Psykiatri

En personlig tilgang

Jeg har selv haft psykiatrien tæt inde på livet – nøjagtig 11mm. – det var afstanden mellem knivbladet og mit hjerte.

Manden som førte kniven var skizofren og stofmisbruger. Han var blevet placeret i en ungdomsbolig, selvom det var åbenlyst for enhver, at han var farlig både for sig selv og sine omgivelser.

Men som så ofte i psykiatrien handlede det ikke om hvorvidt patienten var rask, men om han var mindre syg end dem som på netop det tidspunkt ventede på behandling.

Jeg har oplevet frustrationen ved at se en depressiv kæreste forsvinde ind i sig selv, uden at jeg kunne gøre andet end at forsøge at undgå at være til besvær.

Og jeg har tilbragt ganske mange timer med en kop kaffe i hånden, mens jeg hørte min mor berette om arbejdet på psykiatrisk afdeling i Randers, hvor hun arbejder som lægesekretær.

Så mit forhold til psykiatrien er personligt og dybfølt.

Børn

Børn er de helt store tabere i den psykiatriske behandling.

Børn af psykisk syge forældre lades alt for ofte i stikken, eller kommer til at fungere som en slags værger for deres forældre, når de gang på gang udskrives før behandlingen har hjulpet.

De børn som selv lider af psykiske problemer må vente helt op til et år før de kan komme til undersøgelse og få stillet en diagnose. Derefter kan der så gå yderligere 9 måneder, før behandlingen begynder – og på det tidspunkt har sygdommen ofte nået et punkt, hvor den kommer til at følge barnet resten af livet.

Førtidspension

Næsten halvdelen af modtagerne af permanent førtidspension er endt der pga. psykiske problemer. Ofte er det ”den nemme løsning” for myndighederne, som herefter ikke behøver at bekymre sig om at skaffe jobs eller aktivere disse mennesker – og det selvom undersøgelser viser, at 9 ud af 10 permanent eller lejlighedsvis vil kunne passe et fleksibelt deltidsarbejde.

At have et job giver indhold i tilværelsen, selvtillid og noget at stå op til om morgenen – ved at stemple folk som uarbejdsdygtige – ofte i en meget ung alder – bidrager man kun til det lave selvværd, og forværrelse af sygdommen.

 

Folkeskolen

Folkeskolen er kun for piger

30% af drengene i den danske folkeskole kategoriseres af lærerne selv som “problematiske”.

Blandt indvandrerdrenge forlader 50% folkeskolen som funktionelle analfabeter.

Der er 15% flere piger end drenge af en årgang, som tager en ungdomsuddannelse, hvilket placerer os blandt de dårligste i OECD, når det kommer til ligestilling mellem kønnene.

Med så høje tal er det ikke drengene den er gal med – det er folkeskolen!

Det er på tide, at vi anerkender den forskel, der er mellem drenge og pigers måde at lære på og indretter vores undervisning efter det.

Drengebørn lærer gennem konkurrence og fysisk aktivitet, men begge dele har i mange år været fy-ord i den velmenende danske folkeskole. Derfor handler folkeskoledebatten ikke om, hvor mange penge man vil bruge – det er et langt dyberelæggende pædagogisk problem der er tale om.

Folkeskolen har mistet sin rummelighed

De svage elever kan ikke følge med i undervisningen. De føler sig mindreværdige, og får det ene nederlag efter det andet, mens resten af klassen ser på.

Samtidig keder de stærke elever sig pga. understimulering i en sådan grad, at mange af dem bliver skoletrætte og udsætter eller opgiver at læse videre.

Sådan er virkeligheden i den danske folkeskole.

Klasserne bør derfor fremover deles op efter elevernes kunnen i de centrale fag; dansk, engelsk, matematik og naturfag, så klassestrukturen bevares, men så den enkelte elev udfordres på netop sit faglige niveau.

Dette skal naturligvis ske på en fleksibel måde, så barnet modtager en undervisning, der passer til netop det niveau, som eleven befinder sig på.

 

Økonomi og Erhverv

Erhvervslivet skal sikres

Det er de færreste, som bliver selvstændige fordi de holder af at lave regnskaber og papirnusseri. Derfor skal det være lettere at være erhvervsdrivende i Danmark. Der skal ryddes op i regeljunglen for især de små og mellemstore virksomheder og selskabsskatten skal sænkes. Lønomkostningerne i Sverige eller Tyskland er lønomkostningerne 20% lavere, uden at det har resulteret i en social massegrav, som det ellers påstås fra venstrefløjspartierne. Skal vi klare os i den internationale konkurrence er det afgørende, at vi får skabt et attraktivt erhvervsklima i Danmark.

En ubekvem sandhed

Venstrefløjen forsøger, at bilde befolkningen ind, at vi kan fortsætte på første klasse, selvom den internationale finanskrise har ramt hele Europa. Man ønsker at lave “offentlige investeringer” til renovering af skoler og kloakker, men hvor er afkastet af investeringen?  Og hvad gør vi, når de fremrykkede projekter er færdige og de håndværkere, som midlertidigt blev sat i beskæftigelse igen står i arbejdsløshedskøen? Hvis den lave vækst fortsætter  i 10-15 år, som økonomerne forudser, hvor mange gange skal vi så låne penge for at skabe jobs.

Krisen løses ikke ved at bruge flere penge og finansiere det med lån og øget skattetryk på de, som skaber arbejdspladserne i Danmark. Vi må erkende den ubekvemme sandhed, og sætte tæring efter næring.