Læserbrev bragt i JP - Offentliggjort 18.01.10 kl. 03:00

Der er blevet spået mangt og meget om, hvilke begivenheder og følelser 2010 vil føre med sig.

Tillad mig at komme med min spådom – det bliver et frygtens år.

Frygten blandt kunstnere og andet godtfolk for at tale nedsættende om islam, frygten for finanskrise og arbejdsløshed, frygten for ikke at vinde næste valg.

Det er netop den sidste frygt, der efterlader Venstre paralyseret. Efter euro-reglerne må underskuddet på de offentlige finanser ikke være mere end 3 pct. af BNP, og næste år forventes de at være på 5,5 pct.

Blandt OECD-landene spås væksten i Danmark til at blive den fjerdelaveste. Og væksten i den offentlige sektor overhaler den private med 1,8 pct. mod 1,2 pct.

Afskaffelse af efterlønnen er et af de mest effektive redskaber, som vi har til at holde kvalificeret arbejdskraft på arbejdsmarkedet, og sammen med en fremskyndelse af velfærdsforligets reformer er det stadig muligt at sikre fremtidens velstand.

Det er ikke overraskende, at Dansk Folkeparti pr. rygmarvsreaktion er imod forslaget, alene fordi det er de konservative, som stiller det, men naturligvis også, fordi det er kernevælgerens interesser, der trues.

Tragisk er det, at Venstre endnu en gang viser sig at være det parti, som ikke tør tage ansvar og træffe nødvendige beslutninger.

Hvad Venstre bør frygte mest, er ikke vælgernes dom – det er frygten for handling, der kommer til at koste regeringen livet.

Jeg har netop overværet en debat på DR2 mellem Klaus Hjort, Villy Søvndal, Helle Thorning og Lene Espersen.

Emnet var ikke overraskende – krisen.

Der var naturligvis forskellige tilgange til, hvordan vi “løser” krisen – eller “fører Danmark så skånsomt gennem krisen”, som Klaus Hjort lidt mere rammende formulerede problemstillingen.

Helle Thorning frygtede, at krisen ville blive langvarig, og hendes løsning var – som Anker Jørgensens under sidste finanskrise – at låne penge til at lave offentlige investeringer – noget som primært skulle bruges på anlægsbyggerier – en såkaldt fremtidsinvestering af vores samfund.

Vækst var det vigtigste ifølge Helle – i god gammeldags Socialistisk tradition er en kunstigt oppustet økonomi og en lav arbejdsløshed vigtigere end økonomisk ansvarlighed og en lav inflation.

Har man ingen penge må man opbygge gæld og spendere frem for at sætte overforbruget ned…

Lidt frustrerende at få at vide, når man som konservativ i årevis har argumenteret for at holde igen med statsbudgetterne for at fjerne den astronomiske gæld, som Anker Jørgensen overlod til os efter sidste længerevarende finanskrise, hvor han nonchalant kastede håndklædet i ringen, da hans “tag lån og forbrug” model havde ført Danmark på randen af en statsbankerot.

Klaus Hjort pointerede, at kun 8% arbejder inden for byggebrancen, og at det næppe var løsningen på alle vores problemer, at fokusere ensidigt på dette område.

Dette brugte Villy på dygtig retorisk vis, da han bad Hjort fortælle det til de 7.500 unge nyuddannede håndværkere, som ikke kunne få et arbejde – elegant og manipulatorisk, sådan at tage et generelt problem og trække det ned på et personligt plan – sætte et menneskeligt ansigt på tallene.

Helle brokkede sig over, at regeringen ikke sørgede for, at flere havde en uddannelse, så de kunne få et job – Jeg kan blot konstatere, at tilgangen til universiteterne i år har været rekordhøj, og at mange har måttet nøjes med anden eller tredjeprioritet på ønskelisten pga. den store tilgang – et faktum, som understreger Lenes pointe om, at en af de få gode konsekvenser ved krisen er, at flere tager en uddannelse i stedet for at gå efter de lette penge ved at tage sig et arbejde umiddelbart efter folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.

Villy fortalte meget korrekt hvad konservativ politik er – bl.a. at vi i forhandlingerne om arbejdsmarkedsreformen havde ønsket dagpengeperioden sat ned fra 4 til 2 år

I Sverige har man sænket perioden til 300 dage…

Hvad Villy glemte at fortælle den opmærksomme seer var, at kurverne over hvor mange der finder et job i løbet af perioden er næsten identisk i Danmark og Sverige – kort før periodens udløb er der en markant stigning i antallet af modtagere som finder et job – dog er det endelige antal lidt større i Sverige – formentlig fordi det er lettere at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter 300 dage end efter 4…

Ligeledes bryder Villy & Helle  sig formentlig heller ikke om det markante fald i medlemsantallet af fagforeningerne, som reformen har medført i Sverige…

Lidt indstuderet kom Helle under debatten til at tænke på dem, som havde kritiseret Obamas ideer til løsning krisen under præsidentvalgkampen (Obama er jo populær i Europa, så hvorfor låne lidt af hans solskin) – “hvor ville verden være i dag, hvis ikke han havde gennemført sine reformer” lød det dramatisk.

Jeg erkender ikke at have svaret på det spørgsmål, men jeg ved, at USA ved afslutningen af hans præsidentperiode ikke ville have have øget sin udlandsgæld fra 3 til 10 trillioner dollars – hvilket er hvad de økonomiske fremskrivninger i øjeblikket kalkulerer med…

I politiske kredse plejer man at sige, at vælgernes hukommelse ikke er længere end et halvt år…

Det er mit stille håb, at danskerne husker meget længere tilbage når valget kommer – helt tilbage til halvfjerserne hvor venstrefløjens løsning på en økonomisk krise var som i dag.

“Tag lån og forbrug”