Venstrefløjen har foreslået, at indføre kønsneutrale børnehaver, hvor alle tiltag til kønsforskelle skal udviskes. Jeg håber, at der er sat penge af i Fair Løsning til psykologbehandling til de stakkels børn, når de kommer i puberteten…

“Socialdemokraterne siger ikke nej til alt, hvad VK foreslår” – sådan skriver Christine Antorini 09.12.10. Det synes at være en sandhed med modifikationer. Alt hvad socialdemokraterne har sagt det sidste halve år har haft sigte på de forjættede ministertaburetter. Med det mål har SF solgt sin sjæl og S holder nu tilsyneladende brandudsalg på børnene i folkeskolen.

Antorini henviser som sædvanlig til den sorte skole, når jeg tillader mig at nævne ordene faglighed og niveauopdeling.

Hun henviser til forskning,som viser, at en permanent opdeling i et A og et B hold ikke er gavnlig, hvilket er helt korrekt. Havde Antorini virkelig ikke sagt ne,j til alt hvad VK foreslår, så havde hun formentlig taget sig tid til at sætte sig ind i substansen i mit forslag.

Jeg ønsker at bevare klassestrukturen, men med niveauopdeling i dansk, engelsk, matematik og naturfag. Opdelingen skal jævnligt revurderes, da den enkelte elevs modenhed kan svinge fra år til år.

I Sverige har “kunskapskolan” stor faglig og pædagogisk succes med en lignende model. Det er ganske enkelt forkert, når Antorini påstår at forskningen taler mit forslag imod.

Jeg ønsker, at der kommer et større pædagogisk fokus på drengebørns indlæring, som er fundamentalt anderledes end pigers.

30% af drengene kategoriseres som “problematiske” af de lærere, som varetager deres undervisning og af en ungdomsårgang gennemfører hele 15% flere piger end drenge en ungdomsuddannelse. Tallene placerer os i ligestilling på en 25. plads ud af 28 i OECD.

Men hvad er så det socialdemokratiske alternativ?

Man vil indføre en dyr tolærerordning for de mindste klasser, hvilket forekommer besynderligt, eftersom det først er fra 3. klasse, børnene begynder at sakke bagud. Man vil købe en masse IT-udstyr i formodningen om, at folk var dummere før vi fik computeren, og man vil med helhedsskolen tage det endelige skridt til en statsopdragelse af vores børn.

Imens fortsætter tallene med at stige. Antallet af drengebørn som mistrives. Mængden af begavede børn som bliver skoletrætte, og strømmen af svage elever der forlader skolen som funktionelle analfabeter – alt sammen i enhedsskolens hellige navn.

En folkeskole i stramme tøjler er ikke til gavn for eleverne.

I et svar på regeringens planer om en friere folkeskole (JP 14/11), præsterer Socialdemokraternes ordfører på området, Christine Antorini (CA), et automatsvar, som er en telefonsvarer værdig. Svaret er nej, og som bevidstløs telefonsvarer kunne CA lige så godt være ordfører for resten af oppositionen.

Folkeskolen skal styres, reguleres og fortsætte med at være ufleksibel.

Mantraet er, at alle skal mases ind i den rummelige folkeskole. Her skal børnene lære, at folk kommer fra forskellige kår og baggrund – og dette faktum bruges oftest til at skyde ethvert tiltag i retning af fleksibilitet og øget faglighed ned.

Faktum er nemlig, at vi har en folkeskole, der kunne være langt mere fleksibel. Vi har en skole, der ikke tager det nødvendige hensyn til børnenes individuelle forskelle, navnlig kønsforskelle og den individuelle faglighed.

Skal mødes på eget niveau

Regeringens forslag om at fjerne regler og dermed lægge ansvaret for holddeling mv. i skolen ud kunne netop bidrage til en skole, der forstår at møde alle på eget niveau.

Det er på tide, at vi anerkender, at piger og drenge fra barnsben ikke nødvendigvis tænker ens eller søger bekræftelse samme sted.

Drenge er bedre udstyret til at håndtere én ting ad gangen og har tit og ofte sprogbesvær. De kan ikke i samme grad som piger strukturere deres aktiviteter og formulere sig.

Det har ikke noget med intelligens at gøre. Det skyldes forskelle i vores fysik, navnlig vores hjerner. Forskellen bør afspejles i vores skole, og derfor er jeg er en varm tilhænger af holdopdeling i skolen.

Som tingene står nu, ændres intet, og der vil i klasselokalerne landet over sidde elever, som kunne have lært langt mere, hvis centrale fag som dansk, matematik, engelsk og naturfag blev delt op efter kvalifikationer og modenhed frem for alder.

Folkeskolen i dag taber de svageste elever, en stor del af drengene og efterlader de begavede frustrerede og skoletrætte.

Den eneste måde at nå frem til den rummelige folkeskole på, som venstrefløjen taler om, er at lade børnene få den undervisning, der passer til deres niveau, køn og modenhed.

Første gang bragt i JP Århus 05.12.10

http://jp.dk/indland/aar/meninger/article2267190.ece

LÆS CHRISTINE ANTORINIS SVAR HER

http://jp.dk/opinion/breve/article2271693.ece

Ole Sohn undskylder den totale mangel på realitetssans i Fair Løsning ved, at de 12 minutter “bare var en overskrift” – men det er langt fra den eneste overskrift, som venstrefløjen er kommet med siden sidste valg.
Fælles for dem alle er, at de er ufinansierede, hvilket før eller siden betyder, at pengene formentlig skal findes ved øget beskatning til skade for samfundsøkonomien.

Her er en samling af de mange udgifter, som venstrefløjen har foreslået siden 2008 – et bekymrende stort beløb i betragtning af, at der stadig ikke rigtig er kommet noget realistisk bud på, hvordan de vil finde de første 15 milliarder…

LO’s Harald Børsting kritiserer regeringen for at have startet en krig mod fagbevægelsen efter at man i genopretningspakken foreslået, at der lægges et loft på 3.000 kr. over fradraget på fagforeningskontingenterne.

Men hvem var det egentlig som affyrede det første skud.

S og SF har begået et økonomisk udspil, som skal bilde danskerne ind, at de er øknomisk ansvarlige.

Udspillet indeholder bl.a. et forslag om at stavnsbinde højtuddannede i Danmark, da de trues med at skulle betale deres SU tilbage, hvis de formaster sig til at ville bo et andet sted end i skatteborgen Danmark.

I forbindelse med at 2010 er EU’s fattigdomsår er det noget helt galt med vores definition af fattigdom – se her hvorfor jeg åbenbart er en fattigrøv…

Jeg har netop overværet en debat på DR2 mellem Klaus Hjort, Villy Søvndal, Helle Thorning og Lene Espersen.

Emnet var ikke overraskende – krisen.

Der var naturligvis forskellige tilgange til, hvordan vi “løser” krisen – eller “fører Danmark så skånsomt gennem krisen”, som Klaus Hjort lidt mere rammende formulerede problemstillingen.

Helle Thorning frygtede, at krisen ville blive langvarig, og hendes løsning var – som Anker Jørgensens under sidste finanskrise – at låne penge til at lave offentlige investeringer – noget som primært skulle bruges på anlægsbyggerier – en såkaldt fremtidsinvestering af vores samfund.

Vækst var det vigtigste ifølge Helle – i god gammeldags Socialistisk tradition er en kunstigt oppustet økonomi og en lav arbejdsløshed vigtigere end økonomisk ansvarlighed og en lav inflation.

Har man ingen penge må man opbygge gæld og spendere frem for at sætte overforbruget ned…

Lidt frustrerende at få at vide, når man som konservativ i årevis har argumenteret for at holde igen med statsbudgetterne for at fjerne den astronomiske gæld, som Anker Jørgensen overlod til os efter sidste længerevarende finanskrise, hvor han nonchalant kastede håndklædet i ringen, da hans “tag lån og forbrug” model havde ført Danmark på randen af en statsbankerot.

Klaus Hjort pointerede, at kun 8% arbejder inden for byggebrancen, og at det næppe var løsningen på alle vores problemer, at fokusere ensidigt på dette område.

Dette brugte Villy på dygtig retorisk vis, da han bad Hjort fortælle det til de 7.500 unge nyuddannede håndværkere, som ikke kunne få et arbejde – elegant og manipulatorisk, sådan at tage et generelt problem og trække det ned på et personligt plan – sætte et menneskeligt ansigt på tallene.

Helle brokkede sig over, at regeringen ikke sørgede for, at flere havde en uddannelse, så de kunne få et job – Jeg kan blot konstatere, at tilgangen til universiteterne i år har været rekordhøj, og at mange har måttet nøjes med anden eller tredjeprioritet på ønskelisten pga. den store tilgang – et faktum, som understreger Lenes pointe om, at en af de få gode konsekvenser ved krisen er, at flere tager en uddannelse i stedet for at gå efter de lette penge ved at tage sig et arbejde umiddelbart efter folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.

Villy fortalte meget korrekt hvad konservativ politik er – bl.a. at vi i forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen havde ønsket dagpengeperioden sat ned fra 4 til 2 år

I Sverige har man sænket perioden til 300 dage…

Hvad Villy glemte at fortælle den opmærksomme seer var, at kurverne over hvor mange der finder et job i løbet af perioden er næsten identisk i Danmark og Sverige – kort før periodens udløb er der en markant stigning i antallet af modtagere som finder et job – dog er det endelige antal lidt større i Sverige – formentlig fordi det er lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter 300 dage end efter 4…

Ligeledes bryder Villy & Helle  sig formentlig heller ikke om det markante fald i medlemsantallet af fagforeningerne, som reformen har medført i Sverige…

Lidt indstuderet kom Helle under debatten til at tænke på dem, som havde kritiseret Obamas ideer til løsning krisen under præsidentvalgkampen (Obama er jo populær i Europa, så hvorfor låne lidt af hans solskin) – “hvor ville verden være i dag, hvis ikke han havde gennemført sine reformer” lød det dramatisk.

Jeg erkender ikke at have svaret på det spørgsmål, men jeg ved, at USA ved afslutningen af hans præsidentperiode ikke ville have have øget sin udlandsgæld fra 3 til 10 trillioner dollars – hvilket er hvad de økonomiske fremskrivninger i øjeblikket kalkulerer med…

I politiske kredse plejer man at sige, at vælgernes hukommelse ikke er længere end et halvt år…

Det er mit stille håb, at danskerne husker meget længere tilbage når valget kommer – helt tilbage til halvfjerserne hvor venstrefløjens løsning på en økonomisk krise var som i dag.

“Tag lån og forbrug”

Socialdemokratiet har endnu engang brillieret ved at deponere sin økonomiske ansvarlighed i lommen på Villy Søvndal.

Denne gang er udspillet en rigtig god omgang idealistisk socialisme – alle skal være lige, og de rige skal bløde!

Helle Thorning gør sig til talsmand for en “millionærskat” – folk, som har en indkomst på over 1 million, skal betale yderligere 5% i topskat.

Det vil ramme ca 20.000 danskere, og vil umiddelbart betyde en forsvindende lille ekstraindkomst for staten.

På længere sigt vil det betyde, at disse 20.000 højtuddannede,  eliten af virksomhedslederne, iværksættere og eksperter vil finde det mindre attraktivt at gå på arbejde – mange af dem arbejder mindst 70 timer om ugen – en prioritering mellem arbejde og familieliv, som de færreste danskere er villige til at foretage.

Det er især disse 20.000, som er motoren i vores økonomi - det er dem, som skaber arbejdspladserne i deres virksomheder, og dermed giver os andre vores levebrød.

Men det er også disse 20.000 mennesker, som med største lethed – og ofte med stor økonomisk gevinst - kan rykke teltpælende op og flytte til udlandet.

I london alene findes der i skrivende stund ca. 48.000 danske familier, som er udvandret – de fleste er netop de højtuddannede, som vi mangler allermest i Danmark.

Så “millionærskatten” vil være en kortvarig affære – de som rammes vil nemlig næppe være at finde i kongeriget ret mange år fremover.

Den økonomiske ansvarlighed, som trods alt var kendetegnende for Nyrup-regeringen, er socialdemokraterne ved at smide overbord til fordel for en tilbagevenden til Anker Jørgensens økonomiske katastrofekurs – godt hjulpet på vej af folkesocialisterne.

Lykkeligvis har flertallet af danskerne lært af historien – en undersøgelse viser, at 54,8 procent mener, at det vil være skadeligt for økonomien.

Lad os håbe at de husker det, når valget kommer…