Ole Sohn undskylder den totale mangel på realitetssans i Fair Løsning ved, at de 12 minutter “bare var en overskrift” – men det er langt fra den eneste overskrift, som venstrefløjen er kommet med siden sidste valg.
Fælles for dem alle er, at de er ufinansierede, hvilket før eller siden betyder, at pengene formentlig skal findes ved øget beskatning til skade for samfundsøkonomien.

Her er en samling af de mange udgifter, som venstrefløjen har foreslået siden 2008 – et bekymrende stort beløb i betragtning af, at der stadig ikke rigtig er kommet noget realistisk bud på, hvordan de vil finde de første 15 milliarder…

S og SF har begået et økonomisk udspil, som skal bilde danskerne ind, at de er øknomisk ansvarlige.

Udspillet indeholder bl.a. et forslag om at stavnsbinde højtuddannede i Danmark, da de trues med at skulle betale deres SU tilbage, hvis de formaster sig til at ville bo et andet sted end i skatteborgen Danmark.

Socialdemokratiet har endnu engang brillieret ved at deponere sin økonomiske ansvarlighed i lommen på Villy Søvndal.

Denne gang er udspillet en rigtig god omgang idealistisk socialisme – alle skal være lige, og de rige skal bløde!

Helle Thorning gør sig til talsmand for en “millionærskat” – folk, som har en indkomst på over 1 million, skal betale yderligere 5% i topskat.

Det vil ramme ca 20.000 danskere, og vil umiddelbart betyde en forsvindende lille ekstraindkomst for staten.

På længere sigt vil det betyde, at disse 20.000 højtuddannede,  eliten af virksomhedslederne, iværksættere og eksperter vil finde det mindre attraktivt at gå på arbejde – mange af dem arbejder mindst 70 timer om ugen – en prioritering mellem arbejde og familieliv, som de færreste danskere er villige til at foretage.

Det er især disse 20.000, som er motoren i vores økonomi - det er dem, som skaber arbejdspladserne i deres virksomheder, og dermed giver os andre vores levebrød.

Men det er også disse 20.000 mennesker, som med største lethed – og ofte med stor økonomisk gevinst - kan rykke teltpælende op og flytte til udlandet.

I london alene findes der i skrivende stund ca. 48.000 danske familier, som er udvandret – de fleste er netop de højtuddannede, som vi mangler allermest i Danmark.

Så “millionærskatten” vil være en kortvarig affære – de som rammes vil nemlig næppe være at finde i kongeriget ret mange år fremover.

Den økonomiske ansvarlighed, som trods alt var kendetegnende for Nyrup-regeringen, er socialdemokraterne ved at smide overbord til fordel for en tilbagevenden til Anker Jørgensens økonomiske katastrofekurs – godt hjulpet på vej af folkesocialisterne.

Lykkeligvis har flertallet af danskerne lært af historien – en undersøgelse viser, at 54,8 procent mener, at det vil være skadeligt for økonomien.

Lad os håbe at de husker det, når valget kommer…

“Det er den skæveste fordelingspolitiske reform i nyere tid”,

“jeg tror der sidder rigtig mange førtidspensionister og folk med lave indkomster, der bliver skuffede, når de sætter sig ned og regner på dette…”

“regeringen cementerer blokpolitikken i Danmark”.

Ovenstående er udtalelser fra Helle, Villy og Helveg og ovenstående er alt sammen sandt!

Det er korrekt, at de mennesker som betaler mest i skat også er dem som får lov til at beholde mest, når skatteprocenten sænkes – det giver næsten sig selv.

Det væsentlige er, at der ikke er nogen, som bliver fattigere af reformen pga. det øgede bundfradrag og den indkomstgraduerede “grønne check” for at dække de øgede miljøafgifter.

Men det er sådan set slet ikke det væsentlige i denne debat – det er derimod formålet med reformen.

For formålet har aldrig været at skabe mere lighed i samfundet.
Formålet har aldrig været, at mennesker på passiv forsørgelse skulle have flere penge mellem hænderne.
Formålet har aldrig været at føre socialpolitik.

Formålet var at få dæmme op for den meget alvorlige krise, som i øjeblikket sender yderligere 1000 mennesker om måneden ud i arbejdsløshed og at få folk i den arbejdsdygtige alder til at arbejde lidt mere, nu hvor antallet af pensionister i løbet af få år vil stige dramatisk.

Selvom reformen langt fra er optimal sikrer den alligevel knap 20.000 arbejdspladser – og hvad bør være fokus i en krisetid – at folk som mister deres arbejde stilles lidt bedre – eller at folk slet ikke mister deres arbejde?

Og det er netop hvad debatten i dagbladene handler om i disse dage.

Havde man lavet et bredt forlig, ville de laveste indkomstgrupper sikkert have fået et par hundrede mere om måneden – men antallet af nye jobs ville så være tilsvarende mindre.

Derfor har regeringen ført blokpolitik – alternativet ville ganske enkelt have været uansvarligt.

Ind til nu har der været en pukkel af folk med lønninger lige omkring topskatten, fordi man i lønforhandlingen hellere har villet have flere fridage, end man ville stige et løntrin
 Denne tendens vil nu blive ændret, ved at man hæver topskattegrænsen med 54.400 kr, så yderligere 350.000 danskere slipper for topskatten.

Alt i alt er skattereformen et skridt på vejen mod at fremtidssikre Danmark

- men et skridt som bør følges af flere.

…kan man ligeså godt gifte sig.

SF og S har annonceret, at de vil stå last og brast med hinanden i forhandlingerne om skattereformen, og fortsætter dermed den linie de gennem den senere tid har lagt.

Ud fra de meldinger alliancen er kommet med ind til videre, er der ingen tvivl om hvem der har bukserne på i det forhold.

SF prioriterer velfærd over arbejdsudbud

SF ønsker at EU ændre stabilitetspagten, så en lav inflation ikke længere er målet – der skal føres ekspansiv finanspolitik.

SF ønsker en vækstpakke frem for skattelettelser

SF/S er imod at fradraget for indbetalinger til fagforeninger skal sænkes(men store fortalere for at de fjernes for erhvervslivet).

SF/S mener at bunden er vigtigere end toppen, at erhvervslivet skal have færre skattefordele, og at skatten på forurening skal op.

De ovenstående udpluk fra de seneste ugers dagspresse viser et klart billede af SF som den proaktive. S har efter lang tids forgæves vaklen nu endelig fundet sin fortælling – beklageligvis tilhører den en andet parti – Folkesocialisterne.

Spørgsmålet er, om vi på sigt vil se SF lederen af oppositionen, eller om der vil ske en regulær sammenlægning af de to partier.