus handler det netop ikke om staten. Det handler om, at vi som individder skal tænke lidt mere over hvad vi selv kan gøre, før vi kræver af andre.

Grundlæggende et meget sympatisk projekt – beklageligvis har man så valgt at anlægge en vinkel på det, hvor det tilsyneladende kun er de rigeste, som skal yde mere personligt ansvar – dem som i forvejen straffes med topskatten. Det vil næppe få disse mennesker til at føle sig mere velkomne i samfundet, at man nu også klandrer dem for at være dårlige samfundsborgere.

Villy Søvndal afskriver socialismen.

I en artikel på 180grader kan man nu læse, at Villy Søvndal går ind for en nogenlunde kapitalistisk model:

Jeg er selv mere og mere overbevist om, at styrken i vores samfund er samspillet mellem en meget fleksibel privat sektor og en ret duelig offentlig sektor i forhold til mange andre typer af samfund.

Hr. Søvndal er godt i gang med at lave samme manøvre med sit parti, som Anders Fogh gjorde med sit engang liberalistiske parti – han overhaler sin mere moderate meningsfælle indenom, og skaber endnu et midtersøgende parti.
Åbenbart er hr. Søvndal nervøs for at hans bagland skal forplumre billedet af hans nye strømlinede parti – ihvertfald har man fjernet alle link til folketingskandidater fra partiets hjemmeside. Kun de indvalgte er repræsenteret, og har hver fået en blog at skrive på, så partiet kan være med på beatet.
Imidlertid er det åbenbart ikke noget som alle de indvalgte er – for der er en del af de blogs, der ikke indeholder et eneste indlæg.

Det lader til at være SF’s nye sundhedspolitik.
SF’s sundhedsordfører Karl Bornhøft luftede for nyligt den opsigtsvækkende tanke, at det skulle forbydes folk at ryge i deres eget hjem – fordi det kan trænge op gennem gulve og sprækker!
Nu trækker han så lidt igen i et lettere selvmodsigende interview til Nyhedsavisen:

Så du mener det ikke?

- Ja, jeg gør rede for lige bagefter, at det mener jeg faktisk ikke.

Hvorfor siger du det, hvis du ikke mener det?

- Jamen, jeg mener det rent faktisk, hvis det altså er det, der skal til. Men jeg mener faktisk ikke, at det er det, der skal til….

Jeg er forvirret!?

SF burde bestemme sig – vil man tillade folk at ryge under den nuværende lovgivning, som generer rygere i deres hverdag, eller vil man gøre livet så surt for dem, at de “frivilligt” opgiver smøgerne – for Ole Sohn tør åbenbart ikke sige det som SF de facto mener – nemlig at man skal lovgive for hvad der må ske inden for hjemmets 4 vægge.
Så må man rejse til udlandet hvis man ønsker den frihed – ligesom alle de højtuddannede kan, hvis de gerne vil beholde lidt mere af deres sidst tjente kroner.