Regeringens store synd

12. juli 2011

“Regeringen har haft 10 år til at skabe en folkeskole i verdensklasse, men i stedet er vi faldet til en 18. plads i PISA undersøgelserne. Derfor har vi brug for en ny regering”. Denne påstand gentages taktfast fra oppositionens politikere, hver gang talen falder på folkeskolen.

Og de har desværre ret. 

Regeringen har unægteligt undladt at adressere et alvorligt problem, men det er ikke manglen på midler. Det er et langt dybere og mere alvorligt problem, som ikke kan løses ved at kaste et par milliarder efter folkeskolen, for det er hele værdigrundlaget der skal revideres. Ordet rummelighed har i folkeskolen har fået et næsten religiøst skær, hvilket kommer til udtryk, når både politikere og Danmarks Lærerforening sidestiller idealet om folkeskolen som social smeltedigel med reel faglighed. Paradoksalt nok, har rummelighedsideologien medført, at et historisk højt antal ressourcestærke forældre sender ungerne i privatskole, fordi folkeskolen ganske enkelt ikke kan rumme begavede børn.

Men det er langt fra de eneste, som enhedsskolen marginaliserer. 30% af drengene karakteriseres af deres egne lærere som “problematiske”. Når så mange drenge ikke “passer ind”, så er det ikke drengene den er gal med – det er folkeskolen. Begreber som konkurrence og konflikt er bandlyste uagtet, at pædagogisk forskning peger på, at drenges indlæring i høj grad stimuleres af netop dette. De elever, som har det sværest, oplever at efterhånden som niveauet stiger hurtigere end de kan følge med, forsvinder også interessen for at lære. Ingen opsøger et nederlag. Dermed lades de mest udsatte grupper i stikken på baggrund af det lighedsideal, som oprindeligt var udtænkt til at hjælpe dem.

Venstrefløjen og lærerforeningen henviser til undersøgelser, som angiveligt skulle påvise at niveaudeling ikke virker. Man sammenligner med skræmmeeksemplerne fra ”den sorte skole”, hvor man tidligt opdelte børn i bogligt og alment begavede og dermed stemplede dem for resten af deres liv. Der findes i dag adskillige positive eksempler fra privatskoler i både Danmark og Sverige, hvor man med stor succes har indført fleksible former for niveauopdeling. Eleverne deles kun i de centrale fag som dansk matematik, engelsk og naturfag, således at klassestrukturen og det sociale fællesskab bevares. Eleverne deles efter evner i de enkelte fag, og modtager dermed en undervisning, som passer til netop deres niveau, altid med muligheden for at tilpasse undervisningen alt efter barnets modenhed. Dermed skabes en reel rummelig folkeskole, som kan give plads til alle børn uanset hvilket niveau de befinder sig på. Til gavn for den sociale sammenhængskraft i samfundet. Regeringens store synd på folkeskoleområdet har været, at vi endnu ikke har taget et opgør med det lighedstyranniske værdisæt, som venstrefløjen havde held til at gennemtrumfe i 70′erne.

Det opgør er jeg som konservativ folketingskandidat parat til at begynde.

Afgørende marginale

16. juni 2011

Har du lyst til at betale en marginalskat på 82,9 procent?

Hvis ikke, så bør du ok overveje, om det er intelligent, at sætte krydset ved rød blok, for det er tilsyneladende, hvad man finder ret og rimeligt i SF. Det er i hvert fald niveauet for, hvad en evt. kommende minister for det socialistiske parti kommer til at betale, efter ”partiet” har snuppet 25 % af forskellen mellem et almindeligt folketingsmedlem vederlag og en ministerløn. En ministers ansvar er ekstremt, jobsikkerheden minimal og arbejdspresset enormt,
”I SF går vi ind for lighedsprincipper” siger klima-og energiordfører Anne Grete Holmsgaard. Mon det er helt usandsynligt, at en underbetalt SF minister gerne vil udbrede den lighed til resten af samfundet?

Sin egen værste fjende

7. juni 2011

Det skurer fælt i øregangene, når den politiske ordfører for socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen, og hans åndsfæller med mere eller mindre alvor siger, at de ville fjerne mediestøtten til borgerlige aviser, forskere og slutteligt brokker sig over økonomernes påståede politiske tilhørsforhold. Denne skurren har dog et historisk kendetegn, for den lyder også altid når et stort imperium står på kanten af sin eksistens.

Spørger man Socialdemokratiet, tog de den pågældende debat op i demokratiets navn, og med den ædle hensigt at bringe balancen tilbage i debatten. Imidlertid ligner det dog et skalkeskjul. Debatten, der kommer på trods af fine meningsmålinger til den røde fløj, er snarere et udtryk for en snagende erkendelse hos den røde blok: Nemlig den, at de ikke har nogle vægtige ideologiske hensigter med den magt, de kan risikere at få. De har svært ved at præge samfundsdebatten og skyder som sådan på debatten og ikke på dens indhold.

Man kan sige, at de har glemt selve præmisserne, hvorpå den danske debat føres. Højt skattetryk, mange afgifter, den store lighed etc. De er blevet indholdsløse og tvære i det velfærdssamfund, de selv byggede. Kort sagt er det, de skabte, nu blevet deres egen værste fjende – et rødt malet rum hvori den socialdemokratiske retorik fortyndes naturligt og glider i med væggen.

Og netop som et imperium efter sin bedste alder, går de nu på jagt efter interne ballademagere alt imens facaden krakelerer. Problemet kan jo ikke skyldes dem selv? Nej naturligvis ikke, det må nødvendigvis være andre end dem, som har haft den overvejende indflydelse på samfundets indretning, der er det demokratiske problem. Således lyder logikken i år 2011 i det efterhånden aldrende socialdemokratiske Danmark af 1933.

I 2020 kan alle få et arbejde, men ingen få noget i løn

1. februar 2011

Samfundet vil tabe en hel generation på gulvet, hvis vi ikke bevarer efterlønnen – det er budskabet i et debatindlæg af den socialdemokratiske folketingskandidat Jens Joel bragt den 01.02.11.

Men der er et par alvorlige brist i Joels argumentation. Dels påstår han, at færre tager en uddannelse pga. regeringens politik – i virkelighedens verden er ansøgningerne til universiteterne steget med 13% fra 2009 til 2010.
Dels fortæller han ganske korrekt, at vi i fremtiden har brug for langt flere hænder. Faktisk vil vi ifølge Arbejdernes Erhvervsråd mangle 180.000 højtuddannede i 2020. Samtidig vil han bevare efterlønnen, for at give plads til de nyuddannede, ligesom han ønsker at bruge milliarder af de arbejdende skatteyderes penge på at skabe flere arbejdspladser.

Joel ignorerer fuldstændig, at regeringens efterlønsudspil vil udfase efterlønnen over en årrække, så den ældre generation på arbejdsmarkedet kan nå at omstille sig.

Jeg kan trøste Joel med, at det bliver meget nemt at få et job i 2020, men til gengæld vil skattetrykket blive enormt, hvis vi skal bevare en ordning, som parkerer raske mennesker på efterløn.

Folkeskolen med de feminine værdier

Første gang bragt i Århus Stifttidende 20. december 2010

Drenge skal lege mindre og lave flere små sysler, som at tegne og trække perler i børnehaveklassen – det synes at være løsningen på, at der er markant flere drenge end piger, som går børnehaveklassen om. I hvert fald hvis man skal følge Stig Broström, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles råd i Stiften 14.12.10.

Egentlig er tanken meget sympatisk. Drengene skal forberedes bedre, til det stillesiddende lærende liv som folkeskoleelev. Problemet er bare, at han angriber problemstillingen fra den forkerte vinkel. I stedet for at modellere drengene efter folkeskolens krav, burde man i stedet indrette folkeskolen efter drengenes behov og indlæringsmetode.

Vores nuværende uddannelsessystem er ét langt udskillelsesløb for drenge – af en årgang tager hele 15 procent flere piger end drenge ifølge OECD en ungdomsuddannelse, og mens kun 37 procent af drengene tager en universitetsuddannelse, hedder tallet 53 procent hos pigerne. Alt sammen fordi vi har designet folkeskolen efter feminine værdier.

Drenge lærer gennem fysisk udfoldelse, gennem konkurrence og har generelt brug for at røre sig mere, for at kunne bevare koncentrationen – Alt sammen behov som nærmest er fy-ord i den danske folkeskole.

Vejen til en rummelig skole går uden om Socialdemokraterne

10. december 2010

“Socialdemokraterne siger ikke nej til alt, hvad VK foreslår” – sådan skriver Christine Antorini 09.12.10. Det synes at være en sandhed med modifikationer. Alt hvad socialdemokraterne har sagt det sidste halve år har haft sigte på de forjættede ministertaburetter. Med det mål har SF solgt sin sjæl og S holder nu tilsyneladende brandudsalg på børnene i folkeskolen.

Antorini henviser som sædvanlig til den sorte skole, når jeg tillader mig at nævne ordene faglighed og niveauopdeling.

Hun henviser til forskning,som viser, at en permanent opdeling i et A og et B hold ikke er gavnlig, hvilket er helt korrekt. Havde Antorini virkelig ikke sagt ne,j til alt hvad VK foreslår, så havde hun formentlig taget sig tid til at sætte sig ind i substansen i mit forslag.

Jeg ønsker at bevare klassestrukturen, men med niveauopdeling i dansk, engelsk, matematik og naturfag. Opdelingen skal jævnligt revurderes, da den enkelte elevs modenhed kan svinge fra år til år.

I Sverige har “kunskapskolan” stor faglig og pædagogisk succes med en lignende model. Det er ganske enkelt forkert, når Antorini påstår at forskningen taler mit forslag imod.

Jeg ønsker, at der kommer et større pædagogisk fokus på drengebørns indlæring, som er fundamentalt anderledes end pigers.

30% af drengene kategoriseres som “problematiske” af de lærere, som varetager deres undervisning og af en ungdomsårgang gennemfører hele 15% flere piger end drenge en ungdomsuddannelse. Tallene placerer os i ligestilling på en 25. plads ud af 28 i OECD.

Men hvad er så det socialdemokratiske alternativ?

Man vil indføre en dyr tolærerordning for de mindste klasser, hvilket forekommer besynderligt, eftersom det først er fra 3. klasse, børnene begynder at sakke bagud. Man vil købe en masse IT-udstyr i formodningen om, at folk var dummere før vi fik computeren, og man vil med helhedsskolen tage det endelige skridt til en statsopdragelse af vores børn.

Imens fortsætter tallene med at stige. Antallet af drengebørn som mistrives. Mængden af begavede børn som bliver skoletrætte, og strømmen af svage elever der forlader skolen som funktionelle analfabeter – alt sammen i enhedsskolens hellige navn.

Vejen til en rummelig skole
Første gang bragt i JP Århus 05.12.10

En folkeskole i stramme tøjler er ikke til gavn for eleverne.

I et svar på regeringens planer om en friere folkeskole (JP 14/11), præsterer Socialdemokraternes ordfører på området, Christine Antorini (CA), et automatsvar, som er en telefonsvarer værdig. Svaret er nej, og som bevidstløs telefonsvarer kunne CA lige så godt være ordfører for resten af oppositionen.

Folkeskolen skal styres, reguleres og fortsætte med at være ufleksibel.

Mantraet er, at alle skal mases ind i den rummelige folkeskole. Her skal børnene lære, at folk kommer fra forskellige kår og baggrund – og dette faktum bruges oftest til at skyde ethvert tiltag i retning af fleksibilitet og øget faglighed ned.

Faktum er nemlig, at vi har en folkeskole, der kunne være langt mere fleksibel. Vi har en skole, der ikke tager det nødvendige hensyn til børnenes individuelle forskelle, navnlig kønsforskelle og den individuelle faglighed.

Skal mødes på eget niveau

Regeringens forslag om at fjerne regler og dermed lægge ansvaret for holddeling mv. i skolen ud kunne netop bidrage til en skole, der forstår at møde alle på eget niveau.

Det er på tide, at vi anerkender, at piger og drenge fra barnsben ikke nødvendigvis tænker ens eller søger bekræftelse samme sted.

Drenge er bedre udstyret til at håndtere én ting ad gangen og har tit og ofte sprogbesvær. De kan ikke i samme grad som piger strukturere deres aktiviteter og formulere sig.

Det har ikke noget med intelligens at gøre. Det skyldes forskelle i vores fysik, navnlig vores hjerner. Forskellen bør afspejles i vores skole, og derfor er jeg er en varm tilhænger af holdopdeling i skolen.

Som tingene står nu, ændres intet, og der vil i klasselokalerne landet over sidde elever, som kunne have lært langt mere, hvis centrale fag som dansk, matematik, engelsk og naturfag blev delt op efter kvalifikationer og modenhed frem for alder.

Folkeskolen i dag taber de svageste elever, en stor del af drengene og efterlader de begavede frustrerede og skoletrætte.

Den eneste måde at nå frem til den rummelige folkeskole på, som venstrefløjen taler om, er at lade børnene få den undervisning, der passer til deres niveau, køn og modenhed.

Politik må sandelig ikke være sjovt
Offentliggjort 24.08.10 kl. 03:01 – Jyllandsposten

Indvandrerrådgivningen er selv på kanten af diskriminationslovgivningen.

Jeg er egentlig ikke forundret over, at Indvandrerrådgivningen i et læserbrev 20/8 kritiserer mig for, at jeg i min videoblog giver udtryk for, at romaer såvel som andre befolkningsgrupper, der kommer til Danmark, skal lære sproget og kulturen at kende og naturligvis holde sig inden for loven.

Jeg blev dog noget overrasket, da jeg læste, at den offentligt støttede indvandrerrådgivning beskylder mig for at generalisere.

I sommeren 2004 kunne man nemlig på et stillingsopslag fra netop Indvandrerrådgivningen læse følgende passus: »Vi foretrækker, at du menneskeligt og politisk er orienteret mod det humanistiske. Politisk mod venstre i dansk politik.«

”En god holdning”

Da Leif Randeris blev konfronteret med, at denne passus bevæger sig på kanten af diskriminationslovgivningen, udtalte han følgende:

»Derfor har vi i stillingsopslaget forsøgt at antyde, at vi bestemt ikke selv ligger på højrefløjen i dansk politik. Vi vil gerne omgås venlige mennesker, som har en god holdning til samfundet.« Underforstået, at borgerlige mennesker ikke er hverken venlige eller har en ”god holdning til samfundet”. Indvandrerrådgivningen kritiserer mig derefter for at bringe humor ind i politik – jeg burde »i stedet satse på at tjene min løn inden for underholdningsindustrien«.

Havde de to herrer fra Indvandrerrådgivningen givet sig tid til at læse andet end første linje af min hjemmeside, ville de have fundet en lang række saglige læserbreve og tekster om bl.a. mit hjertebarn, psykiatrien.

Akademiske monologer

Havde de kunnet overleve alle de konservative holdninger, man udsættes for ved at se nogle af de øvrige videoer, ville de også have opdaget, at der bag humoren ligger solide holdninger bygget på faktisk viden.

Men politik må ikke være sjovt. I stedet for tre minutters You Tube-videoer, hvor jeg med et glimt i øjet skærer et budskab helt ind til benet, skal jeg altså uploade timelange akademiske monologer, hvor jeg grundigt belyser alle aspekter af et givent emne.

Formentlig havde Indvandrerrådgivningen aldrig hørt om mig, hvis det var den kommunikationsform, jeg havde valgt – og det er måske i virkeligheden baggrunden for deres nedladende debatindlæg. Man fornemmer, at kritikken af min form i virkeligheden bunder i uenigheden med min holdning.

Men et par ømme tæer på venstrefløjen skal ikke forhindre mig i fortsat at spidde og provokere mine politiske modstandere i videoerne på min hjemmeside.

Politik er simpelthen for alvorligt til kun at blive taget seriøst.